Corona-krisen har sat dybe, negative spor i danskernes idrætsdeltagelse. For folkesundhedens skyld skal arbejdspladsen i stigende grad tænkes ind som arena for kollegamotion, lyder anbefalingen fra firmaidrætten, der indbyder til et gratis inspirations-webinar torsdag den 20. august (09.30-10.00).

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN), der blev offentliggjort primo juli, viser, at Corona-krisen massivt påvirker danskernes idrætsvaner i forlængelse af genåbningen. 23 % af dem, der var aktive før Corona-nedlukningen, dyrker ikke sport og motion nu. Blandt andet på grund af sommerferie og frygt for Corona-smitte.

Anbefalingen fra firmaidrætten er, at arbejdspladserne – for folkesundhedens skyld – i endnu højere grad gør kollegamotion og bevægelse til en fast del af arbejdsugen. Faktum er, at ansatte efterspørger motions- og sundhedstilbud i stor stil, så bolden er primært på arbejdsgiverens banehalvdel. I den forbindelse inviterer firmaidrætten til et gratis (og online) inspirations-webinar torsdag den 20. august.

Webinaret er specifikt for dig, der...

... har svært ved at få dine kolleger med på bevægelsesbølgen.
... savner idéer til forskellige typer af kollegamotion, som ikke kræver lang forberedelse eller særligt udstyr.
... mangler konkrete tips og tricks til at få kollegamotion i gang (igen).
... vil have gladere, sundere og mere energifyldte kolleger/ansatte.

Sygefraværet falder – produktiviteten stiger
I Dansk Firmaidræt bistår vi gerne med sparring, råd og post Corona-værktøjer tilpasset lige nøjagtig de ønsker og rammer, som hersker lokalt på den enkelte arbejdsplads.

”Vi ved, at hvis en arbejdsplads sætter kollegamotionen i centrum, så blomstrer fællesskabet, og sygefraværet falder. En god balance mellem fysisk aktivitet og pauser i løbet af en arbejdsdag forebygger nedslidning og fremmer sundhed samt livskvalitet,” siger generalsekretær i Dansk Firmaidræt, Mette Mandrup, og hun fortsætter:

”Når vi er aktive, danner vi den sociale lim, der styrker fællesskabet og den gode kommunikation. Det kan være ved små gåture, fælles tai-chi i eftermiddagssolen eller tyve sekunders sprint, når kaffemaskinen brygger. Vi har i den seneste tid været tvunget til med rekordfart at lære at holde videomøder og bruge virtuelle redskaber. På samme måde skal vi se tiden efter Corona som et læringsrum til at afprøve metoder og nye aktiviteter, som kan bevare fællesskabet og styrke sammenholdet.”

Kickstart kollegamotion: Find en øvelse i aktivitetskataloget her.