Klar. Parat. Kør. Speederen i bund.

Sådan vil det lyde, når en række arbejdspladser hen over foråret konkurrerer om titlen ”Danmarks hurtigste arbejdsplads” i Sim Racing.

Det er virksomheden P1 Esport der sammen med Firmaidræt Storkøbenhavn og bilforhandler Jan Nygaard A/S, står bag det store racing-event. Der køres fire indledende løb – 22. januar, 5. februar, 26. februar og 12. marts -og det kulminerer med finale lørdag den 3. april, hvor de bedste arbejdspladser dyster om at kunne kalde sig ”Danmarks hurtigste arbejdsplads”.

Det er første gang, at racing-eventet afvikles. Det er en naturlig udvikling i takt med hele e-sporten får tag i stadig flere interesserede.

- Vi oplever, at mange kommer forbi vores center i København, og når de først har prøvet Sim Racing en gang vender de tilbage igen og igen. Mange bliver grebet af spændingen ved at sidde i en simulator og drøne afsted på nogle af de kendte racerbaner, som alle kender fra TV, lyder det fra co-founder Kasper Heibøll, P1 Esport.

Derfor tror han også på, at mange arbejdspladser vil deltage i konkurrencen, der kan være med til at give endnu bedre sammenhold på den enkelte arbejdsplads.

- I vores medlemsklub ser vi allerede mange talenter - især de unge. Det er dybt fascinerende at se og sjovt at opleve, hvor mange ligheder der er fra dét økosystem, man kender fra traditionel sport som fodbold og håndbold til esport. Esport skaber på en måde det, vi kalder fremtidens atleter. Men vi synes, at en turnering for virksomheder repræsenterer ”fællesskab” på en rigtig fin måde. Og vi tror på, at det er med til, at endnu flere vil stifte bekendtskab med Sim Racing og se det som en sport, man kan gå til. Med partnerskaberne med Firmaidræt Storkøbenhavn og Jan Nygaard AS har vi fået nogle dedikeret partnere, der har brugt rigtig mange ressourcer, arbejdet hårdt og har haft stort fokus på esport. De deler samme værdier og passion som os, siger Kasper Heibøll.

 Anne Rasmussen, Firmaidræt Storkøbenhavn, ser frem til at mange arbejdspladser trykker speederen i bund i kampen om placeringerne.

- Jeg er sikker på, at det vil være med til at styrke det kollegiale fællesskab på arbejdspladserne. Det giver nogle sjove timer og oplevelser sammen med kollegerne. Ligesom det giver mulighed for at skabe networking på tværs af arbejdspladserne i de virksomheder, der deltager. Så jeg håber, at mange arbejdspladser vil være med, siger Anne Rasmussen.

Hun håber også på, at eventet vil give nye medlemmer til Firmaidræt Storkøbenhavn, da det er en måde at fortælle om de mange forskellige tilbud som firmaidrætten tilbyder.

- Jeg tror, at Sim Racing appellerer til mange målgrupper, fordi alle der har kørekort sagtens kan se sig selv sidde bag rattet i en racerbil i en simulator og få chancen til at prøve at køre race, fortæller hun.

 P1 Epsort stiller al udstyr til rådighed undervejs, både til træning og løb. Det er ideen, at der mellem de fire løb er mulighed for at komme forbi P1 Esports center i København og træne. Alle løbene bliver streamet.

De fire indledende løb køres alle sammen hos P1 Esport i deres center i København, mens finalen køres i lokalerne hos Jan Nygaard A/S i Lyngby, hvor kolleger, familie og venner er velkomne til en festdag med høj fart.

Alle deltagende hold kører med på finaledagen, i det respektive felt som de har kvalificeret sig til i løbet af turnering. Det betyder, at der bliver en A, B og C finale afhængig af antallet af tilmeldte.

Udover titlen ”Danmarks hurtigste arbejdsplads” får vinderen – ligesom ved rigtige racerløb – en kæmpe vandrepokal, der fortæller, at de arbejder på ”Danmarks hurtigste arbejdsplads”.

Kim Barren
Kim Barren
Kommunikationskonsulent

Skal din arbejdsplads være Danmarks hurtigste?

Tilmeld jeres hold her.