Sanger Stig Rossen strækker sangstemmen fra julesalmer og musicalhits til værtshussange. Undervejs justerer han hele tiden små ting og detaljer, så han holder sig nærværende.

Lige efter en koncert pumper adrenalinet i kroppen på Stig Rossen. Varmen fra projektøren kan mærkes i ansigtet, og bifaldet fra publikum suser stadig i ørene. Efter en pæn halv time rammer trætheden. Dér pakker den 56-årige sanger sine ting sammen og sætter sig ud i sin bil. Han tænder for en lydbog, og så er han parat til køreturen, der har endestation nær Nyborg.

”Det er et ufravigeligt princip, at jeg kører hjem efter hver koncert. Jeg kan ikke forestille mig et alternativ. Jeg kan ikke sige til mine børn den 20. november, at nu tager far på turné, og vi ses igen den 20. december. Det dér med at være væk en måned, det kan jeg ikke. Jeg skal være hjemme hos dem om morgenen, hygge og køre dem i skole. Det koster lidt på søvnkontoen, men det er et valg”, konstaterer Stig Rossen, der runder næsten 100.000 kilometer om året på landevejene.

En gang imellem passer det ind i familiens planer, at hustruen Nina og deres tre drenge tager med, men oftest er Rossen solo i bilen – altid med enten tale eller musik som lydtapet.

”Jeg bruger køreturene konstruktivt. Det er en mulighed for mig til at forberede mig. Er der nogle sangtekster, jeg er lidt usikker på, får jeg tid til at lytte til dem. Og på vej hjem falder jeg ned, mens jeg lytter til lydbøger”, fortæller Stig Rossen.

48 nye sange på en uge

Når Stig Rossen står på en scene og synger, er repertoiret mildt sagt alsidigt. Han synger sammen med Stig og Vennerne Bamse-sange, mens han i selskabet af de tre andre More Jacks synger og joker sig gennem jazzede ørehængere fra sluthalvtresserne og et årti frem.

Der er også koncerter med John Mogensen-numre, kirkekoncerter, julekoncerter og solokoncerter samt musicals og teaterforestillinger, der skal på turné i hele landet. Så der skal være mange sange og sangtekster inde i hovedet.

”Hvis jeg har musik, jeg skal lære, hører jeg det igen og igen. En gang skulle jeg lære 48 sange på en uge. Det handler for mig om at høre sangene, så de lagrer sig. Det er noget helt andet end at læse teksterne. Jeg har meget nemmere ved at lære sangene sådan”, lyder det fra Stig Rossen.

Stig Rossens vigtigste arbejdsredskab er hans stemme, som med hans egne ord aldrig bliver varmet op, for den når aldrig at køle ned. Så vedligeholdelsen af stemmen foregår på scenen, og skulle der driste sig en forkølelse i nærheden, er der kun ét middel: søvn.

”Søvnen er den store healer. Når jeg kan mærke, at min stemme ikke fungerer optimalt, eller at jeg skal klemme for at nå nogle af de høje toner, er der kun én ting, der hjælper. Søvn. Så skal jeg ikke forstyrres de næste 12-14 timer. Det er særligt på juleturneen med 35 koncerter på en måned, jeg skal være opmærksom. Ellers er min kone det. Hun fortæller mig, at jeg vist nok skal blive på hotel de næste par nætter og få sovet ud”, siger Stig Rossen, der kalder det en genetisk gave, at han har så megen energi, at han i perioder kan nøjes med at sove tre, fire timer hver nat og alligevel være frisk fra morgenstunden.”

Hjernen lå udenfor

Netop søvn – blot på et ret akavet tidspunkt – blev i midten af 1990’erne årsagen til, at Stig Rossen fik et nyt syn på sit liv som musicalstjerne på alverdens scener.

Som hovedpersonen i ”Les Miserables”, Jean Valjean, sad han i 1996 på en scene i Hong Kong og sov. Han havde på det tidspunkt i sin karriere spillet og sunget rollen omkring 750 gange, men denne ene optræden kom til at ændre hans tilgang til sin karriere.

”Jeg kunne simpelthen ikke se, hvad der var gået galt. Jeg spillede med i verdens bedste musical. Jeg havde drømmerollen, og så sidder man dér og er gået fuldstændig på automatpilot. Problemet var min indstilling. Det burde være lige så spændende at lave forestilling nummer 750 som den første. Men alle kedede sig, og så sender man kroppen på scenen og lader hjernen blive udenfor. Det var en dag, der gentog sig igen og igen. Lige- som filmen Goundhog Day (film med Bill Murray og Andie MacDowell, red.)”, fortæller Stig Rossen.

De ensartede dage måtte have nyt liv, så Stig Rossen arbejdede med sin indstilling til sit job. Han rettede fokus på detaljerne i sit arbejde, da det var dér, han selv kunne ændre tingene. Fokuseringsteknikken kaldte han ”Groundhog-teknikken”.

”Jeg lagde ny energi ind i gentagelsen. Der var en periode, hvor jeg koncentrerede mig om mine endekonsonanter for at være sikker på, at de sad fuldstændigt skarpe – rytmisk og udtalemæssigt. Jeg fandt ud af, at der ikke er to forestillinger, der er ens. Jeg blev opmærksom på en masse detaljer, jeg aldrig havde set før, fordi jeg kun havde set på den store grød af kedsomhed og trivialitet, som jeg bare skulle igennem. Det gav mig ny interesse for det, jeg lavede”, forklarer Rossen, der fandt råd for at blive mere nærværende.

”Jeg fik opbygget et system med alarmklokker, der ringede, og jeg tvang mig til at være nærværende og være i nuet. Det sker, når jeg mærker automatpiloten, eller når min koncentration bevæger sig et andet sted hen. Hvis jeg står midt i en sang og kommer til at tænke på, om jeg kan tjekke sent ud fra hotellet på tirsdag.”

Alle muskler er i gang

På scenen er Stig Rossen ikke man- den, der danser synkron-dans med korsangerne. Men formen skal være i orden for at synge en to timer lang koncert. Han er klar over, at der er lidt ekstra på sidebenene, men sådan har han det altså bedst.

”Det er fuldstændig lige meget, om jeg vejer 90 eller 110 kilo. Jeg er bomstærk. Jeg bruger mange muskler til at synge med. Nogle gange synger jeg de høje toner så længe, at jeg næsten får sidestik, og jeg kan mærke, når jeg virkelig giver den en ekstra tand. Alle musklerne i overkroppen er i gang. Jeg siger ikke, at jeg ikke gerne vil tabe 10 kg, men det er ikke noget, jeg fokuserer på. Så længe jeg kan mærke, at min krop fungerer som det arbejdsredskab, den er, så er det i orden, at folk synes, jeg er lidt tyk. For det er jeg”, siger Rossen, der selv afslører årsagen til de ekstra kilo.

”Jeg spiser i perioder forkert, fordi jeg er meget på landevejen. Men jeg har også en stor glæde ved velsmag. Jeg elsker god mad. Hvis jeg nogensinde følte, at min kropsvægt hæmmede mig i mit arbejde, ville jeg gøre noget ved det. Men jeg har aldrig oplevet, at jeg har stået på scenen og er blevet forpustet. Jeg er ikke elitesportsmand. Jeg er elite- sanger, og den opgave kan jeg sagtens fuldføre med den vægt, jeg har.”

Elevatorvægt er ikke ukendt for sangeren, der dog kan dødløfte 175 kilo efter et halvt års træningspause. Kroppens form er med til at skabe de roller, som han skal spille på scenen. ”Jeg kan ikke spille Jean Valjean - han er verdens stærkeste mand – med den vægt, jeg har nu. Publikum har et bestemt billede af en figur eller en rolle. Jeg vil heller ikke kunne spille Tarzan eller Jesus i denne kampvægt. Er måske også lidt for gammel til Tarzan… Men jeg ser det som en del af mit arbejde, at jeg må smide nogle kilo for at kunne spille en rolle”, siger Stig Rossen.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent

Stig Rossen

  • Er sanger, forfatter og foredragsholder.
  • Er 56 år og bor nær Nyborg sammen med sin kone, Nina, og deres tre sønner. Har en datter fra tidligere ægteskab.
  • Flyttede i 2000 til Danmark efter at have boet 13 år i England.
  • Optræder ved bl.a. kirke-, slots- og julekoncerter, i musicals, sammen med Stig og Vennerne og de seneste ti år som en del af More Jacks sammen med Jesper Asholt, Keld Heick og Jesper Lohmann.
  • Har spillet Jean Valjean i ”Les Miserables” flere end 1.500 gange på scener i hele verden. Debuterede i London.
  • Han har lagt stemme til flere Disney-film og har sunget sange til ”Tarzan” og ”Bjørnebrødre”.
  • Spiller fra 22. januar 2019 med i ”Leonora Christina” på Odense Teater.

 "Jeg vil heller ikke kunne spille Tarzan eller Jesus i denne kampvægt. Er måske også lidt for gammel til Tarzan…"

 

 ”Søvnen er den store healer. Når jeg kan mærke, at min stemme ikke fungerer optimalt, eller at jeg skal klemme for at nå nogle af de høje toner, er der kun én ting, der hjælper. Søvn."

 

"Jeg blev opmærksom på en masse detaljer, jeg aldrig havde set før, fordi jeg kun havde set på den store grød af kedsomhed og trivialitet, som jeg bare skulle igennem."

 

"Hvis jeg nogensinde følte, at min kropsvægt hæmmede mig i mit arbejde, ville jeg gøre noget ved det. Men jeg har aldrig oplevet, at jeg har stået på scenen og er blevet forpustet."