Med omkring 30 % af byens borgere som medlemmer er Lemvig og omegns Firmaidræt (LoFI) et velkendt foreningsansigt i den lille by Lemvig. omdrejningspunktet er foreningens motionscenter, som har åbent 24/7 og emmer af en varm stemning og et bærende fællesskab.

Hvis man møder en tilfældig person i Lemvig og spørger, om hun kender ”LoFI eller Lemvig Motionscenter”, så vil svaret næsten med garanti være ”ja”. Lemvig og omegns Firmaidræt, som forkortelsen LoFI dækker over, er nemlig én af de største, hvis ikke dén største, forening i byen med omkring 6.000 indbyggere, hvor alle efter sigende kender alle. Knap 2.500 af dem kender foreningen, fordi de er medlem og aktive i mindst en – men oftest to, tre – af foreningens motionsaktiviteter.

Dominoeffekt får flere med

”Det gør os stolte, at så mange i byen bruger vores tilbud, og det er en positiv oplevelse at være et samlingspunkt for folk. Vi oplever lidt, der er en dominoeffekt, hvor flere medlemmer bringer flere nye med sig. og når vi spørger nye medlemmer, hvorfor de har valgt at komme ud til os, så svarer mange:

”Det gør alle de andre”, fortæller formand Niels Kristian Madsen, der ser LoFI som en vigtig spiller i Lemvigs borgeres fritidsliv.

Motionscenter som foreningens hjerte

Dér, hvor folk ”kommer ud” til LoFI, er i foreningens motionscenter, som er omdrejningspunkt for næsten alle aktiviteterne. Motionscenteret, der siden slutningen af 2016 har ligget i en industrihal bygget om til formålet, byder på både klassisk styrke-­ og motionstræning i maskiner og holdaktiviteter som blandt andet yoga, TRX, Vild med Dans og idræt om dagen-­aktiviteter.

Medlemmerne, der går ud og ind ad døren, er fra 13 til 90 år. og med døgnåbent via en chip er der liv i foreningen selv kl. 03.42, hvor nogle få vælger at tage en tur i romaskinen inden arbejde. Eftermiddagene og aftenerne er dog den tid, hvor pulsen banker højest i foreningens hjerte, og her er der fælles kaffe efter idræt om dagen­holdet og hyggesnakken i caféen det, der sætter stemningen.

Medlemmer hjælper til

”Det sociale er vigtigt og meget udtalt hos os. Cafeen med borde og stole bliver brugt flittigt, og medlemmerne giver gerne en hånd med, for at tingene fungerer. Når jeg i næste uge skal have lagt nyt gulv i huset, har jeg spurgt rundt på holdene, og så var der straks en flok gutter, der sagde: ”Ja da, har du kaffen klar, så kommer vi selvfølgelig og hjælper”. Så foreningsstrukturen og fællesskabet er fundamentet for os og for vores medlemmer”, fortæller formanden.

Fitness og bowling går hånd i hånd

Spændet i aktivitetsudbuddet mellem fx den populære fitness­trend med Jumping Fitness og klassiske firmaidrætsaktiviteter som skydning og bowling oplever Niels Kristian Madsen ingen større modsætninger i.

”Vi har dygtige udvalgsfolk i firmaidrætsaktiviteterne, der sørger for, det fungerer, og de fleste med­ lemmer i bowling og skydning dyrker også motion i motionscenteret.

Tidligere havde vi også svømning og boksning på programmet, men det ligger ikke lige i kortene, at vi starter flere store holdspilsaktiviteter, selv om vi egentlig gerne ville. Virksomhederne i Lemvig er typisk små, og de har svært ved at stille et hold til fodbold. Der kan det bedre fungere med bowling, hvor vi har 31 hold på banen to gange om året”, forklarer han.

I familie med hinanden

For at have fingeren på pulsen med, hvad medlemmerne efterspørger, gør foreningen en dyd ud af at lytte til idéer til nye motions­ hold og nye maskiner, så alle har en chance for at blive hørt.

På den måde viser foreningen respekt for fællesskabet, siger for­manden og understreger sin pointe: ”I et lille samfund som Lemvig kommer man i familie med hinanden – sådan er det også her hos os i foreningen”.

Camilla Svenstrup
Camilla Svenstrup
Kommunikationskonsulent

Stiftet i 1982. 5.300 medlemmer. Største aktivitet er fitness med 2.435 medlemmer.

Lemvig og Omegns Firmaidræt tilbyder:

  • Fitness – styrketræning i motionscenter
  • Hatha yoga
  • Indoor Bike
  • TRX training
  • X-fit
  • Bodytoning
  • Jumping Fitness
  • Easyline cirkeltræning
  • Hit Fit Dance
  • Idræt om dagen
  • Vild med dans
  • Linedance
  • Bowling
  • Skydning