Fantastiske ildsjæle og et strategisk fokus på at skabe mere lokal firmaidræt i hele landet og kollegamotion på flere arbejdspladser giver en bundlinje på 143.089 deltagere i Dansk Firmaidrætsforbunds bevægelsesregnskab 2019. 

Det skorter ikke på high-fives, glade smil og sund motion på landets arbejdspladser, ungdomsuddannelser og til firmaidrættens øvrige aktiviteter og events. Dansk Firmaidrætsforbunds bevægelsesregnskab for 2019 viser en bundlinje på 143.089 deltagere. Dette er en fremgang på 52 % i forhold til 2016, hvor bevægelsesregnskabet første gang blev lanceret for at skabe et overblik over, hvor mange mennesker firmaidrætten bevæger ud over de 382.877 medlemmer i 81 firmaidrætsforeninger.

”Vi er stolte over fremgangen i bevægelsesregnskabet. Det er fantastisk, at især flere og flere kolleger oplever, motion på arbejdspladsen ikke blot gavner den fysiske sundhed, men også effektiviteten og produktiviteten,” siger generalsekretær i Dansk Firmaidrætsforbund, Mette Mandrup.

Kvinderne tager oftest initiativ til kollegamotion
Bag tallene i bevægelsesregnskabet 2019 stikker det bl.a. markant ud, at det oftest er kvinderne, som tager initiativ og sikrer forstærkede fællesskaber på alle typer af arbejdspladser. De fire S’er er katalysatorer: Sjov, socialt, sundhed og sammenhold. Godt 90 % af deltagerne på firmaidrættens gratis Sundhedsambassadør-uddannelser og 83 % af ildsjælene på Arbejdspladsernes Motionsdag, der slog deltagerrekord i oktober med 33.409 aktive kolleger fra Horslunde på Lolland til Hjørring i det nordjyske, har to X-kromosomer. Der er ligeledes en klar overvægt af kvinder, når vi zoomer ind på holdkaptajnerne i Tæl Skridt-kampagnen, som fire gange årligt går direkte i benene på danskerne.

Endags-events hitter
Firmaidrættens lokale forankring og firmaidrætsforeningerne er fundamentet for at skabe en mangfoldig vifte af motionsmuligheder for kolleger, kammerater og arbejdspladser i nærområdet. Og vi lykkedes i den grad i samhørighed – forbund og foreninger – med at arrangere aktiviteter, der tænder den lokale ild. Særligt Ladywalk og totaloplevelsen Ladies Mud Race, hvor forhindringer og mudder bliver forceret, er et hit. Over 11.000 kvinder oplevede Ladies Mud Race-magien i 2019. Det tilsvarende tal var knap 8.000 i 2018. I 2020 supplerer vi de traditionelle udgaver af Ladies Mud Race med seks Dark Editions.

”Vi vil være på forkant, og vi er altid åbne over for nye strømninger og ønsker. Vi har ligeledes modet til at afprøve anderledes events – uanset om det drejer sig om natteløb for kvinder, Mænds Motionsdag eller tilpassede holdspil og holdaktiviteter, som giver mening i den virkelighed og i de rammer, der er på en given arbejdsplads,” siger Mette Mandrup.

Ungt sus
Efter i en årrække – succesfuldt – at have fokuseret på at få idrætten ind på erhvervs- og produktionsskolerne hævede vi fra begyndelsen af 2019 overliggeren. Målet er nu at sætte alle ungdomsuddannelsesinstitutioner – lærere og elever – i bevægelse.

Og vi har bestemt kunne mærke et ungt sus. Deltagertallet til events og aktiviteter direkte målrettet ’de unge’ – herunder Ung Cup, hvor der findes vindere i fodbold, floorball, rundbold og høvdingebold – er steget med 50 % i 2019.

”Mange elever på ungdomsuddannelserne har brug for langt bedre bevægelses- og motionsmuligheder, end tilfældet er i dag. Vi er klar til at samarbejde med endnu flere skoler, hvor ambitionerne er gensidige,” siger Mette Mandrup.

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Kommunikationskonsulent

Firmaidrættens bevægelsesregnskab

2016: 94.101
2017: 123.008
2018: 120.579
2019: 143.089

For yderligere kommentarer/information

Mette Mandrup, generalsekretær i Dansk Firmaidrætsforbund, 61140928.

Søren Willeberg, direktør for Kommunikation & Marketing i Dansk Firmaidrætsforbund, 29664210.

Strategi 2022: Et sjovere Danmark i bevægelse