Det er lykkedes i dag skatteminister Karsten Lauritzen (V) og kulturminister Mette Bock (LA) at få bred opbakning til en længe ventet ændring af den lov, der fordeler overskuddet fra lotterierne til almennyttige formål, kulturliv og civilsamfund i Danmark – og til idrætten.

Den nye model, som alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten står bag, vil sikre større sikkerhed og stabilitet i tilskuddet til foreningsidrætten i Danmark – og derved også til Dansk Firmaidræt.

Lovændringen medfører nemlig en ny model for udlodning, hvor midlerne til det medlemsbaserede foreningsliv - idrætsforeninger, børne- og ungdomsorganisationer, handicaporganisationer, patientforeninger, humanitære organisationer og mange flere – sikres mod udsving i overskuddet fra Danske Spils lotterier.

”I firmaidrætten er vi meget glade for, at det meget brede flertal i Folketinget med denne aftale sætter en tyk streg under, at foreningsidrætten i Danmark er vigtig, og at vi fortjener sikkerhed og stabilitet i forhold til vores finansiering. Den nye model giver os større tryghed og bedre mulighed for at udvikle firmaidrætten og vores tilbud i de kommende år – til gavn for vores medlemmer, arbejdspladserne og eleverne på landets erhvervsskoler,” siger formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.

Partierne bag forliget fortjener ros for at have prioriteret foreningslivet i Danmark bredt, og derved de millioner af danskere, der hver dag overalt i landet går til fodbold, er spejdere, engagerer sig i frivilligt socialt arbejde eller er medlem af en handicap- eller patientforening.

Fakta om lovændringen

Det frivillige foreningsliv, der er blevet sikret med lovændringen, omfatter mere end 800 forskellige organisationer.

Det drejer sig blandt andre om idrætsforeninger, børne- og ungdomsorganisationer, patientforeninger, handicap- og nødhjælpsorganisationer m.fl.

Partierne bag lovændringen er regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Konservative), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF

Den nye lov forventes at træde i kraft den 1. januar 2018

Se den fulde aftaletekst

For yderligere kommentarer

Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidræt, tlf: 24 45 30 15

Søren Willeberg
Søren Willeberg
Chef for kommunikation, marketing og politisk interessevaretagelse