Den tidligere OL­-roer, Eskild Ebbesen, holder foredrag om motivation og viljestyrke. Flere bør ifølge ham træne viljestyrken, som var det en muskel.

Af Kir Klysner, freelancejournalist

Vi har set ham med den ultimative præmie for at have en god viljestyrke. Med OL-­medaljer om halsen. Eskild Ebbesen er tidligere professionel roer, cand. scient. i idrætsfysiologi og nu foredragsholder, og han taler især om emnet motivation og viljestyrke.

”Viljestyrke er ikke kun et spørgsmål om at klare sig godt i sport, fx fordi man er god til at æde mælkesyre, når det virkelig gælder. Det handler i bund og grund om at tage de gode valg i dagligdagen – både sportsligt, i arbejdslivet, i privatlivet, i ægteskabet og socialt med vennerne.”

Han mener, at viden om og fokus på viljestyrke er en mangelvare i Danmark, og det vil han gerne lave om på.

”Alle har en viljestyrke, og nogen bruger det mere bevidst end andre. Jeg synes, der er en tendens til, at man siger, at man ikke skal gøre det, hvis man ikke føler sig motiveret til det. Jeg mener, at så har man afskåret sig selv for en masse nye muligheder og for at lave noget, der udvikler én.”

Som i fitnesscenteret

Viljestyrke definerer Eskild Ebbesen som evnen til at gøre det, som giver en gevinst på lang sigt i stedet for det, du har lyst til lige nu og her. Viljestyrken starter ofte ballet, når man skal tage sig sammen til at gøre noget, og det sætter også ind til slut, hvis det bliver for hårdt, og motivationen løber op. Det smarte er, at viljestyrken kan trænes præcis som en muskel kan.

”Viljestyrken bliver trænet bedst, når du har sat dig noget for og så gør det. Det kan godt være små mål og opgaver, du sætter dig for, og som kan stimulere din 'muskel'.”

Den muskel skal som alle andre muskler trænes let i starten.

Start forsigtigt – gerne med andre

”Det handler om at starte med nogle succesoplevelser. Man er aldrig en fiasko, hvis det ikke lykkes. Man har bare fundet ud af, hvad man kan lige nu. Det er ligesom med vægttræning, hvor man presser sig til, at man ikke kan mere. Når musklen igen er frisk, vil man typisk kunne tage lidt flere gentagelser eller lægge lidt ekstra vægt på. Det gælder også om at finde de rigtige mål. De skal være ambitiøse, men også mulige og realistiske.

Hvis målet er for let, svarer det til, at man har for lidt vægt på, så træner man ikke musklen særlig meget. Hvis målet er for ambitiøst, har man for meget vægt på, så træner man heller ikke musklen.”

Så start forsigtigt op, men man skal også sørge for at presse sig selv. ”Man skal prøve at give alt, hvad man har. Man bør prøve nogle grænser af.” Det kan i øvrigt anbefales, at man træner eller sætter mål sammen med andre, mener Eskild Ebbesen.

Et viljestyrke-paradoks

Og hvis du tænker, 'jamen jeg har en lav viljestyrke', så fortvivl ikke.

”Paradoksalt nok, er det de mennesker, som mener, de har en lav viljestyrke, der har højest viljestyrke. Det er typisk fordi, de er mere realistiske og kender begrænsningen for, hvad de kan klare med viljestyrken. De er mere bevidste om at bruge viljestyrken på at være strategisk og planlægge deres tid, så de er forberedte og ikke kommer i klemme. Eksempelvis kan selv den største viljestyrke ikke få dig til at løbe en bestemt tid eller løfte en bestemt vægt, hvis ikke du har trænet til det. Det er altså ikke en dårlig egenskab at have respekt for sin egen viljestyrke.”

Sådan træner du din viljestyrke

  • Start med at hive papir og blyant frem, og sæt nogle mål for det, du vil gøre anderledes i dagligdagen. Når du skriver det ned, så øger du chancen for at nå det.
  • Sæt papiret op, så det er synligt, og fortæl også gerne andre, hvad du har skrevet, så de kan hjælpe dig med at nå målet.
  • Husk, at det skal være realistiske mål, som du kan efterleve inden for kort tid. Det øger troen på, at du kan nå de næste mål også.
  • Overvej, hvad der skal til for at nå dine mål. Hvis det lykkedes, så brug lidt tid på at tænke over, hvad det var, der gjorde, at det lykkedes. Hvis det ikke lykkedes, så overvej hvad der skal justeres for, at det lykkes fremadrettet.

”Man skal prøve at give alt, hvad man har. Man bør prøve nogle grænser af.”

Eskild Ebbesen