Det er altid i orden at forkæle sig selv med lidt nyt. I firmaidrætten forkæler vi os nu med et nyt slogan - Dyrk Sammenholdet. Det har langt fra været en spontan idé. For at finde frem til de ord eller den sætning, der rammer lige ned i marven på firmaidrætten, kræver et grundigt stykke arbejde.
Firmaidrætten favner så bredt. Vi er 80 foreninger i hele landet - den mindste har 23 medlemmer og den største over 63.000. I foreningerne spiller vi bold, danser, kaster med pile og kugler, løfter, løber og dyrker eSport. Vi inspirerer til kollegamotion på landets arbejdspladser, hvor vi er med til at skabe bevægelse på både store og små arbejdspladser. På ungdomsuddannelserne kommer der også mere bevægelse i hverdagen med hjælp fra firmaidrætten, og så er der Xtreme Mandehørm, Ladies Mud Race, Tæl Skridt, Arbejdspladsernes Motionsdag og alle vores andre events, aktivitetsdage og stævner, der samler høj og lav, mænd og kvinder til motion og masser af sjov.
Der kan derfor sættes mange ord på, hvad firmaidrætten er. Formentlig lige så mange, som vi er medlemmer og deltagere. Firmaidrætten er mangfoldig og opleves forskelligt, og det er en styrke.
Sammenhold er dog fællesnævneren. Alle kan være med. Alle kan være med på de ”sammenhold”, vi inviterer til. Firmaidrætten skaber rum, lejlighed og mulighed for sammenhold. På arbejdspladser, i firmaidrætsforeninger, på ungdomsuddannelser, på trægulv og græsplæne skaber vi sammenhold om bevægelse og aktivitet. Det findes i det små, hvor den enkelte mærker følelsen af at være på hold med kolleger og kammerater, i det lidt større, hvor holdet er sammen om at præstere - en målrig sejr, et løb over målstregen blandt rigtige mænd eller to uger som ivrig skridt-tæller.
At føle sig som en del af sammenholdet er sundt. Det giver smil på læben, positive oplevelser og en viden om, at hvis himlen er lidt grå, så er der et hold, der står sammen om dig. Vi kender alle den følelse, der sætter sig i maven, når bolden triller, zumbamusikken spiller, og holdkammeraten råber ”godt kæmpet” oven på en dag, hvor intet har spillet eller trillet, men alt for mange har råbt. Dér er sammenholdet synligt.
Sammenhold skal dyrkes. Det kommer ikke af sig selv. Så den opfordring giver vi: Dyrk sammenholdet, så det gror og bliver stærkere. Skab rammerne på din arbejdsplads eller i din forening, så sammenholdet kan gro. Et stærkt sammenhold har plads til alle.
Dyrk Sammenholdet – det er et slogan, vi er stolte af. Vi har fundet de ord, der rammer lige ned i marven på firmaidrætten, og som fortæller, hvad vi vil i de kommende år. Vi vil dyrke og styrke sammenholdet. Lokalt i foreningen, på arbejdspladsen, på ungdomsuddannelserne. Men vi vil også være med til at styrke sammenholdet på tværs af skel i samfundet. Vi har fundet frem til den følelse, som idræt, aktivitet og bevægelse giver krop og sind – sammenhold. Dyrk det.