Tidligere håndboldspiller, Camilla Andersen, har været en del af et hold, siden hun var 12 år. På klubhold. På landshold. I rejsebranchen. Det har givet hende en tryghed til at blive modigere.
”Prøv at se. Han ligger godt i vandet og bruger slet ikke benene.”
Camilla Andersen, der er Danmarks mest scorende kvindelige håndboldspiller, optaget i Hall of Fame, indehaver af to OLguldmedaljer og et hav af andre medaljer, peger imponeret over svømmeren, der, ja, ligger godt i vandet i Københavns havn.
”Jeg begyndte for nogle år siden på triatlon. Jeg ville træne noget mere. I mit galoperende storhedsvanvid troede jeg, at jeg kunne svømme. Det fandt jeg ud af, at det kunne jeg slet ikke. Så jeg begyndte på et hold. Så nu kan jeg svømme crawl”, fortæller hun.
Beslut dig fra morgenstunden
Hendes tritræning har i et stykke tid ligget på et ret lavt niveau for den tidligere elitesportskvinde, der siden hun var 12 år har brugt 10.000vis af timer på træning og kampe. I 2005 stoppede hun og har ikke spillet håndbold siden.
”Inde i mit hoved er jeg helt vild god til at spille håndbold, og jeg vil helst ikke have virkeligheden at se ved, at jeg spiller motionshåndbold”, siger Camilla Andersen, der efter håndboldstoppet holdt formen ved lige ved at løbe. En gang imellem.
”Jeg har det rigtig godt med ikke at træne hver dag. Nu beslutter jeg mig fra morgenstunden, om jeg skal træne i dag. Ellers går jeg hele dagen og punker mig selv, om jeg skal træne eller ej. Og så træner jeg ikke om aftenen, og så bliver det sådan lidt…. Så er det bedre have besluttet sig, og så kan du nyde, at du ikke skal træne”, fortæller Camilla Andersen.
Skulle ikke spille håndbold
Håndbold og harpiks har været al tid været en del af Camilla Andersens liv. Sammen med hendes tvillingesøster og lillebror løb hun rundt i hallen, mens deres far træ nede herreholdet i VirumSorgenfri. Hun var dygtig – til alt, hvad der havde med en bold at gøre. Alligevel skulle hun ikke nyde noget af at begynde til håndbold.
”Jeg var meget genert og brød mig ikke om nye mennesker. Om nye ting. Jeg var ikke speciel modig. Så jeg skulle ikke spille håndbold. Men min søster overbeviste mig om, at dem, der var på holdet, var søde og rare, og at hun ville være dér for mig. Siden har jeg været en del af et hold”, fortæller Camilla Andersen.
Venskaber for livet
Det var et rigtig dygtigt hold, som hun blev en del af. De tabte sjældent, og i klubben blev skabt nogle rammer, der styrkede det sociale liv ud fra tanken om, at alle var lige vigtige for holdet. Flere af de venskaber, der blev skabt i disse år, holder stadig i dag, og alle-er-lige-vigtige-for-holdet-tanken, har Camilla Andersen også taget med sig videre i livet. På banen havde hun som playmaker fået et stort ansvar på hele holdets vegne.
”Jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle opnå succes, så var det nødvendigt, at dem omkring mig også var gode. Den tankegang har jeg altid haft. At hvis jeg starter med at spille dem omkring mig gode, så er der en mulighed for, at jeg selv kommer til at spille skidegodt. Det er helt grundlæggende for mig, at hvis jeg skal have succes med det, jeg laver – både i idrætten og på kontoret – så skal jeg optimere dét omkring mig. Jeg ved, at jeg godt selv kan evne det, for jeg arbejder mig ud af det”, siger den tidligere playmaker, der med tiden også har fået bugt med genertheden.
”Jeg har arbejdet med min generthed. Det har været nødvendigt, for når man kommer på landsholdet, og ens privatliv bliver interessant, så formår man at omgås, at få stukket et kamera op i hovedet. Jeg har aldrig været dårlig til håndbold, hvilket har givet mig selvtillid, som så har givet mig mod. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde været, hvis jeg ikke havde spillet håndbold, om jeg så stadig ville være introvert. At være på et hold og den tryghed, man får i det miljø, har selvfølgelig også gjort, at jeg i andre henseender har turdet tage springet ud i nye ting.”
Flittighed og planlægning
Job ved siden af håndbold Camilla Andersen har altid haft fuldtidsarbejde ved siden af håndbolden.
I 1997 blev hun elev i Rejsegalleriet. Faktisk drømte hun om at stå ved skranken i lufthavnen og tjekke rejsende ind. Det gik over, fortæller hun med et smil. I stedet har hun nu i 15 år ejet rejsebureauet, Travel Sense, der arrangerer sportsrejser for private samt inspirations og belønningsture til virksomheder. Hendes flittighed og evne til at plan lægge har været vigtige arbejdsredskaber.
”Hvis jeg ville begge ting, så måtte jeg arbejde hårdt og planlægge. Hvis jeg skulle nå at arbejde syv, otte timer, inden jeg skulle afsted kl. 15:00, så mødte jeg kl. 7:00. Nogle gange kom vi hjem fra Randers kl. 3 om natten, så var det hårdt at skulle på arbejde næste dag kl. 7”, erindrer Camilla Andersen, der i 2005 så måtte tage et valg.
Rejserne var fremtiden
”I FCK kom der mere professionelle tilstande og træning kl. 10:00. Så jeg skulle finde ud af, om jeg ville drive rejsevirksomheden eller træne om formiddagen. Det var ikke et svært valg. Den gang havde jeg jo vundet det hele nærmest to gange. Hvor var min lyst? Den var i rejsebranchen, og det var også her, at min fremtid lå. Jeg vidste, at jeg ikke kunne være håndboldspiller hele livet. Begge mine forældre, der har spillet på landsholdet, var den gang angste for, at vi skulle blive for glade for håndbolden, for uddannelse var vigtigere. Vi skulle gå i skole og have et arbejde”, siger Camilla Andersen, der fik sig en lille overraskelse med sit stop.
”Jeg troede egentlig, at jeg ville få en masse tid, når jeg stoppede med håndbold. Det har jeg ikke. Jo, jeg har fået nogle weekender, men jeg tænker alligevel, hvordan fanden havde jeg tid til det dér håndbold?”
Respekt for folks tid
De mange år med skemalægning af tiden og planlægning af dagen har sat spor hos Camilla Andersen sær ligt ét sted. Hun er meget fokuseret på punktlighed.
”Jeg har fra starten lært, at jeg skal møde til tiden. Det er totalt respektløst af den, der kommer dalrende for sent, når der venter 20 mennesker. Jeg er nok tidsnazist, men punktlighed er grundlæggende for mig. Kommer man 10 minutter for sent til et møde med mig, og har man ikke ringet, så er man bagud på point. Det ved alle her. Nu er jeg også i rejsebranchen. Kommer du for sent, så flyver dit fly. Det har givet mig respekt for andre folks tid. Jeg har ikke noget imod, at folk kommer for sent, men så ringer du. For så kan jeg lave noget andet i mellemtiden”, siger Camilla Andersen.
Skaber gode rammer
Chefen Camilla Andersen deler kontor med sine otte medarbejdere i Travel Sense. Udover kontorpladserne er her også plads til en sofa, tre fjernsyn og et fadølsanlæg. Det er et sportsinteresseret slæng, der sælger rejser fra basen på Islands Brygge. Og så er det helt ok, at fjernsynene kører.
”Jeg prøver at skabe gode rammer for medarbejderne, som jeg gerne vil være i øjenhøjde med. Derfor sidder vi i samme lokale. Jeg har ansat selvstændige folk, der kan tage de rigtige beslutninger. Det har jeg tillid til. Jeg behøver ikke, at de skal tjekke med mig. Der er selvfølgelig nogle ting, men for det meste vil jeg gerne have, at de selv træffer beslutningen eller besvarer spørgsmålet”, lyder det fra Camilla Andersen, der kan kalde til samling over en fadøl, når der kommer ros fra kunderne.
”Vi deler vores sejre. Vi siger højt, når vi har fået en kunde, eller når vi føler, at vi har gjort noget godt. Jeg sender mails med ros fra kunder rundt. Vi siger fedt, fedt, fedt og tillykke. Her er tanken stadig, at alle er lige vigtige for holdet. Men vi er forskellige. Vi reagerer forskelligt, har forskellige temperamenter og personligheder. Jeg forsøger at behandle alle ens ved at behandle dem individuelt. Det lyder som en kliche, men det fungerer her, og det fungerer også på et klubhold”, konstaterer Camilla Andersen.
Stolt af maraton-medalje 45årige Camilla Andersen er begyndt at overveje at træne igen. Det er et godt tegn, mener hun. Men der venter alligevel nogle træningskilometer inden endnu et forsøg på den maratondistance, hvor hun ikke vinder guld, men meget mere.
”Jeg bliver lige så glad for en medalje ved Berlin Marathon, hvor jeg bliver nummer 25.000, som en OL-medalje. Det er noget, jeg har trænet mod og sat mig op til. Så bliver jeg belønnet. Den følelse, jeg har haft hver gang, jeg er løbet over målstregen, er den samme glæde, lettelse og stolthed som at vinde et OL. Det er jo en følelse, jeg kan give mig selv. Jamen, det er jo ikke det samme. Det er det for mig, jeg bliver lige så glad og stolt", fortæller den tidligere elitesportskvinde, der har syv maraton på CV’et.
