Det er 21. gang, at der bliver afholdt European Company Games. Danmark har hver gang sendt et stort antal deltagere med. Denne gang er det 183.

Når der afholdes internationale firmaidrætslege er det danske hold blandt de største. Som regel er det kun Tyskland og Frankrig, som sender flere deltagere afsted til European Company Games (ECSG).

Truppen, der den 21.-25. juni repræsenterer Danmark ved European Company Sport Games (ECSG) i Gent, består af deltagere fra 10 idrætsgrene. Der er flest petanque-, bowling- og fodboldspillere med i Belgien, men de rød/hvide farver ses også til golf, badminton, cykling og dart.

I år er der 183 navne fra 17 danske virksomheder med til legene. Den største danske vinderchance ligger på skuldrene af Søren Bech Hansen fra LanguageWire, der tidligere har vundet den individuelle skakkonkurrence.

23 idrætsgrene i top-faciliteter

Det er belgiske Gent, som er værtsbyen ved legene, der løber over fem dage. Fra onsdag den 21. juni bliver der dystet i flere end 23 idrætsgrene. I de fleste idrætsgrene er deltagerne opdelt i en åben gruppe for alle og i gruppe, hvor deltagerne er født før 1977. Nogle idrætter, f.eks. atletik, cykling og svømning har dog flere aldersinddelinger.

Alderen spiller dog inden rolle, når idrætsarenaerne forlades. Et vigtigt element i legene er det sociale samvær. Her ligner Gent en eksemplarisk vært med sit rige kulturliv med tilhørende restauranter og hyggelige værtshuse langs kanalerne.

Idrætsfaciliteterne er også i top og tidssvarende. Golfbanen er én af Belgiens bedste, bowlingcentret er moderne, idrætshallerne har gode lysforhold, og der er godt med bade- og toiletfaciliteter.

Se mere på den officielle hjemmeside - European Company Games

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent