Kroppen taler 24 timer i døgnet. Den fortæller, hvad man tænker og føler, og den taler meget tydeligt, hvis man lytter efter. Og som kollega er kropssproget en god adgang til at spørge ind.
Af Kir Klysner, freelancejournalist
Det er ikke et af de interviews, man bare klarer over telefonen. Der må et fysisk møde til, og interviewet starter da også med et rolleskifte, hvor det er Johan Borghäll, der stiller de fleste spørgsmål.
”Hvordan er din vejrtrækning?” ”Hvordan står du?”
Da svarene ikke falder som perler på en snor, siger han som det næste: ”Luk øjnene, så kan du bedre mærke kroppen.”
Det bør være et fag i skolen
”Hvordan var det?” spørger Johan Borghäll, da vi lidt senere indtager den typiske interviewposition ved et bord. Johan Borghäll er forfatter til en lang række bøger om kropssprog. Allerhelst vil han mødes med mennesker og give dem en viden om deres eget kropssprog.
”Jeg vil gerne, at man bliver bedre til at læse kropssproget, og at man bliver mere bevidst om sit eget kropssprog. Det gør meget ved én, hvis man fx kan mærke ens positur og være bevidst om sin blikretning.”
Johan Borghäll mener, at ”kropssprog” burde være et fag i skolen. Det handler om at lære ”kroppens grammatik”. Han har undervist i over 30 år på Institut for Idræt og Biomekanik på SDU. Han er nu gået på pension fra Idræt og Biomekanik, men underviser stadig på Scenekunstskolen i Odense i det kropslige udtryk, og jurastuderende lærer, hvordan man kropsligt bedst fremlægger en sag i retten.
Vi fortolker ofte forkert
Læringskurven er stejl i det her interview. Johan Borghäll er overbevisende i det nærværende argument for, at vi sagtens kan blive mere bevidst om vores eget og andres kropssprog. Han fortæller, at når vi aflæser kropssproget, så sker det oftest helt ubevidst. Desværre fortolker vi tit forkert, selvom kropssproget taler sandt.
”Det sker hver eneste dag, at vi fortolker andres kropssprog forkert. Det kan være, vi tror, at en person er vred, men i virkeligheden er hun måske skræmt. Vi projicerer vores egne følelser ind i det og tolker situationen forkert. Det skal vi forsøge at undgå.”
Nemmere at give svar på tiltale
Metoden til at undgå projektionen er til stede denne dag. ”Man skal hele tiden møde hinanden, som var det første gang”, siger Johan Borghäll uden at være blind for, at det er en svær øvelse at lægge alle typer bagage væk.
Hvis vi oplever noget, som vi undrer os over, fx hvis en kollega flak ker med blikket og trækker sig, så skal vi spørge til det, vi ser.
”Det er en god idé at kombinere det nonverbale med det verbale ved fx at spørge på en kærlig og ordentlig måde, hvis der er noget i kropssproget hos andre, som man har lagt mærke til. Det kan være, at man spørger, ’jeg oplever, at du undviger at kigge på mig’, eller ’du gik forbi mig, da vi mødtes på gangen, uden at hilse’.”
Når vi kommenterer på, ”det man har set”, i stedet for blot ”noget man tror”, så bliver det ifølge Johan Borghäll også nemmere at svare på den konkrete tiltale. Kropssproget taler døgnet rundt – også mens vi er tavse.