Sammen med firmaidrætsforeningerne sætter Dansk Firmaidræt nu endnu mere skub i at give arbejdspladserne konkrete svar, mere viden og brugbare værktøjer til at komme inaktivitet på arbejdspladserne til livs.

For 14 år siden blev Rikke Line Klockars-Jensen ansat som projektleder på forsøgsprojektet Motion på Arbejdspladsen i Dansk Firmaidræt. Et projekt, der gik ud på at få medarbejdere på arbejdspladser til at motionere i arbejdstiden.

”Jeg husker tydeligt, da jeg som ung og nyuddannet skulle fortælle om projektet i Amtsrådssalen, som det hed dengang. Selvom projektet var besluttet, og pengene afsat, skulle jeg igen og igen argumentere for, hvorfor det var en god idé at forebygge inaktivitet på arbejdspladserne med motion i arbejdstiden. Det delte virkelig vandene dengang”, fortæller Rikke Line Klockars-Jensen, der i dag er udviklingskonsulent i Dansk Firmaidræt.

I dag oplever Rikke Line Klockars-Jensen, at situationen er en helt anden.

”Arbejdspladserne spørger ikke længere hvorfor, men mere hvordan? De efterspørger helt konkret viden og brugbare værktøjer til, hvordan de griber motion på arbejdspladsen an. I det daglige arbejde får mine kolleger og jeg spørgsmål som: ’Hvordan kommer vi i gang?’ ’Hvilke aktiviteter kan få alle på arbejdspladsen med?’ ’Hvor lang tid skal vi bruge?’ ’Hvordan undgår vi, at nogen medarbejdere bliver stødt?’ ’Og skal det være i eller efter arbejdstiden?’”, forklarer Rikke Line Klockars-Jensen.

Spørgsmålene skal besvares
Nu har Dansk Firmaidræt sammen med de lokale firmaidrætsforeninger og med Rikke Line Klockars-Jensen i spidsen besluttet, at de lokale arbejdspladser i hele landet skal hjælpes endnu mere og have svar på deres spørgsmål. Der skal gøres op med inaktiviteten og de alt for mange stillesiddende timer.

Et af svarene er at uddanne lokale sundhedsambassadører, som har lyst til at sætte motion på dagsordenen hos kollegerne.

”Vi tilbyder helt konkret en gratis sundhedsambassadøruddannelse. Med uddannelsen ønsker vi sammen med firmaidrætsforeningerne at sætte fokus på motion på arbejdspladsen og ruste deltagerne til at gå forrest og inspirere kollegerne”, fortæller Rikke Line Klockars-Jensen, der underviser på uddannelsen.

Skanderborg er i gang
En kreds omkring Skanderborg Firmaidræt er godt i gang. Foreningen har afholdt første modul af uddannelsen, og næste modul er programsat til efteråret 2018. Ulla Staal, der er foreningens formand, er ikke i tvivl om, at uddannelsen er en god indgangsvinkel til de lokale arbejdspladser.

”Uddannelsen er fantastisk til at komme i dialog med arbejdspladserne. Vi får set deltagerne i øjnene og får indblik i deres udfordringer samtidig med, at vi giver dem nogle af svarene på, hvordan de selv kan komme i gang på deres arbejdsplads. Men vigtigst af alt, så mærker vi, at de nyudklækkede sundhedsambassadører tager bolden op - og kommer i gang ude på arbejdspladserne. Vi får tændt en større ild i dem og givet dem en selvsikkerhed, som de giver videre til deres kolleger i form af mere motion – enten før, i eller efter arbejdstid”, siger Ulla Staal.

Maria Arndal
Maria Arndal
Projektleder og kommunikationskonsulent

Fakta om uddannelsen

  • Dansk Firmaidræt har i mere end 10 år uddannet over 1.000 sundhedsambassadører.

  • Uddannelsen består af to moduler – hver af en dags varighed.

  • MODUL 1: Deltagerne bliver klædt på til at igangsætte aktiviteter på arbejdspladsen.

  • MODUL 2: Fokus på sparring, videndeling og videreudvikling af de aktiviteter deltagerne har sat i søen i siden modul 1.

  • Det er gratis at deltage for op til to med- arbejdere fra samme arbejdsplads.

  • Der udbydes løbende uddannelser over hele landet.

  • Mere info og tilmelding: www.firmaidraet.dk/sundudd

Aktive deltagere fra Nyborg