Nick Hækkerup stod for velkomsttalen og løb selv med på ’hjemmebane’ i det nordsjællandske, da Dansk Firmaidrætsforbund og Firmaidræt Hillerød lørdag inviterede til Xtreme Mandehørm – landets største mandeløb. Og justitsministeren gennemførte de godt ti mudrede kilometer med bravur.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) var iført et skævt smil og mudret ansigt, da han lørdag eftermiddag passerede målstregen ved Xtreme Mandehørm i Hillerød. De godt ti kilometer og i alt 45 forhindringer blev tilbagelagt på lidt over halvanden time.

”Jeg kunne ikke gøre det hurtigere – det var præcis, som jeg forestillede mig, det skulle være. Hårdt og sjovt,” konkluderede Nick Hækkerup efter at have sundet sig en smule. Hernæst fik kammeraterne Torben og Søren nok en high-five.

Trioen har løbetrænet sammen så godt som hver torsdag, lige siden Nick Hækkerup modtog en indbydelse til deltagelse i 50 års-fødselsdagsgave.

”Nu blev det endelig alvor og tak til firmaidrætten for den oplevelse. Jeg må tilføje, at det også var dejligt og hyggeligt, for stemningen derude gav masser af medvind. Vi heppede på hinanden undervejs – selv når man pludselig stod i mudder til navlen,” siger Nick Hækkerup, der altså fremover kan tituleres ’mandehørmer’.

I et historisk perspektiv har 65.000 friske fyre og humørfyldte herrer deltaget i Xtreme Mandehørm fra 2008 til dags dato.

Ca. 3.500 modige mænd modtager ’mandehørmer-stemplet’ i seks løbsbyer i år – knap 30 % af deltagerne er kolleger i det daglige.

Tanker falder på plads
For Nick Hækkerup er det at dyrke motion hver anden dag ikke bare et mål, men en realitet.

”Motion er livgivende, og motion er generelt sjovest at praktisere sammen med andre. I min travle hverdag sker det dog ofte, at jeg er overladt til mig selv. Når jeg løber, får jeg ordnet en masse, uden det egentlig er planlagt – men tankerne falder simpelthen lettere på plads. Jeg sørger for at sætte tid af til motion mellem møder i kalenderen. Det er en klar prioritet,” siger Nick Hækkerup, der endnu har sin debut på Justitsministeriets firmafoldboldhold til gode.

”Men det glæder mig, at kollegerne kommer hinanden ved og styrker fællesskabet på den måde. Der findes ingen gode grunde til ikke at dyrke motion med kollegerne. Heldigvis ved de fleste chefer godt, at fælles motion giver gladere og mere effektive medarbejdere,” siger den tidligere sundhedsminister, nuværende justitsminister og nyslået ’mandehørmer’.

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Kommunikationskonsulent
Læs meget mere om Xtreme Mandehørm