Tæl Skridt har tilknyttet en flok ambassadører, som kender gå-kampagnen og kampen for mere motion med kollegerne på deres arbejdspladser ud og ind. Ambassadørernes vigtigste rolle er at sparre med med hinanden og være med til at udvikle Tæl Skridt.
Det hele startede i efteråret 2018, hvor teamet bag Tæl Skridt med daværende kampagneleder Karina Sveistrup Povlsen i spidsen samlede godt 20 Tæl Skridt-holdkaptajner til en netværks- og udviklingsdag i Nyborg. Formålet med dagen var at give holdkaptajnerne mulighed for at udveksle erfaringer samtidig med, at teamet bagved kunne få sparring på og idéer til, hvorledes kampagnen gerne skal udvikle sig.

Milliarder af skridt
"Siden Tæl Skridt startede tilbage i 2011 har vi sammen med tusindvis af Tæl Skridt-deltagere talt mange milliarder skridt," fortæller Kirsti Trinderup Pedersen, der siden 1. april har været kampagneleder for Tæl Skridt.

"Vi har nogle meget loyale og vedholdende deltagere. Mellem 70 og 75 % af deltagerne er gengangere. Og det er vi utrolig stolte over," siger Kirsti Trinderup Pedersen og fortsætter: "Derfor er det også helt naturligt, at vi inviterer disse loyale og kompetente skridttællere ind i maskinrummet. For hvem ved mere om kampagnen, og hvad der rør sig ude på arbejdspladserne bedre end dem?"

Lige nu har Tæl Skridt tilknyttet fire ambassadører, der alle er holdkaptajner for hold på deres arbejdspladser. Ud over at komme med input til fx nye funktioner og budskaber i kampagnen, så er de fire ambassadører også ansigtet udadtil i markedsføringen af Tæl Skridt.

En af ambassadørerne er Heidi B. Storm, der er lægesekretær på Neurokirurgisk Afdeling ved Odense Universitetshospital.

"Vi arbejder på et hospital, hvor afstandene er ret lange, så automatisk får vi alle gået en del. Men jeg har bemærket, at der er mange, som har ændret vaner oven i det – eksempelvis er folk begyndt at parkere længere væk, så de får gået lidt fra morgenstunden," fortæller Heidi B. Storm.

Heidi B. Storm understreger, at selvom hun og kollegerne går meget i løbet af arbejdsdagen, så er det overraskende, at skridttælleren kun står på små 4.000 skridt, når de kommer hjem fra arbejde.

Fif til at nå de 10.000 skridt
Netop det at nå op på de 10.000 skridt om dagen har de fire ambassadører peget på som et af benspændende til at være med i Tæl Skridt. Mange synes simpelthen, at det er for uoverskueligt at skulle gå 10.000 skridt på en dag.

Men Heidi understreger: "Er du først i gang og har prøvet Tæl Skridt, så er det slet ikke så svært. Det handler ganske enkelt bare om, at tænke det ind i hverdagen, så du fx tager trappen i stedet for elevatoren, går rundt mens du venter på kaffen eller bruger ti minutter af din frokost på en rask gåtur med en kollega."

Derfor kan du lige nu på Tæl Skridts facebook-side følge Heidis gode råd til at få tænkt skridt ind på arbejde og derhjemme.

Som Heidi B. Storm siger: "Følg de nemme tips - og så er der ingen undskyldning for ikke at være med i Tæl Skridt og opleve magien ved en god gåtur og sammenholdet om motion med kollegerne på arbejdspladsen."

Maria Arndal
Maria Arndal
Kommunikationskonsulent
Gå med i Tæl Skridt

Heidis råd: Sådan når du de 10.000 skridt 👇

Få flere råd på Facebook

Mød ambassadørerne 👇

Om Tæl Skridt

  • Tæl Skridt sætter gang i Danmark hele året. Vi tæller skridt fire gange á to uger.

  • Tæl Skridt 2 starter den 6. maj og går frem til og med den 19. maj

  • Man deltager på hold med min. tre personer med en holdkaptajn i spidsen.
  • Deltagerne skal forsøge at gå 10.000 skridt dagligt i kampagneperioden. Det er kampagnens grundbudskab og kernen i kampagnen. Kampagnekravet går dog på holdets gennemsnit. Her skal holdet sørge for at være over 10.000 skridt i otte ud af kampagnens 14 dage.

  • Vi trækkes lod om tre præmier på henholdsvis 25.000, 10.000 og 5.000 kr. blandt de hold, som opfylder kampagnekravet.

  • Bag Tæl Skridt kampagner står Dansk Firmaidrætsforbund, der er landets 3. største idrætsorganisation. Firmaidrætten motiverer til sundhed og motion på de danske arbejdspladser.

  • Se mere om kampagnen på www.tælskridt.dk.