I en ny undersøgelse fra Norstat er 74 procent af erhvervsaktive danskere ’overvejende enig’ eller ’enig’ i, at sundhedsfremmende initiativer har positiv betydning for deres vurdering af arbejdspladsen. Hertil svarer 42 procent, at deres arbejdsplads har iværksat mindst ét sundhedsinitiativ.

Nye sundhedsinitiativer skyder frem under COVID-19.

Rigtig mange danskere arbejder hjemmefra, og som følge af COVID-19 og de heraf ændrede arbejdsvilkår finder kolleger nye måder at være aktive sammen på – hver for sig. Kollegaskabet dyrkes, og den mentale sundhed spirer digitalt fra hjemmekontorerne.

"Mange arbejdspladser er allerede godt i gang med sundhedsarbejdet. Corona-krisen har gjort, at vi har skabt en række nye online tilbud om kollegamotion, og vi kan se, hvordan kolleger finder nye måder at dyrke den fysiske og mentale sundhed sammen på afstand – fra fællestræninger på Skype til kollega-stafetter, hvor man deler billeder på hjemmekontoret med hinanden," siger Merete Spangsberg Nielsen, direktør Kollegamotionsafdelingen i Dansk Firmaidræt.

De sundhedsinitiativer, der er omtalt, vil konkurrencen 'Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen' have frem i lyset. Det er Forsikring & Pension, Dansk Erhverv, Dansk Firmaidræt og Velliv Foreningen, der står bag konkurrencen.

Alle de gode sundhedsinitiativer på landets arbejdspladser skal altså frem i lyset, både dem, der er iværksat før, og dem, der er iværksat under Corona-krisen. Derfor skydes 'Danmarks Sundeste Arbejdspladser - Initiativprisen' nu i gang for fjerde år i træk.

Gazelle-virksomheden Mustache: Arbejdspladsen skal også medvirke til medarbejderes sundhed og trivsel
En af de arbejdspladser, som prioriterer sundhed både før og under Corona-krisen, er Gazelle-virksomheden Mustache i København, der udvikler apps.

"Vi ser det som arbejdspladsens opgave at bidrage til, at medarbejderne er sunde og trives. Derfor har vi bl.a. fleksible arbejdstider, mulighed for at være på deltid i perioder og sund frokostordning med vegetar-mulighed. Vi har også et Counter Strike-hold med i YouSee eSportligaen – det styrker samarbejdsforståelsen og de sociale bånd. Her under COVID-19 har vi iværksat en ugentlig online fællestræning, og det har været en kæmpe succes, så det fortsætter vi helt sikkert med – også efter Corona,” siger Martin Hinz fra Mustache.

Generelt er det en god ide at have fokus på sundhed og motion på arbejdspladsen.

"Alt for mange danskere bliver sygemeldt på grund af stress, skader eller dårlig sundhed. Den udvikling skal vi have bremset både på de offentlige- og private arbejdspladser. Sundhed, trivsel og arbejdsmiljø er elementer, som alle arbejdspladser skal have fokus på. Det skal ses som en investering at have sunde og tilfredse medarbejdere," siger Karina Ransby, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Alle arbejdspladser kan være med i konkurrencen
Selve prisen uddeles til den arbejdsplads i Danmark, der har iværksat det bedste initiativ inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø – gerne under Corona-krisen, hvor stort set alle er blevet sendt hjem for at arbejde.

For at fremhæve tiltag for mental sundhed på arbejdspladsen, vil der blive uddelt en særpris til den virksomhed, der har taget landets bedste initiativ til forbedret mental sundhed.

Alle kan være med til at indstille sit eget sundhedsinitiativ på arbejdspladsen i regionen og stemme om, hvilken arbejdsplads i hele landet der har iværksat det sundeste initiativ. Hver regionsvinder kåres ud fra antallet af stemmer, de har opnået. Så alle har en chance for at vinde.

Sigrid Ellegaard Foged
Sigrid Ellegaard Foged
Kommunikationskonsulent

Om initiativet og konkurrencen

Konkurrencen 'Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen' skydes i gang her i begyndelsen af maj. Alle kan indstille og stemme på initiativer til og med 18. maj 2020. Det gør man her.

Der kåres vinderne i hver af landets fem region på baggrund af stemmer. En jury kårer derefter en landsvinder – og vinder af Initiativprisen 2020 – blandt de fem regionsvindere.

Alle indstillede sundhedsinitiativer offentliggøres løbende på www.sundestearbejdsplads.dk, og det er også her, at indstillinger og afstemningen foregår.

Statistik

Tallene bag konkurrencen er fra 20. marts 2020, hvor Norstat har spurgt folk på arbejdsmarkedet.