Håndboldholdet fra Kvadrat deltog i sommerens Firmaidræt Open, og udover en andenplads kom de hjem med fornyet fællesskab, gode oplevelser og grin.

På banen spiller de for at vinde. Her hører blå mærker, kontraløb og hurtige gennembrud til. Ved Firmaidræt Open i juni rakte håndboldspillernes anstrengelser til en andenplads. Men hjemme på tekstilvirksomheden Kvadrat i Ebeltoft rækker anstrengelserne meget længere.

”Vi får et fællesskab på tværs af huset. Vi har fået mange grin bagefter, og så har vi fået bedre kendskab til hinanden, som vi kan bruge i hverdagen, og som giver os noget at tale om. Det betyder meget”, siger Hanne Berg Post, der er salgskoordinator i Kvadrat.

Kendte ikke til håndbold

Efter ti års pause var Kvadrat­holdet igen med til Firmaidræt Open. Holdet bestod af spillere fra bl.a. prøvelageret, salgs-­ og indkøbsafdelingerne og økonomi. Nogle havde spillet håndbold før, andre skulle lige have styr på reglerne, da de havde dyrket andre idrætsgrene, og så var der en spiller, der skulle have forklaret, hvad håndbold var.

”Vi havde en japansk kollega, der var hjemme til oplæring i virksomheden, og vi mente, at hun skulle med på holdet. Hun havde aldrig hørt om håndbold. Selvom det handlede om at have det sjovt, var det også vigtigt at alle vidste, hvad de gik ind til. Derfor lavede vi en træningskamp mod et lokalt hold”, fortæller Hanne Berg Post.

Efter hver kamp ved Firmaidræt Open blev der uddelt et lille trofæ til kampens spiller.

”For nogle var det jo grænseoverskridende overhovedet at være med, og det skulle belønnes. Det skulle gode tacklinger, fight og frække detaljer også. Vi kunne jo lige så godt lave sjov med det”, siger Hanne Berg Post.

Lånte spillere til andre hold

Det var ikke kun internt på holdet, at der blev skabt nye bånd. Mellem holdene blev der også snakket, og holdet fra Kvadrat var klar til at udlåne et par spillere til et Mix-­hold søndag formiddag.

Også ved lørdagens aftenfest var spillerne gode til at skabe relationer med de andre deltagere. Taktikken til søndagens kampe blev diskuteret over et par drinks. Selvom de skul­le spille søndag, var der ingen, der ville gå glip af festen.

”Selvfølgelig skal man deltage i festen, selv­om man skal spille søndag. Andet vil være unfair. Vi får i løbet af weekenden så mange grin og sjove historier sammen, som bliver indforstået, når vi er tilbage på arbejde. Dér kan vi over frokostbuffeten med laks, pludselig vende tilbage til aftenfesten, hvor forretten var laks, og ’kan du huske, da…’”, lyder det fra Hanne Berg Post, der sammen med holdkammeraterne kom tilbage til flere misundelige ansigter blandt de ca. 140 kolleger i Ebeltoft.

Flere ville gerne have haft de oplevelser, som kvinderne havde fået sammen, og efter jul får de så muligheden. Her begynder for­beredelserne med at samle Kvadrat­hold, der skal med til Firmaidræt Open 2019, der også foregår i Aarhus. Der er det 7. gang, arbejdspladsen stiller med et håndboldhold.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent