Alle kan være med
Hos Dansk Firmaidræt tilbyder vi konceptet ”kollegamotion”, som har til formål at styrke sammenholdet, sindet og smilene på arbejdspladsen på tværs af fag, jobfunktioner, afdelinger og fysisk formåen. Alle kan være med, og du kan både dyrke kollegamotion med og uden omklædning samt før, i og efter arbejdstiden. Det vigtigste er blot, at du og kollegaerne går fra den aktive pause med fornyet energi, højt humør og en afsluttende high-five. Konceptet kollegamotion er alt andet end kompliceret, og nedenfor kan du blive klogere på, hvad kollegamotion præcis er, og hvordan din arbejdsplads kan drage nytte af det.
Motion i arbejdstiden – Hvorfor?
Nu tænker du måske: ”Hvorfor dyrke motion i arbejdstiden og ikke bare før eller efter?”, og vi kan godt forstå, hvor du kommer fra. Det er de færreste, som tænker motion og bevægelse ind i arbejdstiden, men det vil vi gerne være med til at ændre på. Der er nemlig en lang række fordele ved at dyrke motion i arbejdstiden. Først og fremmest er kollegamotion med til at skabe god energi kollegaer imellem samt mellem kollegaer og ledere. Det rykker alle tættere sammen og får styrket relationer indbyrdes, da I er fælles om noget aktivt, sjovt og meningsfuldt.
Erfaringer og studier viser, at vi får lettere ved at tale sammen, bliver mere tilfredse som medarbejdere og opnår bedre trivsel, når vi dyrker motion i arbejdstiden. Dette er blot nogle få effekter ved motion i arbejdstiden, som ikke er til at tage fejl af. Der er dog naturligvis også en række sundhedsmæssige fordele ved at bevæge sig, men eftersom vi hos Dansk Firmaidræt dyrker fællesskabet, er det netop det, vi fokuserer på i vores motionstilbud.