Webbureauet Morningtrain tager titlen i den landsdækkende konkurrence ”Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen 2020” foran de fire andre regionsvindere.

Webbureauet Morningtrain i Odense er netop kåret som landsvinder af konkurrencen ”Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen 2020”, som Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Velliv Foreningen står bag.

Månedlige teambuildingture og styrket sammenhold
Arbejdspladsen med 31 ansatte prioriterer sundheden – både den fysiske og den mentale. Månedlige teambuildingevents for alle medarbejdere er med til at styrke fællesskabet, samarbejdet på tværs af arbejdspladsen og sundheden gennem fysisk aktivitet, og derudover har de to ugentlige sportsaktiviteter for alle medarbejdere hver uge. Også under COVID-19 har de dyrket sammenholdet.

"Vores månedlige teambuildingevents og ugentlige sportsaktiviteter har trivsel, sundhed og fællesskabet for øje, og som i så mange andre henseende er COVID-19 en uvelkommen gæst. Kunsten er at bibeholde koncepterne og dyrke fællesskabet med nye initiativer – dog blot hver for sig. Her har ugentlig online yoga & -træning, virtuel fredagsbar og LAN events været påskønnede erstatninger for at holde motivationen og trivslen oppe i en svær tid. Vi håber dog at kigge ind i et efterår, hvor vi kan trappe op for initiativer i samlet flok," fortæller direktør Peter Thomsen fra Morningtrain.

En arbejdsplads som har truffet et bevidst valg om at prioritere sundhed og trivsel
Alle arbejdspladser har kunnet indstille deres bedste sundhedsinitiativer i konkurrencen, og alle danskere har kunnet afgive tre stemmer. I sidste uge blev én vinder i hver region kåret, og juryen har efterfølgende udpeget landsvinderen – fra motivationen lyder det bl.a.:

Morningtrain vinder initiativprisen, fordi de fra ledelsen har truffet et bevidst valg om, at sundhed og trivsel skal være en vigtig del af virksomhedens kultur. På arbejdspladser med mange mandlige ansatte er det afgørende, at sundhed og trivsel er prioriteret, idet mænds sundhed halter efter kvindernes, og arbejdspladsen er en vigtig arena for at motivere til en sund livsstil. Morningtrain prioriterer ugentlig fælles kollegamotion på arbejdspladsen, som både styrker det sociale fællesskab og skaber grundlag for venskaber og bidrager til medarbejdernes fysiske og mentale velvære.

"Initiativet hos Morningtrain viser, det er vigtigt, at ledelsen er med om bord, hvis arbejdet med sundhed skal blive en integreret del af en arbejdsplads’ kultur. Og at det giver mening og kan betale sig, at arbejdspladser investerer i medarbejdernes sundhed. Både for individet og for arbejdspladsen. Og så er det stærkt at se, hvordan de også under COVID-19 har dyrket sammenholdet – bare på andre måder. På vegne af alle partnerne bag konkurrencen ønsker vi Morningtrain tillykke med prisen," siger Merete Spangsberg Nielsen, direktør for Kollegamotion, Dansk Firmaidrætsforbund.

"Vi håber, at konkurrencen kan være med til at inspirere andre arbejdspladser – alle kan gå på opdagelse på www.sundestearbejdsplads.dk blandt de indstillede initiativer og lade sig inspirere af de gode og konkrete idéer til, hvordan man kan dyrke kollegamotion og sammenholdet," siger Merete Spangsberg Nielsen.

Sigrid Ellegaard Foged
Sigrid Ellegaard Foged
Kommunikationskonsulent

Om initiativet og konkurrencen

  • Konkurrencen ”Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen” har kørt fra 1. marts til 18. maj og er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv samt Velliv Foreningen, der tilsammen er i løbende kontakt med størstedelen af Danmarks befolkning.

  • Det er arbejdspladserne, som har indstillet egne initiativer inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø. Regionsvinderen er det initiativ, der har opnået flest stemmer i forhold til, hvor mange medarbejdere, den pågældende arbejdsplads har. Alle i hele Danmark har kunnet stemme på i alt tre forskellige initiativer.

  • Der kåres også en vinder af Særprisen for Mental Sundhed – det sker den 3. juni. 

  • I 2019 vandt medarbejderne i Arbejdernes Landsbanks filial i Ringsted Initiativprisen.

 

Det er vigtigt at komme i gang med kollegamotionen – også med de restriktioner, som coronakrisen sætter. Vi er klar til at hjælpe med gode og konkrete idéer! Ring til os på 46473100 eller skriv til os her, og vi ringer dig op.