Dansk Firmaidræt er nu en del af den nye officielle eSport-liga, og derfor skal Danmarks bedste firmahold kåres til foråret. Vinderne kvalificerer sig til at spille med om det officielle DM i eSport.

Medarbejdere med hang til og interesse for eSport kan gå skarp træning. Den 1. november begynder kampene i Dansk Firmaidræts liga i den officielle eSportsliga herhjemme, og til april 2018 er Danmarks bedste firmahold fundet efter nogle måneder, hvor der er kæmpet i CS:GO og League of Legends på PC. De bedst placerede i firmaidrættens liga kvalificerer sig til et slutspil, hvor der først venter modstandere fra eSportligaens øvrige fire ligaer og herefter et nationalt slutspil om titlen som officiel dansk mester i eSport.

Et mål er nået

Der har været fart på eSporten i Dansk Firmaidræt det seneste lille års tid, og at ligaen nu bliver virkelighed glæder formand Peder Bisgaard.

"At få skabt en eSport-liga for arbejdspladserne har fra begyndelsen været ét af firmaidrættens mål. Det glæder os, at det nu er blevet en realitet gennem samarbejdet med eSportligaen. Ligaen er et naturligt nyt skridt for os efter udviklingen af en instruktøruddannelse, som flere end 130 har gennemført i løbet af foråret, og vi ser frem til at være med til at bringe eSport ind på arbejdspladserne og styrke fællesskabet blandt kolleger", siger formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.

Rammer bredden i eSport

Firmaidrættens liga er én af fem ligaer, der retter sig mod hver sin målgruppe. Dermed rammer eSportligaen bredden i en sport, der de senere år er vokset markant blandt både børn og voksne.

"Vi er utrolig glade for, at Dansk Firmaidræt har valgt at blive en del af eSportligaen. Tanken med eSportligaen har fra starten været at skabe en liga, hvor helt almindelige danskere under ordnede forhold kan få mulighed for at kæmpe med og mod kollegaer, venner og kammerater i eSport," siger ligaansvarlig for eSportligaen, Jens Christian Ringdal.

Samarbejdsaftalen mellem Dansk Firmaidræt og eSportligaen er den første af en række samarbejdsaftaler mellem ligaen og de største aktører i dansk foreningsliv. DGI er også med i liga-strukturen med en liga, der er målrettet foreninger, mens Ungdomsringen vil stå bag en liga for klubber og ungdomsskoler.

Ligesom de bedste spillere fra ligaen for arbejdspladser kvalificerer de bedste gamere fra foreninger, klubber og ungdomsskoler sig til det nationale slutspil, hvor det officielle danske mester-hold skal kåres.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent

eSportligaen er Danmarks officielle eSport-liga, hvor danskerne kan konkurrere i eSport med og mod hinanden.

Kampene i ligaen begynder den 1. november

Tilmeldingen åbner 1. oktober.

Bag eSport-liga står Danmarks officielle eSport-forbund, eSport Danmark i samarbejde med en række samarbejdspartnere og sponsorer.