Firmaidræt Slagelse har i godt et år med stor succes arrangeret træning for motionsuvante mænd. Sammenholdet og humøret er i top, når ”Trines helte” mødes om onsdagen.

Det går den rette vej med så­ vel vægten, mobiliteten som smidigheden, og et af målene er fælles deltagelse i Rigtige Mænd Løbet den 5. juni.

“Kom så, I kan godt, 10 sekunder igen.”

24­årige Trine Wagner Jacobsen smiler over hele femøren, mens hun både kommanderer og op­ muntrer Firmaidræt Slagelses Rigtige Mænd, der passende går under navnet ”Trines helte”.

Træningsseancen denne råkolde onsdag aften i januar er henlagt til Bildsø Strand. I skærene fra lysene på Storebæltsbroen kigger Thomas Jakobsen op. Øjnene og de sammenbidte tænder fortæller alt. Han kæmper, og selvom det blæser voldsomt, høres et lettelsens suk, da tiden er gået.

”30 sekunder i planken. Det virker som en evighed, men jeg klarer det nu. Da jeg startede på holdet sidste år i marts, kunne jeg hverken ligge i planke eller tage burpees. Onsdagstræningen er et ugentligt fixpunkt. Jeg ser frem til det, og jeg tænker på fællesskabet, hvis jeg har behov for at motivere mig selv”, siger 42-­årige Thomas Jakobsen.

Stress og heraf en sygemelding fra hvervet som køletekniker var medvirkende årsager til, at Thomas Jakobsen i 2012 havnede i social isolation.

”Jeg fulgte de Rigtige Mænd på DR tæt, og da jeg til en event med Søren Smed hørte, at der startede noget tilsvarende træning i Slagelse, var det mit kald – en mulig måde at komme ud af isolationen”, siger Thomas Jakobsen.

Vi er på lige fod

Et par meter væk i det tunge sand pruster glarmester John Henriksen på 48 år. Han kom med i ”Trines helte” efter på eget initiativ at have tilmeldt sig Rigtige Mænd Sjakket og Rigtige Mænd Løbet i 2017.

”Jeg har altid været meget glad for at røre mig, og jeg har tidligere dyrket mange idrætsgrene. Forskellige forhold gjorde dog, at jeg i flere år var knap så aktiv. Nu har jeg fundet noget, hvor jeg glæder mig til at komme af sted igen. Vi er på lige fod i gruppen. Jeg har sukkersyge, så det er vigtigt, at jeg er en del af det her”, siger John Henriksen, der i rollen som afdelingsformand – med support fra træner Trine Wagner Jacob­ sen og formanden i Firmaidræt Slagelse, Jan Reinhold – samler trådene.

”Vi er en fast kerne på ti personer – vi vil gerne op på 30. Vi markedsfører gruppetræningen på ikke mindst vores arbejdspladser, og vi løber ud med flyers for at sprede budskabet”, siger John Henriksen.

Foruden onsdagstræningen har Slagelse­gruppen bl.a. deltaget i et Rigtige Mænd­nytårstræf i Vamdrup med fokus på floorball, og den 10. marts er ”Trines helte” værter for en kombineret indendørs fodbold/ skydning­event i Slagelse.

”Det skal nok blive godt. Det er sjovt at møde andre hold, men det er den ugentlige træning i nærområdet, som er motoren”, fortæller John Henriksen.

Øvelser med kosteskaft foran tv

Det kræver intet professorat i gruppedynamik eller ledelse for at for­ nemme, at Trine Wagner Jacobsen inspirerer Thomas, John og Co. Efter en times alsidig træning damper alle mand i tusmørket – ”Trines helte” bruger naturen som facilitet, denne gang Bildsø Strand.

”Vi får mere og mere styr på mobiliteten og smidigheden. Jeg ser mig selv som en slags motivator frem for træner. og jeg skal ikke presse på med sundhedskure og lignende. Jeg har kun givet dem en enkelt hjemmeopgave. Det er indimellem at lave øvelser med det uddelte kosteskaft i stedet for at ligge på sofaen, når tv’et kører. Derudover er jeg ak­tiv i vores Facebook­gruppe, og jeg kommunikerer over hele ugen, også selvom det kun er om onsdagen, vi ses”, siger Trine Wagner Jacobsen.

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Udviklingskonsulent

Rigtige Mænd-projektet består af:

Rigtige Mænd Løbet tirsdag den 5. juni 2018 i 31 løbsbyer. Tilmeld dig www.sportstiming.dk/rigtigemaend.

Det digitale træningsfællesskab Rigtige Mænd Sjakket - www.rigtigemænd.dk

Derudover tilbyder flere firmaidrætsforeninger holdtræning.

”30 sekunder i planken. Det virker som en evighed, men jeg klarer det nu. Da jeg startede på holdet sidste år i marts, kunne jeg hverken ligge i planke eller tage burpees. Onsdagstræningen er et ugentligt fixpunkt. Jeg ser frem til det, og jeg tænker på fællesskabet, hvis jeg har behov for at motivere mig selv.

Thomas Jakobsen