I anledning af Dansk Firmaidræts 75-års jubilæum inviterer vi til 12 udendørs 3-bold-events i august. Saml kolleger, få et smil på læben og sved på panden – og dyrk sammenholdet med andre, lokale arbejdspladser!
Når voksenidrætten bliver genstartet i maj og juni, er det med en jubilæums-gave fra firmaidrætten i puljen af motionsmuligheder. Du og kollegerne vil kunne mærke magien ved holdsport, idet vi afvikler 12 udendørs 3-bold-events fordelt over hele landet. Saml kolleger eller venner (6-9 stk. i alt, dig selv inklusiv), der har lyst til sveddryppende kampe i både fodbold, floorball og høvdingebold.
Vi har styr på corona-restriktionerne, og I bestemmer, hvem der dyster i hvor meget i de forskellige discipliner. Alle har mulighed for (men behøver ikke) at være med i samtlige kampe.
”Hold- og boldspil er fantastiske redskaber til at styrke sammenholdet på en arbejdsplads. Og boldspil er en hjørnesten i firmaidrættens historie. Derfor har vi skabt en jubilæums-gave med et tvist til alle landets arbejdspladser. Vi kombinerer tre populære boldspil på en aften, hvor alle kolleger hurtigt vil føle sig på hjemmebane. Uanset niveau, form og status. Vi glæder os til at dele jubilæums-gaver ud sammen med vores lokale foreninger, og vi håber, at vi med vores lokale 3-bold-events kan være med til at kickstarte voksenidrætten på en sjov og anderledes måde,” siger formand i Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.
Sammen i bevægelse til 3-bold
Hos Dansk Firmaidræt kæmper vi for at sætte Danmark i bevægelse både på arbejdspladsen og i vores lokale firmaidrætsforeninger. Vi dyrker sammenholdet med motion og netop bevægelse, og vi har gjort det siden 1946. Vi gør vores til, at 2021 – trods corona – bliver et farverigt og festligt år, hvor vi vil fejre vores 75-års jubilæum med alle interesserede arbejdspladser.
”3-bold er en af flere gaver, vi deler ud. Du og dine kolleger kan eksempelvis også – helt gratis – booke en digital motionspause her i jubilæumsåret. 2021 er bevægelsens år, og vi har i partnerskab med DR og en række andre idrætsorganisationer sat os for at få seks bevægelsesbølger til at rulle hen over landet i løbet af 2021 – og i maj har vi fokus på at få mere bevægelse ind i hverdagen. Også på arbejdspladserne. I fællesskab sikrer vi, at afstand ikke bliver til stilstand, uanset hvor i livet man er,” siger Peder Bisgaard.