Smil på læben, sved på panden. Mere end 33.000 kolleger får plus på humørkontoen på Arbejdspladsernes Motionsdag. Kollegamotionsbølgen breder sig over hele landet.

Mere end 33.000 kolleger fra Horslunde på Lolland til Hjørring i det nordjyske gør sig klar til kollegamotion i de rammer og med de ambitioner, som passer lige nøjagtig til deres arbejdsplads.

Aldrig før har så mange styrket sammenholdet på Arbejdspladsernes Motionsdag, der i dag afvikles for femte gang.

”Vores ambitioner er store, og vi skeler naturligvis til den succes, Dansk Skoleidræt har med Skolernes Motionsdag. Når børnene kan, skal vi voksne også være aktive fredagen før efterårsferien. Det handler om at så et frø til mere kollegamotion, og det handler om et Danmark i bevægelse til gavn for os alle,” siger formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.

”Med Arbejdspladsernes Motionsdag gør vi det meget fleksibelt at sætte fokus på kollegamotion, og vi har samlet massevis af inspirationsmateriale på vores digitale platforme,” supplerer han.

Effekt på bundlinjen
Nyere studier bl.a. foretaget af Just Bendix Justesen, seniorforsker., ph.d. og rådgiver, Institut for Idræt og Biomekanik på SDU, beviser, at kontinuerlig kollegamotion batter.

”Vi har længe vidst, at vi ved at motionere får det fysisk og psykisk bedre samt forebygger livsstilssygdomme. Det unikke ved studierne er, at det har vist, det også betaler sig på bundlinjen. Kollegamotion i arbejdstiden øger produktiviteten og mindsker sygefraværet, så pengene, der bliver brugt på kollegamotion, kommer tilbage. For hver investerede 1.000 kroner kommer der faktisk minimum 2.740 kroner retur,” siger Just Bendix Justesen, der naturligvis opfordrer alle typer af arbejdspladser til deltagelse i #AMdag.

”Festdagen kan bruges til at give en masse viden og inspiration. På nogle arbejdspladser bliver der sagt, at nu gør vi det sgu. Størstedelen af arbejdspladserne skal lige smage på mulighederne for motion i arbejdstiden eller i forlængelse heraf. Det er en start. Det er helt op til den enkelte arbejdsplads at definere rammer, tid og aktiviteter på Arbejdspladsernes Motionsdag, og så er deltagelse gratis. Jeg håber, at så mange som muligt hopper med på kollegamotionsbølgen,” siger Just Bendix Justesen.

Hattrick til Arbejdernes Landsbank
Arbejdspladsernes Motionsdag og Arbejdernes Landsbank rimer. I hvert fald i ånden. For tredje år i træk er godt 1.000 ansatte i filialer og stabe klar til alskens aktiviteter. Heriblandt ordførende direktør, Gert R. Jonassen.

”Selvom vi har rygende travlt rundt omkring, må jeg sige, at medarbejderne er rigtig gode til at prioritere motion og sundhed i hverdagen, og selvfølgelig får den lidt ekstra gas på Arbejdspladsernes Motionsdag,” siger Gert R. Jonassen og fortsætter:

”Vi ved jo alle sammen, at bevægelse og træning er vigtigt for helbredet, så det er rigtig fint, hvis man kan få motion ind i sin hverdag på en smart måde, fx til og fra arbejde eller i forbindelse med sit arbejde sammen med nogle kolleger. Det skaber arbejdsglæde, kreativitet og giver faktisk flere effektive timer på jobbet.”

En tilsvarende tilgang til kollegamotion har Anne Arhnung, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer:

”Sundhed hænger sammen med trivsel. Derfor er der forskellige motionstilbud som løbeklub, yoga og udendørs træning til ansatte i Landbrug & Fødevarer, og vi deltager i Arbejdspladsernes Motionsdag, Tæl Skridt og Vi cykler til arbejde-kampagnen. At dyrke motion sammen giver et socialt sammenhold på tværs af fagområder og en større forståelse for hinandens arbejde, og det er en gevinst for samarbejdet og kulturen i hele organisationen,” siger Anne Arhnung.

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Udviklingskonsulent

#AMdag19 - fredag den 11. oktober

- Når børnene er aktive på Skolernes Motionsdag, så skal vi voksne også være det - se video.

- #AMdag i tal:

I 2015 deltog 121 arbejdspladser og i alt 5.676 medarbejdere.

I 2016 deltog 265 arbejdspladser og i alt 14.100 medarbejdere.

I 2017 deltog 350 arbejdspladser og i alt 21.700 medarbejdere.

I 2018 deltog 348 arbejdspladser og i alt 26.210 medarbejdere.

I 2019 deltager +30.000 medarbejdere på arbejdspladser over hele landet.

- Registrér fortsat gratis deltagelse og deltag i konkurrencer på www.amdag.dk. Hovedpræmien er en aktivitetsdag til afvikling på #AMdag20 (til en værdi op mod 25.000 kroner - afhængigt af deltagerantal, indhold og varighed).

- Følg @arbejdspladsernesmotionsdag på Facebook og bliv inspireret. Vi gør det så let som muligt at sætte kollegamotion på programmet.