Fra Faxe til Frederikshavn – fra Sakskøbing til Sønderborg. Over 26.000 kolleger på arbejdspladser i hele landet fik smil på læben og sved på panden i forbindelse med Arbejdspladsernes Motionsdag fredag den 12. oktober.

Kollegamotionsbølgen rullede ind over Danmark i fredags på Arbejdspladsernes Motionsdag 2018. Over 26.000 medarbejdere på arbejdspladser i hele landet fik smil på læben og sved på panden.

Fotoet herover er fra Arbejdernes Landsbanks filial i Seden nær Odense, og det er muligt at se flere stemningsbilleder her. Mange ildsjæle har ligeledes uploadet vidunderligt materiale via @arbejdspladsernesmotionsdag på Facebook – tag et kig.

Dansk Firmaidræt startede #AMdag med at sende ’live’ fra en kollegamotionsseance hos MAN Energy Solutions – se eller gense denne seance her.

Heidi Therkelsen, kollegamotions-ildsjæl og Accounts Payable hos MAN Energy Solutions, var en af de aktive medarbejdere.

”Det er rigtig vigtigt at få rørt sig i løbet af en arbejdsdag. Vi fik bevæget os, grint sammen, og det skaber altså en god energi – endda på tværs af afdelinger,” siger Heidi Therkelsen.

Firmaidrætsforeninger styrker #AMdag-fundamentet
Foreningen Ringkøbing og Omegns Firmaidræt (ROFI) var en af 31 lokale firmaidrætsforeninger, som på Arbejdspladsernes Motionsdag i fredags slog et ekstra slag for kollegamotion og herved styrkede den lokale firmaidræt.

Daglig leder af og instruktør i ROFI’s fitnesscenter, Ulla Birkmose, besøgte bl.a. Vestjysk Marketing og JSB Plast.

”Vi er en arbejdsplads, hvor vi i det daglige sidder meget ned. Vi synes, at konceptet Arbejdspladsernes Motionsdag er en god måde til at få os op af stolene, væk fra computerne et øjeblik og med jævne mellemrum få pulsen op ved fysisk aktivitet med helt enkle og sjove midler. Den slags er også med til at styrke humøret og sammenholdet på arbejdspladsen,” siger Karin Boysen fra Vestjysk Marketing.

Inge Bak, HR-ansvarlig hos JSB Plast, er ligeledes positiv og tænker glædeligt tilbage på #AMdag.

”Vi støtter gerne op om, at vores medarbejdere er fysisk aktive. Via vores personaleforening har vi en ordning med tilskud til motion, hvor medarbejderne på meget fordelagtige økonomiske vilkår kan dyrke motion i deres fritid – ikke kun i ROFI-Centret, men også i fitnesscentre i andre områder, hvor de bor. Vi tog imod tilbuddet om besøg af Ulla fra ROFI for at få en sjov oplevelse og for at få en 'reminder' om det vigtige i, at vi holder os i god fysisk form. Det kan vi faktisk gøre med ret enkle midler i dagligdagen,” siger Inge Bak.

Har du og dine kolleger endnu ikke fået registreret, at I var aktive på Arbejdspladsernes Motionsdag i fredags, så gør det her.

Vi trækker – blandt alle registrerede arbejdspladser – en hovedpræmie-vinder mandag den 29. oktober. Hovedpræmien er en aktivitetsdag til afholdelse på arbejdspladsen i foråret 2019 (værdi kr. 50.000).

Arbejdspladsernes Motionsdag 2019 = fredag den 11. oktober.

Inden da kan I bl.a. tælle skridt – læs mere.

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Udviklingskonsulent

Kort om Arbejdspladsernes Motionsdag #AMdag

  • Arrangeres af Dansk Firmaidræt sammen med lokale firmaidrætsforeninger.
  • #AMdag blev afviklet for første gang i 2015.
  • I 2017 deltog i alt 21.700 medarbejdere på arbejdspladser over hele landet. 2016 (14.100), 2015 (5.676).
  • Det behøver hverken være yndefuldt eller professionelt – bare sjovt! #DyrkSammenholdet #DyrkKollegamotion #AMdag.
  • Inspiration og registrering, tjek www.amdag.dk.