APPEL TIL REGERINGEN OG FOLKETINGET:

Kære regering og folketingsmedlem,

Vi opfordrer jer til at vedtage en folkesundhedslov i Danmark og dermed tage et afgørende skridt mod et sundere, mere lige og bæredygtigt Danmark.

En folkesundhedslov er det redskab, der kan sikre den nødvendige prioritering og handling.

Vi ser desværre i dag, at det på mange måder går den forkerte vej med folkesundheden. Flere og flere lider af kroniske sygdomme, som kunne forebygges. Fire ud af ti lever endda med mere end én kronisk sygdom. Knap en million danskere er plaget af lænderygsmerter, og næsten lige så mange har slidgigt, migræne eller nakkesmerter. Hvert år får over 15.000 danskere konstateret diabetes, omkring 16.000 dør af kræft og 5.500 dør af KOL. Mennesker med alvorlige psykiske lidelser dør 15-20 år tidligere end andre, og angst er den hyppigste årsag til førtidspension. Samtidig ser vi en stigning i antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, og mistrivsel er et voksende problem hos vores børn og unge. Fremskrivninger viser, at den stigende forekomst af kroniske sygdomme vil fortsætte. Det koster både menneskeliv, livskvalitet og samfundskroner.

Nyeste viden fra Sundhedsstyrelsen slår fast, at sundhed og sygdom er skævt fordelt i Danmark, og at den sociale ulighed i sundhed har vokset sig større gennem de seneste årtier. Allerede når vi bliver født er vores chancer for et godt og langt liv ulige. Og gennem livet øges uligheden. Det skyldes en lang række forhold, der bevæger sig langt ud over sundhedsvæsenets grænser. Det er derfor afgørende, at vi handler i et bredt samarbejde på tværs af samfundet, hvis vi skal uligheden til livs. Den forståelse og tilgang skal stadfæstes ved lov, så alle politiske niveauer, sektorer og velfærdsområder i Danmark forpligter sig til at medtænke borgernes sundhed og trivsel. Med en bred forebyggelsesindsats og med ofte simple og veldokumenterede tiltag kan mange flere mennesker få mulighed for at leve flere gode år uden sygdom.

I dag kan det være svært at finde plads til et sundhedsperspektiv i politikker, hvor sundhed ikke er udgangspunktet for politikområdet. Men når vi ved, at den konkrete politik har afgørende betydning for vores sundhed og trivsel, så er det vores fælles ansvar at benytte muligheden for at løfte folkesundheden og skabe mere lighed. Derfor skal sundhed og trivsel indgå som fokus i politikker generelt. Det kan for eksempel handle om politik på beskæftigelses-, uddannelses-, kultur-, bolig-, transport- og socialområdet, eller andre politikområder, som har indflydelse på vores sundhed som f.eks. tobaks- fødevare- og alkoholpolitik.

Kort sagt skal en folkesundhedslov være en politisk ramme og løftestang til at bruge de rette virkemidler til at skabe sundhed for alle. Med en folkesundhedslov ønsker vi en aktiv og forpligtende stillingtagen til, hvordan vi gør sunde valg til nemme valg og skaber gode rammer for sundhed, trivsel og fællesskaber i hele befolkningen.

Vi ønsker at tage et større fælles ansvar for folkesundheden, og det håber vi, at I, i regeringen og Folketinget også vil. Gevinsterne taler for sig selv. Det vil skabe flere gode leveår, mere social lighed og råd til fremtidens velfærdssamfund.

MVH, 

Dansk Firmaidrætsforbund og en række andre organisationer - se mere her

Læs appellen og få et overblik over alle underskrivere
Folkesundheden skal prioriteres, hvis vi vil have et samfund i sund udvikling - tal, viden og budskaber
Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Kommunikationskonsulent

Om firmaidrætten: 

Vi er dedikerede og passionerede medspillere i kampen for mere idræt og kollegamotion målrettet dig. Vi har et solidt fundament med firmaidrætsforeninger i hele landet med engagerede frivillige ildsjæle sprængfyldt af viden, erfaringer og en masse idéer.

I de 82 firmaidrætsforeninger har vi fokus på fællesskab og den magiske fornemmelse af holdånd, sammenhold og lokal sammenhængskraft, der opstår, når du dyrker idræt, lokale events og motion i eller omkring et foreningsfællesskab. Det er her, du og dine kolleger spiller fodbold, kaster jer på racercyklen, dyrker yoga, sveder til kraftfulde events eller dyster mod andre firmahold til turneringer i bowling, badminton eller floorball.

På arbejdspladserne inspirerer og motiverer vi konstant dig og din arbejdsplads til kollegamotion i arbejdstiden. Kollegamotion er den samlende og inkluderende aktive pause på arbejdet, hvor I spiller en omgang høvdingebold på parkeringspladsen, går en tur før frokostpausen eller sveder lidt til en omgang træning i receptionen.

Sammen styrker vi sammenholdet, sindet og smilene med kollegerne på tværs af fag, jobfunktioner, afdelinger og fysisk formåen. Vi skaber de bedste løsninger og tilbud om nem og lettilgængelig kollegamotion og firmaidræt til hele Danmark sammen med andre spillere, der deler vores vision. Derfor står stærke, lærende og meningsfulde partnerskaber og tætte relationer i toppen på vores holdkort i kampen for et sjovere Danmark i bevægelse for dig og dine kolleger.