Kvindelandsholdet i fodbold driblede med Kulturministerens Idrætspris 2017 for snuden af bl.a. arbejdsmiljøkonsulent i Arbejdernes Landsbank, Ulla Strøm Nordenhof, der var indstillet af Dansk Firmaidræt. Selve indstillingen har dog givet meget medvind til et sundhedsprojekt i banken.
Arbejdsmiljøkonsulent i Arbejdernes Landsbank, 50-årige Ulla Strøm Nordenhof, havde sommerfugle i maven i går. Mange sommerfugle. For Ulla Strøm Nordenhof var sammen med 11 andre kandidater indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2017 – en pris som gives til en ekstraordinær præstation eller indsats inden for idrætten.
Det blev imidlertid ikke Ulla, men kvindelandsholdet i fodbold, der modtog applaus, 100.000 kr. og de fleste anerkendende ord fra kulturminister Mette Bock (LA) ved ministerens reception mandag aften.
”Chancen var der, og alene det kom bag på mig. Det er jeg ydmyg omkring, og det hele har været en stor oplevelse. Jeg synes, det er fortjent, at kvindelandsholdet i fodbold får prisen. Som gammel rødstrømpe har jeg stor respekt for den rejse, de har taget og den sølvmedalje, de fik til EM,” siger Ulla Strøm Nordenhof, som inspirerede hele 1.100 medarbejdere i Arbejdernes Landsbank til kollegamotion på Arbejdspladsernes Motionsdag fredag den 13. oktober.
Mette Bock (tv.) og Ulla Strøm Nordenhof (th.)
Værdifuld sundhed
Ulla Strøm Nordenhof besidder ansvaret for, at strategien ’værdifuld sundhed’ eksekveres til gavn for den enkelte medarbejder, sammenholdet og produktiviteten i Arbejdernes Landsbank. Deltagelsen i #AMdag var et led i sundhedsprojektet, og indstillingen til Kulturministerens Idrætspris har givet ’værdifuld sundhed’ medvind.
”Historiefortælling er vigtigt, og vi er mange i banken, som har gode minder og gladeligt i eksempelvis kantinen snakker om kollegamotionen på Arbejdspladsernes Motionsdag. Det sociale sammenhold er styrket. Det er så vigtigt at forebygge og ikke kun behandle – både vedrørende det fysiske og det psykiske. Så det arbejder vi på,” siger Ulla Strøm Nordenhof.
Ti måneder til Arbejdspladsernes Motionsdag 2018
Såvel Ulla Strøm Nordenhof som Mette Bock har en klar intention om atter at deltage, når den næste udgave af Arbejdspladsernes Motionsdag løber af stablen. Det sker eksakt fredag den 12. oktober 2018 – om ti måneder, og forberedelserne er så småt i gang.
”Deltagelse i Arbejdspladsernes Motionsdag kan være startskuddet til mere aktivitet på arbejdspladsen. Mange danskere har en travl tilværelse, hvor arbejde og familieliv skal balanceres – derfor er kollegamotion i arbejdstiden en rigtig god løsning for at få mere bevægelse og træning ind i hverdagen. Sundsambassadører og motionsagenter som Ulla Strøm Nordenhof i Arbejdernes Landsbank er guld værd. Ulla og alle andre, der har fokus på kollegamotion, gør samfundet en kæmpe tjeneste, når de går forrest og bidrager til at løfte folkesundheden – det fortjener anerkendelse,” siger formand i Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.
Kollegamotion kan foregå på mange niveauer og med flere indgangsvinkler – få her og her inspiration til en juleafslutning på arbejdspladsen med et kollegamotions-twist.