Rigtige Mænd-projektet har ramt plet hos mange af landets kommuner. To ud af tre kommuner tager del i projektet, der hiver mænd op af sofaen, væk fra køleskabet og ind i Rigtige Mænd Sjakket.

Når tv-programmet Rigtige Mænd på onsdag den 5. april toner frem på DR1, vil fem nye rigtige mænd vise deres vej mod en sundere livsstil. Det sker med enkle kosttips og træningsøvelser tilsat godt med mandehørm og fællesskab. Samme opskrift kan alle landets mænd følge som en del af Rigtige Mænd Sjakket, der er et digitalt træningsfællesskab fyldt med inspiration, tips og udfordringer. Første mål for Sjakkets mænd bliver Rigtige Mænd Løbet, som afholdes onsdag den 24. maj i 60 kommuner landet over.

Lige fra lanceringen af Rigtige Mænd-projektet i oktober har der været stor interesse fra kommunernes side. Opbakningen, engagementet og idérigdommen hos kommunerne har været enorm, og det tyder på, at Rigtige Mænd-projektet rammer en målgruppe, som er interessant for kommunerne. Flere steder er der afholdt informationsmøder og kick-off-arrangementer, og der er skabt kontakt til de lokale arbejdspladser.

For partnerne bag projektet - Dansk Firmaidræt, DR, MakeitBee Production og Syddansk Universitet – har samspillet med kommunerne været med til at styrke projektet yderligere.

”Vi kan konstatere, at kommunerne interesserer sig for deres mænds ve og vel, og med Rigtige Mænd-projektet ser de muligheden for at arbejde med en målgruppe, som kan være svær at nå med sundhedstiltag. Vores målsætning er at få så mange af landets kommuner med som muligt. Vi er derfor meget glade for, at to tredjedele af kommunerne allerede i år ét er klar”, siger projektleder i Dansk Firmaidræt, Dan Hansen, og tilføjer, at der fortsat er kontakt med de resterende kommuner, der dermed stadig har mulighed for at være med i Rigtige Mænd-projektet i 2018.

Det hele begynder i Sjakket

Mændenes vej mod en sundere livsstil begynder i Rigtige Mænd Sjakket på www.rigtigemænd.dk. I disse dage taster mændene deres resultater ind på Kraftkarl-testen, der giver et her-og-nu-billede af mændenes form – eller mangel på samme. Det første træningsprogram er ligeledes klar til brug. Frem mod Rigtige Mænd Løbet den 24. maj kommer der endnu mere sundt og sjovt indhold på hjemmesiden. Også lige til at gå eller løbe til.

Mens mændene sveder og har det sjovt i Sjakket, kan koner, kærester og andre nysgerrige på sidelinjen støtte og komme med opmuntrende digitale tilråb. Kvinderne og andre, der gerne vil bakke mændene op, kan tilmelde sig som supportere og dermed blandt andet få stillet deres nysgerrighed efter, hvad deres mandfolkene dog har gang i sammen med kammeraterne.

Udvidelse af Rigtige Mænd-universet

Rigtige Mænd-projektet er skabt for at udvide Rigtige Mænd-universet fra tv-underholdning til en bevægelse og et nyt fællesskab for mænd. Projektet er over de næste to år støttet med 22,7 millioner kroner af Nordea-fonden.

Rigtige Mænd var et seerhit i 2015 for DR1, hvor hele Danmark lærte Smeden, Palle, Hammer, Lindy og Jonas at kende som nogle mænd, der sammen tog hånd om deres egen sundhed i et fællesskab præget af rigtig mandehumor. Den mulighed får alle landets mænd nu som en del af Rigtige Mænd Sjakket.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent

Rigtige Mænd Sjakket

Tv-programmerne om Rigtige Mænd bliver fra 5. april vist på DR1 med fem nye håndværkere.

www.rigtigemænd.dk kan alle mænd i hold på tre til syv personer blive en del af et nyt og gratis digitalt træningsfællesskab. Her træner mændene på lige fod med de rigtige mænd på tv. Kvinder - og andre, der gerne vil bakke op - kan tilmelde sig Sjakket som supportere.

Den 24. maj afholdes Rigtige Mænd Løbet i 60 kommuner.

Efter Rigtige Mænd Løbet fortsætter Rigtige Mænd Sjakket, og der bliver sat nye mål og udfordringer frem mod næste år og mod Rigtige Mænd Løbet i 2018.

Nordea-fonden støtter Rigtige Mænd-projektet i 2017 og 2018 med 22,7 mio. kr.

Projektets samarbejdspartnere er Dansk Firmaidræt, MakeitBee Production, DR og Syddansk Universitet.