Små forandringer i kosten og flere motionsaktiviteter hjælper medarbejderne hos HMK Bilcon i Gistrup med at blive sundere.

Morgenkage hver dag og mormormad uden grønt havde sat sine grimme spor hos medarbejderne hos HMK Bilcon i Gistrup. Sundhedstesten afslørede, at halvdelen af medarbejderne var overvægtige eller havde for højt blodtryk, og en tredjedel var ved at udvikle Type 2-diabetes.

Det var i november sidste år, og det stod klart for ledelsen, at der måtte gøres noget. Medarbejderne deltog i en trivselsundersøgelse, så der kom indblik i de behov og ønsker, som medarbejderne gik rundt med. Og så blev der sat fokus på kost og motion.

Ok at sige nej tak

I dag er morgenkagen henvist til om fredagen, og mor- mormaden er afløst af grønne salater og kød, der er en fryd for øjet. Der er stadig kage, når nogen skal fejres, og det er helt i orden både at sige nej tak eller ”kun et lille stykke, tak”.

”Kage er ikke forbudt, men vi forsøger at begrænse det. Når der ikke er så megen kage, er der mere at se frem til næste gang, der serveres kage. Det er noget, som medarbejderne har taget godt imod. Om morgenen stiller vi skrællede gulerødder frem, og de forsvinder altså”, fortæller HR- og sundhedskoordinator, Hanne Hald Aagesen, om ét af de mange tiltag, der det seneste år er opstået på arbejdspladsen.

Sunde alternativer

For når det kommer til sundhed og bevægelse på arbejdspladsen, er erfaringen fra HMK Bilcon, at der skal tænkes bredt. Der er støtte til en løbeklub, medarbejderne deltager i Tæl Skridt og andre sunde kampagner, og på den daglige kost er der justeret hist og her – og det har været en succes.

”Tidligere fik vi morgenkage hver dag. Det var som regel Føtex-tilbuddet med rundstykker og Dagmartærte. Nu er rundstykkerne grove, og der er også rugbrød. Jo flere små sunde tiltag og alternativer, der er at vælge mellem, jo flere får vi med”, siger Hanne Hald Aagesen fra den nordjyske arbejdsplads, der fremstiller bl.a. tankbiler samt specialkøretøjer til Forsvaret.

Kødet i baggrunden

De 93 medarbejdere har en kantineordning, og her er der også sket forandringer. Der bliver nu serveret kød med tilbehør og to salater. Maden ser indbydende og farverig ud, og den præsenteres bevidst i rækkefølgen: salat, tilbehør og kød. Det er altså små ændringer, der har den største effekt. For det må ikke blive et enten/eller.

”Vi har medarbejdere i både produktion og på kontor, så vi skal kigge på medarbejdernes sundhed fra alle vinkler. Vi skal ikke prædike og lave forbud. Ingen skal føle sig forurettet. Vi skal lave nogle tilbud, der er indbydende. Og så skal vi holde ved, at vi sagtens kan hygge os uden kage eller andre snacks”, pointerer Hanne Hald Aagesen.

Netop hyggen og det sociale er vigtigt i arbejdsdagen hos HMK Bilcon. Der bliver arrangeret personaleture, og weekenden bydes ofte velkommen med en mindre kom-sammen – hvor der godt kan blive serveret alkoholfrie øl. For det handler om de mange små forandringer.

”Vi har medarbejdere i både produktion og på kontor, så vi skal kigge på medarbejdernes sundhed fra alle vinkler. Vi skal ikke prædike og lave forbud. Ingen skal føle sig forurettet. Vi skal lave nogle tilbud, der er indbydende."

”Kage er ikke forbudt, men vi forsøger at begrænse det. Når der ikke er så megen kage, er der mere at se frem til næste gang, der serveres kage."