Som deltidsansat projektleder for Kolding Kommune fik jeg den skøre idé, at invitere Prins Joachim til den officielle åbning af Firmaidrætsfestivalen i Kolding den 6. september 2002. Jeg kunne godt mærke, at der ikke var ret mange, der troede det muligt, selvom de ikke gav udtryk herfor.

Men da Prinsen på dette tidspunkt boede på Schackenborg Slot, så syntes jeg det var nærliggende at kontakte Hofmarskallatet - men det er ikke sådan lige til. Forbundets kommunikationsleder henvendte sig for at forespørge om formalia inden afsendelsen. Den sværeste del var at finde en skæv vinkel, for at budskabet ville være interessant - i forventning om at det blev læst og accepteret.

Her kom en firmaidrætskollega mig til undsætning, idet han kunne oplyse mig om, at Prins Joachims far,
Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, i 1982 - i forbindelse med en udstillingsåbning på Koldinghus blev sejlet over Slotssøen sammen med daværende borgmester, Bent Rasmussen.

Salutkanon og dragebåde

Jollen har sin plads på Slotssøen, idet møller Nicolai Heinrich Jørgensen i 1802 indgik en overenskomst med Rentekammeret, der anførte, at mølleren skulle istandsætte og vedligeholde båden. Mølleren fik et beløb til istandsættelsen, så båden på forlangende skulle være til rådighed for de kongelige, når de var på gennemrejse i Kolding. Det gav pote, og vi fik en positiv tilbagemelding fra H.K.H. Prins Joachim den 27. maj 2002.

Prins Joachim kastede glans over åbningsceremonien, da Prinsen officielt åbnede festivalen ved at affyre en salutkanon. Det markerede samtidig starten på en kapsejlads mellem dragebåde - roet af ledere fra Dansk Firmaidræt og Kolding Kommune.

Åbningsceremonien ved Slotssøen samlede et pænt publikum, som var blevet ledt ned til Slotssøen af et sambaoptog gennem byen. Ceremonien blev afsluttet med et festfyrværkeri, som udløste et dannebrogsflag i 200 meters højde over Kolding Slotssø.

Festen fortsatte

Ved åbningen videreførte Prins Joachim traditionen med at tage en sejltur i jollen over Slotssøen sammen med Koldings borgmester, Per Bødker Andersen. Eliteroeren var Leif Kruse, der også roede jollen i 1982. Efter sejlturen fortsatte Prinsen til et VIP-arrangement for særligt indbudte gæster i Kirkesalen på Koldinghus, hvor riddere og herolder i middelalderlige dragter og med trompetfanfarer eskorterede gæsterne over slotspladsen. I Kirkesalen blev gæsterne underholdt af dansetruppen ”DANSE Quilibrium”.

Arrangementet markerede åbningen af en 3-dages idrætsfestival med 4.000 firmaidrætsudøvere fra hele landet, som dystede i DM-stævner i 8 idrætsgrene og Åbne stævner i 7 idrætsgrene. Herudover blev byens borgere budt på et væld af gratis aktiviteter – både for at inddrage byens borgere i den store event, og for at synliggøre - hvad det var firmaidrætten stod for.

Af Kurt Petersen, projektleder i Kolding 2002

Fra Historisk Udvalg