En medalje er det stærkeste symbol på en idrætspræstation. Derfor kender stoltheden ingen alder.

Når en medalje hænges om halsen, og metallet rammer bryst- kassen, tændes følelserne, og stoltheden lyser i øjnene. Uanset om medaljemodtageren er en fem-årig dreng i fodboldstøvler eller en 45-årig mand med behov for to XX’er i sin large-t-shirt.

”Medaljer tricker os på så mange planer. De bliver symboler for, at vi har opnået noget eller gjort noget beundringsværdigt, og når vi får dem hængt om halsen, bliver følelsen af stolthed forstærket. Når vi finder medaljen frem igen, vækker den minder om dét, vi gjorde for at få den. Det kan blive en katalysator for at prøve at opnå endnu én og dermed at skulle præstere igen”, forklarer Nicklas Pyrdol, der er sportspsykologisk konsulent og blandt andet beskæftiger sig med ledere, iværksættere og atleter, der vil have en stærk vinderkultur.

Medaljen har en historie

Medaljer er ikke længere forbeholdt nummer et, to og tre i konkurrencer. Der uddeles medaljer til alle deltagerne ved U-6 fodbold- og håndboldstævner, mens de voksne får udleveret medaljer på målstregen efter halve og hele maraton, ved trailløb og Rigtige Mænd Løb. Alligevel mister de mange medaljer i omløb aldrig betydningen hos dem, der får dem overrakt. For bag hver medalje ligger en personlig historie.

”Det er spændende, at vi uddeler flere medaljer. Vi er vant til, at medaljer er til vindere. Det er de stadig. Nu bliver medaljen også et symbol på, at vi har været i kamp. Den fortæller, at den enkelte medaljetager har udrettet noget, selv om han er overvægtig, har en for travl hverdag eller bare generelt har svært ved at tage sig sammen”, siger Nicklas Pyrdol.

En medalje om den voksne mands hals sender ham ud i en verden af minder. Nogle vender tilbage til barn- dommen og den umiddelbare glæde ved at have fået en medalje, mens andre nu kan få revanche for aldrig at have haft en medalje om halsen.

”Der er masser af psykologi på spil. Nogle husker de følelser, de havde, da de fik deres første medalje, mens andre aldrig har fået en medalje før, og her står de så med én. Når vi får overrakt en medalje, sker det ved en ceremoni, hvor andre mennesker hylder dig og fejrer dig. Den fælles fejring forstærker stoltheden, og det er helt i orden at vise, at man er stolt”, siger Nicklas Pyrdol.

En del af fællesskabet

Der blev uddelt medaljer til alle, der gennemførte Rigtige Mænd Løbet i maj. I Niclas Pyrdols øjne er det med til at styrke fællesskabet.

”Her blev mændenes rejse hyldet. Det viser, at det ikke handler om at være bedst. Det handler om at være en del af fællesskabet og om, at vi har opnået noget, og på den måde er alle vindere”, siger Pyrdol.