Programchef på Radio24syv, Mikael Bertelsen, spiller tennis hver anden dag. I de par timer er mobiltelefonen på lydløs. På alle andre tidspunkter er der hul igennem til programchefen, der arbejder meget, fordi det er så sjovt.
Som lille knægt samlede Mikael Bertelsen på autografer.
”Det var den sport, jeg gik mest op i. Jeg var besat af det som 5-6-årig. Jeg havde Bjørn Borg, Finn Laudrup, Pelé og hele det italienske landshold med Dino Zoff - han er den ældste målmand, der har vundet VM i fodbold. Han var også god. og cool”, konstaterer Mikael Bertelsen.
Bertelsen begyndte også at spille fodbold. Han spillede højre back og var god til dødbolde, men mangle de ifølge ham selv hugtænderne i nærkampene.
”Jeg var meget begejstret for fodbold. Jeg tror, at jeg er én af den type af mænd, der som voksen si ger, at de har været et meget stort talent. Man kan jo umuligt tjekke det.”
”Var du et talent?”
”Det tror jeg faktisk ikke. Jeg var meget glad for fodbold. Jeg lå altid på kanten til førsteholdet, men kom på andetholdet. Men jeg tror også, at det har meget at gøre med, at de andre drenges fædre altid kørte dem til kampe. Det kunne min far ikke forestille sig at gøre. Man taler jo tit om den dér opbakning fra hjemmet eller fædre, der har de hér knuste drømme, og derfor gerne vil skubbe deres børn frem. Det lå slet ikke i min familie”, siger Mikael Bertelsen, der i oktober rundede de 50 år.
Arbejde og fest
Danmarks Radio 2860 Søborg var fra begyndelsen af 1990’erne og flere år frem centrum i Mikael Bertelsens liv, og der blev arbejdet igennem. Han var en del af ungdomsredaktionen på DR. Uden en medieuddannelse, men med en ansøgning til Børneradio med 100 idéer til indslag, begyndte han sin karriere i den danske medieverden, hvor han i dag er programchef på Radio 24syv sammen med Mads Brügger.
"Arbejde og fest. Alt blev rodet sammen på redaktionen, og folk boede dér nærmest. Når jeg fortæller yngre medarbejdere, hvor meget vi arbejdede, så giver jeg den måske lidt ekstra. Men vi arbejdede meget, fordi det simpelthen var så sjovt”, siger Mikael Bertelsen, der stadig bruger mange af sine vågne timer på at arbejde.
”Mit arbejde forfølger mig på telefonen døgnet rundt. Hvis der er noget, får jeg det konstant at vide via emails og sms’er. Så på den måde går jeg rundt med mit kontor og mit arbejde i lommen hele tiden. Det giver mig også store problemer. Jeg kan ikke styre det. Men jeg synes, mit arbejde er så sjovt. Så jeg kan ikke lade være med at tage telefonen eller svare på en mail”, lyder det fra Bertelsen, som funderer over sit ”kontor i lommen”.
”Da bilen blev opfundet, fik vi at vide, at vi kunne komme endnu hurtigere fra a til b. Det var jo godt. Men vi fik også at vide, at hvis vi gik ud foran bilen, så var det dødsensfarligt. Da vi fik mobiltelefonen, fik vi at vide, at den kunne alt muligt, der ville gøre vores liv meget lettere og smartere. Men der var ingen, der fortalte, hvor farlig mobiltelefonen også er.”
Humor- og satirechef
Mikael Bertelsen fik sin første cheftitel på Danmarks Radio, da han blev programchef med ansvar for humor og satire på DR2. Jul på Vesterbro, Drengene fra Angora, Dolph og Wulfmorgenthaler er enkelte nedslag i dansk tv-humor og satire, som har fingeraftryk fra Mikael Bertelsen. Der kom også familie til i DR-tiden, og det fik en overraskende indflydelse på det travle arbejdsliv i medieverdenen.
”Da jeg fik børn forestillede jeg mig, at jeg ville blive dårligere til mit arbejde. Fordi det handlede meget om at gå i byen og finde historier og møde folk. Men på en eller anden måde tror jeg, at jeg blev rigtig god til mit arbejde, for di det også skulle gøres færdigt. Arbejdet blev på en eller anden måde først alvor for mig, da jeg fik børn. og jeg blev også god til det, fordi der var noget, jeg skulle hjem til, som var vigtigere”, lyder det fra Mikael Bertelsen, der er gift og far til tre døtre.
På cykel til job året rundt
I 56 år cyklede Mikael Bertelsen hver dag til arbejde på DR – en tur på en lille times tid. Han investerede i tre cykler, og hver morgen tog han bad og skiftede til sit almindelige tøj i omklædningsrummet, der lå i kælderen under receptionen.
”Det gik jeg meget op i. Jeg havde cykler til sommer, vinter og en mountainbike, når der var rigtig meget sne. Jeg skulle bare have udstyr, der fungerede for mig. Jeg sad der jo ligesom to timer hver dag”, siger Mikael Bertelsen, der stoppede med at cykle til jobbet, da DR flyttede til Amager.
For 10 år siden begyndte Mikael Bertelsen at spille tennis, og de seneste fem år har han omtrent hver anden dag en tennisketcher i hånden. I timerne på banen sammen med de faste med- og modspillere er mobiltelefonen slukket, og fokus er udelukkende på den gule bold.
”Jeg har fundet ud af, at hvis jeg tænker på mit arbejde i løbet af en kamp, så taber jeg. og fordi jeg gerne vil vinde, har jeg trænet mig op til at lægge arbejdet bag mig. Er man ikke til stede, så taber man. Jeg kan tabe og få enormt mange bank, men jeg er altid glad bagefter, for jeg har været væk”, siger Mikael Bertelsen, der er en del af en tennisklan på omkring 10 spillere, der er nogenlunde jævnbyrdige.
Tennis er et svært spil
”Jeg kan godt lide det psykologiske i tennis. At det er så svært et spil, at man aldrig lærer det rigtigt. Når du ser de bedste sportsfolk i verden jeg sad i aftes og så Real Madrid og Paris St. Germains – så kan du ikke rigtig identificere dig med verdens bedste fodboldspillere. Det stoppede for lang tid siden, at jeg tænkte, 'det minder lidt om den måde, jeg spiller fodbold på'. Men i tennis laver de bedste spillere nogle fejl, fordi det er så svært et spil, som gør dem menneskelige, og det kan man identificere sig med. Man kan have nogle dueller og nogle psykologiske kampe som amatør, der gør, at det er lige så spændende, som tennis er på topplan. Sådan forestiller jeg mig ikke, at old boysfodbold fungerer”, siger Mikael Bertelsen.
Tennis forvandler dig
”Tennis er en kamp mellem det menneske, du gerne vil være, og den person du i virkeligheden er. Jeg har spillet mod mennesker, som uden for banen er meget humane og hippieagtige, men når de står på banen, forvandler de sig til nazister. På den måde fremkalder spillet, hvem du egentlig er. Jeg prøver fx at bilde mig selv ind, at selvom jeg er ekstremt presset og har lyst til at dømme en bold ude, så er jeg fair. Jeg har trænet mig op til, at jeg i stedet vinder de to næste point, så det bliver 21 til mig i retfærdighed”, konstaterer Mikael Bertelsen med et temmelig skævt smil.
For måske er han ikke så hellig som så.
"Min familie mener, jeg er ekstremt konkurrenceminded. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er en ædel taber, men det er jeg nok ikke. Jeg har fået at vide, at det er ret tydeligt, når jeg er foran, så snakker jeg meget med modstanderen, og når jeg er bagud, er jeg helt formørket. Det er jo ret ucharmerende.”
