DET ER DET GODE INITIATIV, DER TÆLLER

I konkurrencen ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads - initiativprisen’ kan alle initiativer indenfor sundhed, trivsel og arbejdsmiljø være med – dog skal de være gennemført inden for de sidste 2 år - og have skabt målbare og gode effekter.

Vinderen af ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads - initiativprisen 2019’ blev Arbejdernes Landsbank i Ringsted.

Det var tæt løb blandt en masse fremragende initiativer fordelt i hele landet. Et af de initiativer står it-virksomheden Morning Train bag, der holder til i Odense.  

Morning Train har et stort fokus på at dyrke det sociale i og udenfor arbejdstiden, som de også lægger vægt på i f. eks jobopslag. De har en klar overbevisning om, at sport på arbejdet giver sunde og glade medarbejdere. Derfor har virksomheden valgt at arrangere 2 ugentlige sportsaktiviteter for medarbejderne. Den ene aktivitet er hockey og den anden fodbold og ikke eSport, som nogle fordomme måske ville indikere. Derudover kan medarbejderne f. eks tage et spil bordfodbold eller et spil med 3D-briller på. Om det sportslige niveau stiger med tiden, vides ikke og spiller heller ikke en rolle her, da høj stemning og venskabelig indbyrdes konkurrence blandt medarbejderne er første prioritet.

Effekten

Morning Train fremhæver følgende effekt af de sociale tiltag blandt medarbejderne:

  • Lavt sygefravær på under 5 gennemsnitlige sygedage om året
  • Ingen medarbejdere har lagt sig ned med stress
  • Stærkt kollegaskab, hvor folk ses jævnligt uden for arbejdet til andre events

”Morning Train deltog i konkurrencen, fordi vi synes, at vi har igangsat nogle kanon sportslige og sociale initiativer – som vi gerne vil dele med andre arbejdspladser som inspiration. Derudover er vi - som de fleste - inkarnerede konkurrencemennesker, og en konkurrence øger i vores erfaring blot fokusset internt, som absolut er positivt. Nu er vi blevet nr. 2 for andet år i træk i Region Syddanmark, og vi bruger disse udmærkelser i bl.a. vores jobopslag, når vi beskriver vores arbejdsmiljø – det giver vores jobansøgere et godt indblik i det sociale aspekt af arbejdspladsen på forhånd. Næste år går vi efter førstepladsen!” – Peter Thomsen, Driftsdirektør og partner, Morning Train.

Morning Train er godt eksempel på hvad konkurrencen ’ ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads – initiativprisen’ kan gøre for arbejdspladserne i hele landet. Det kræver ikke at en virksomhed sætter flere timer af i ugen for at dyrke kollegamotion, men derimod tænker bevægelse ind, i og udenfor arbejdstiden, så medarbejderne får mulighed for at dyrke sammenholdet på tværs af hele virksomheden.

Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Velliv Foreningen.

Sundhed, trivsel og arbejdsmiljø er vigtigt for at opretholde en konkurrencedygtig arbejdsplads og en sund arbejdsstyrke. Vi har et fælles mål om at få spot på de mange gode initiativer på danske arbejdspladser, og på den måde inspirere til at styrke arbejdet indenfor sundhed, trivsel og arbejdsmiljø.