Årets Sundhedsambassadør er Dansk Firmaidrætsforbunds måde at hylde en medarbejder, der har gjort noget ekstra for sundheden på arbejdspladsen.

Han eller hun sætter f.eks. kost- eller motionsaktiviteter i gang, skaber større arbejdsglæde, bakker op om livsstilsændringer – eller gør det sunde valg sjovere.

Kender du sådan en medarbejder? Er det måske din kollega? Så giv  et fortjent skulderklap ved at indstille ham eller hende til Årets Sundhedsambassadør. Det er nemt - og det er selvfølgelig gratis.

Vind aktiviteter for kr. 15.000,-!

Årets Sundhedsambassadør modtager præmie på en værdi af kr. 15.000,-. Og den kommer hele arbejdspladsen til gavn. Præmien kan nemlig veksles til aktiviteter for arbejdspladsen hos Dansk Firmaidrætsforbund. Årets Sundhedsambassadør kan vælge én af disse fire præmier:

  1. Aktivitetsdag eller motionsevent for kolleger af en varighed på op til 3 timer
  2. Sundhedsambassadøruddannelse for op til 16 medarbejdere
  3. Motionsambassadøruddannelse for op til 16 medarbejdere
  4. 2 peptalks/foredrag af en varighed op til en 60 minutter samt et ”Sund møde” med ledelsen af varighed op til en 60 minutter for virksomheden med fokus på ”Den gode og sunde arbejdsplads”.

Sådan indstiller du til Årets Sundhedsambassadør:

1. Send en mail (gerne via Indstil her-knappen til højre) til indstil@firmaidraet.dk med disse oplysninger:

  • Dit navn
  • Din e-mail
  • Din begrundelse (hvorfor indstiller du din kollega?)
  • Navn på den indstillede
  • E-mail på den indstillede

2. Send mailen inden den 1. marts 2018, hvor vi lukker for indstillinger.

3. Læn dig tilbage. Vi kontakter dig via e-mail efter den 1. marts 2018, hvis din indstilling bliver udvalgt.

 

 

Indstil her

Årets Sundhedsambassadør hed tidligere Kong Gulerod.

Se en video, fra den dag, vi kårede Kong Gulerod 2014 herunder.

Tidligere vindere

2017 - Pia Vetling - KEOLIS Skibby

- At Pia bliver årets sundhedsambassadør er rigtig stort, det er noget som gør virksomheden stolt. Hun har tilgået sundhedsarbejdet på en meget empatisk måde. Hun har sat sig flot ind i hvordan sundheden skal gribes an blandt kollegerne, fortæller Bjarne K Larsen, projektchef Keolis.

 2016 - Peter Bidstrup - Klinisk Immunologisk Afdeling (Kia), OUH

- Peter er manden, der får hele afdelingen op ad stolene. Med sin personlighed skaber han et godt socialt sammenhold på afdelingen. Han står bag utallige fysiske aktiviteter, hvor han har sørget for tilmeldinger af både gå- og løbehold samt heppekor. Afdelingen har også været til øl-smagning, sommerfester m.m., som Peter også har arrangeret.

- Men Peter arrangerer ikke bare. Han medbringer altid god, positiv energi og forsøger altid at få alle med. Han gør en kæmpe frivillig indsats for at holde sig selv og sine kolleger i god fysisk og psykisk form - og det gøres i et fantastisk godt humør. Han er en sand ildsjæl.

2014 - Fakhrullah Habibi - Electrolux 

- Jeg blev helt vildt overrasket og helt mundlam, da I overraskede mig. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at vinde den her pris, men også for anerkendelsen fra kollegerne. Nu ved jeg de sætter pris på sundhedsarbejdet, så nu får den max gas i 2015

- Valget faldt på Fakhrullah Habibi, fordi han bl.a. stod bag idéen til gulerodsugen. Her blev hverdagen piftet op med sjove indslag, som da en medarbejder klædte sig ud som kanin for en dag. 

 

2013 - Marianne Helms - Seritronic  

- Det er et kæmpe skulderklap for den indsats, jeg gør, men jeg kan jo slet ikke lade være.

- Valget er faldet på Marianne Helms fra produktionsvirksomheden Seritronic. Marianne er et kreativt menneske, der med sin nysgerrighed for sundhed i det brede aspekt, inspirerer og deler sin entusiasme med kollegerne. Hun har sørget for en tæt dialog med ledelsen, som også bakker op omkring sundhed for medarbejderne, siger sundhedskonsulent Rikke Døssing.

 

2011 - Birgitte Fink Henriksen - Arbejdstilsynet, Tilsynscenter Syd

- Jeg er glad for at mine kolleger og ledelsen værdsætter det, men de er også gode til at rose i hverdagen og komme med ideer til, hvad vi skal lave, sagde Birgitte Fink Henriksen,

- Valget er faldet på Birgitte Fink Henriksen, fordi hun har lavet mange sjove ting for kollegerne f.eks. et vinter-ol, fiske-måned med mulighed for at købe frisk fisk og en "sunde boller-konkurrence, forklarer Rikke Døssing fra Dansk Firmaidrætsforbund

 

2010 - Bettina Susott - Banedanmark

- Jeg kan slet ikke lade være, og jeg får masser af motivation af at gøre noget for mine kolleger, siger den glade og stolte vinder af årets sundeste titel, der ikke hviler på laurbærrene.

- Jeg arbejder med at starte op med geocaching med kollegerne, og det næste projekt er den årlige julefrokost, som får et aktivt islæt med en times dans og zumba, siger Bettina.

 

 

2009 - Lise Friberg Jensen - Dagscenter Korsør

- Jeg er meget overrasket og glad for denne pris. Det kom som lidt af et chok, da jeg fik det af vide. Jeg har været rigtig tilfreds med den beslutning vi tog om at blive sundhedscertificeret. Nogle gange har det været hårdt for os at skulle udforme politikker og handlingsplaner, men vi er kommet godt i mål med hjælp fra Dansk Firmaidrætsforbund, siger ildsjælen Lise Friberg Jensen, der har en klar vision for sin arbejdsplads:

- Min drøm er helt klart, at vi skal være Danmarks sundeste aktivitetscenter. Det håber jeg, vil ske en dag.

 

2008 - Gert Hosbond - Sparekassen Farsø

- Har en kreativ, positiv og udviklende tilgang til sundhedsfremme på arbejdspladsen har vedvarende nye målsætninger og ideer!

- Tænker stort og ambitiøst om sundhedsindsatsen i Sparekassen frem for begrænsende

- Er en ihærdig og energisk ildsjæl, der kæmper hårdt for at nå virksomhedens målsætninger på sundhedsområdet