Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2017 er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Falck Assistance, Dansk Firmaidræt, Dansk Erhverv og Falck Healthcare. Målet er at kåre det bedste initiativ, der virker, indenfor sundhed, trivsel og arbejdsmiljø. Alle arbejdspladser kan være med i konkurrencen og stemme om, hvem der skal vinde Initiativprisen 2017.

Hvad: Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2017 uddeles til den danske arbejdsplads, der har iværksat det sundeste initiativ inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø.

Hvorfor: Sygefravær koster samfundet mange milliarder hvert år, og flere og flere rammes af stress, nedslidning og langtidssygemeldinger. Derfor ønsker vi at sætte fokus på de gode, konkrete løsninger, som gavner den enkeltes sundhed og skaber stærke, konkurrencedygtige arbejdspladser. Alle kan være med til at indstille et godt initiativ og stemme om, hvilken arbejdsplads, der har iværksat det sundeste initiativ. På den måde skaber vi ny inspiration for alle de danske arbejdspladser, der ønsker at forbedre deres sundhed, trivsel og arbejdsmiljø og opnå langtidsholdbare effekter med sundhedstiltag, der virker.

Hvordan: Den landsdækkende konkurrence skydes i gang til marts og afsluttes med en konference og kåring af vinderen i Københavns historiske Børssal den 2. maj 2017. Konferencen er spækket med debatoplæg, inspiration og den nyeste viden, og de nominerede initiativer battler om at vinde den eftertragtede initiativpris 2017.

Hvem: Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2017 er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Falck Assistance, Dansk Firmaidræt, Dansk Erhverv og Falck Healthcare, der tilsammen er i kontakt med mere end 1 million danskere om året.

Peter Risbro Brix
Peter Risbro Brix
Kommunikationskonsulent