Anerkendelse spiller en stor rolle for os. Både i arbejdslivet og i foreningslivet, hvor der for tiden finder flere kåringer sted.
Sæsonen for kåringer er i fuld gang. Årets leder, træner, frivillige, kammerat og spiller hædres på generalforsamlinger og til afslutningsfester. Der følger altid flotte ord med på vejen og nogle gange også en pokal, et diplom el ler et andet synligt bevis på udmærkelsen. Men dét, der betyder mest, er, at anerkendelsen foregår offentligt.
”Arrangementet og lejligheden for en kåring er vigtig. Andre skal høre om den personlige påskønnelse. Det sker, når kåringen foregår i en social sammenhæng, hvor publikum er dem, der i dagligdagen er rundt omkring den, der hædres”, siger professor Bjarne Ibsen fra Cen ter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet.
Mange typer ros Anerkendelse betyder meget for os alle. Vi har et behov for at blive rost og få at vide, at vi er gode til det, vi gør. Rosen fås i mange afskygninger. På jobbet er lønnen og personalegoder en anerkendelse for at udføre sit job.
I det frivillige foreningsliv er der ingen løn til arbejdskraften, men det er muligt at anerkende indsatsen på andre måder. De frivillige får fx uddannelse, tøjpakker eller gratis kontingent. Der bliver også holdt fester og andre sociale arrangementer, der tilmed er med til at styrke sammenholdet mellem dem.
”Undersøgelser viser, at dét at være frivillig for mange ikke er for egen vindings skyld. Mange er frivillige på grund af det sociale samvær og den personlige påskønnelse. Vi vil mærke, at det, vi gør, betyder noget for andre”, fortæller Bjarne Ibsen, der sammen med Karsten ElmoseØsterlund står undersøgel sen ”Foreningsidrætten anno 2015 – status og tendenser”.
Så når årets leder eller frivillige står med blomsterbuketten og modtager klapsalver fra foreningens øvrige medlemmer, opgøres lønnens valuta ikke i kroner og ører.
”Social anerkendelse og påskønnelse er en enorm drivkraft. Men vigtigst er den opmuntring, der ligger i at få at vide, ’hey, det er netop dig, vi skal bruge’”, lyder det fra Bjarne Ibsen, som har en opfattelse af, at vi er gode til at anerkende og rose hinanden.
”Men det er noget, som vi hele ti den skal huske på og blive ved med. En kåring må ikke blot blive en symbolsk handling. Vi skal for sætte med at rose og anerkende, hvor andre også kan høre det”.
