På Folkemødet på Bornholm var kroppen og sundhed på programmet flere gange dagligt. Der var elastikøvelser og morgenløb, præsentation af sundhedsfremmende projekter – bl.a. vores eget Rigtige Mænd-projekt – og under teltdugene var der debatter og oplæg om sundhedssystemet, danskernes sundhed og sygdom. For det koster samfundet penge, at det halter med danskernes sundhed.

Af Peder Bisgaard, formand i Dansk Firmaidræt

Der er desværre stor ulighed i sundheden i Danmark. En række undersøgelser viser blandt andet, at vores sociale baggrund, uddannelsesniveau og matrikelnummer har stor indflydelse på vores sundhed. Borgere i Rudersdal Kommune lever i gennemsnit fem år længere end borgere på Lolland, og veluddannede kvinder lever 13 år længere end mænd uden uddannelse. Så der er nok at kaste sig over, og i Dansk Firmaidræt er vi parate med tilbud og aktiviteter til bl.a. rigtige mænd, kvinder i fart og erhvervsskoleelever, der står foran en lang og spændende karriere uden al for meget brok fra knæ og ryg.

Det er opgaver, der kræver tålmodighed. At skabe sunde forandringer i mange menneskers liv tager tid, og udover tid er der også brug for flere ressourcer – både økonomiske og menneskelige. Men det kan betale sig at investere i sundhed – både for samfundet, for arbejdspladsen og for den enkelte borger.

Livsstil ses på humøret

For et sundere liv er mere end vægttab, lavere hvilepuls og store overarme. Et sundere liv kan mærkes på humøret og selvtilliden. Og dét at grine og more sig sammen med andre er alle anstrengelserne værd.

I Rigtige Mænd-projektet, som firmaidrætten står bag sammen med DR og Syddansk Universitet, river inaktive mænd med enkle kostråd, træningsøvelser og lummer humor centimeter af livvidden. Den afgørende faktor for de seje deltagere er fællesskabet. Det er fællesskabet, der gør de trælse dage gode, og det er i fællesskabet, at der fejres sejre.

Ved de 17 Rigtige Mænd Løb i maj deltog 1.500 mænd, og 84 procent af deltagerne var med for at få en fælles oplevelse med vennerne eller kollegaerne. I hele landet kæmpede, heppede og grinte mændene – 65 procent betegner sig som overvægtig - sig gennem holdløbet, og når de nåede målstregen blev der givet highfives og mandekrammere. Sejren var hjemme uanset placering, og det blev fejret – de fleste steder med en øl og et par kødfulde grillpølser.

Den 5. juni næste år – på Fars Dag – er der atter Rigtige Mænd Løbet i hele landet. Stort set alle mændene fra løbets førsteudgave vil være med igen til den tid, og de vil tage deres venner og kollegaer med. De er nu rollemodeller for andre, der også kalder sig overvægtige, og sammen gør de fællesskabet omkring en sundere livsstil større.

Fællesskab og rollemodeller

Et knap så højrøstet fællesskab er Tæl Skridt-deltagerne. Det er primært kvinder, der fire gange to uger om året tæller skridt i firmaidrættens populære kampagne. Men opbakningen er på lige fod med mændene, og konkurrence-genet pirres ligeledes. Holdkaptajnerne i Tæl Skridt-kampagnerne er rollemodellerne, der måske ikke går forrest, men de sørger helt sikkert for, at alle er med på turen(e), og at flere kommer til. Fællesskabet omkring Tæl Skridt har nået en anseelig størrelse. I april-udgaven deltog 18.642 aktive mennesker på 2.343 hold, så skridttællerne er godt på vej mod endnu flere gange rundt om jorden - i 2016 blev det til samlet 172 Jorden-rundt-ture.

På erhvervsskolerne har eleverne et fællesskab omkring deres uddannelse. De skal i deres karriere bruge kroppen som et arbejdsredskab, og derfor skal eleverne fra begyndelsen have at vide, at motion og en sund livsstil kan dæmme op for mange skavanker i fremtiden. De unge vil gerne dyrke idræt – og helst sammen med deres kammerater. Firmaidrætten har spurgt 1.206 erhvervsskoleelever om deres idrætsvaner, og idræt og sundhed er noget, der interesserer dem. Halvdelen af eleverne vil gerne dyrke mere idræt, end de gør nu. Det hjælper firmaidrætten dem med. Vi vil gerne være med til at skabe en generation af medarbejdere til arbejdspladserne, der interesserer sig for sundhed, god kost og motion. Som er robuste til at klare et langt og godt arbejdsliv og løfte i fællesskab med kollegaerne.

Det er en holdindsats at få rettet op på uligheden i sundheden herhjemme. Fællesskabstanken skal også ses og mærkes hos alle de aktører, der arbejder for et sundere Danmark. Ønsket om mere lighed i sundheden bør gå på tværs af politiske skel og særinteresser. Vi skal samarbejde mod fælles mål, vi skal dele viden og erfaringer. Vi skal inspireres af hinanden og demonstrere, at sammenhold og fællesskab kan skabe sunde forandringer, godt humør og plus på bundlinjen.

Go’ sommer fra firmaidrætten