Gå til forsiden
  1. Nyheder
  2. Arbejdslivet spiller en afgørende rolle for folkesundheden

Anbefaling: Arbejdslivet spiller en afgørende rolle for folkesundheden

27. AUGUST 2025

Anbefaling: Arbejdslivet spiller en afgørende rolle for folkesundheden

Skal folkesundheden løftes markant, kræver det, at arbejdspladsen bliver tænkt med som en nøglespiller. Seks nye policyanbefalinger peger netop på tværgående samarbejde og forpligtende strukturer, og Dansk Firmaidræt har allerede vist, hvordan bevægelse og trivsel på jobbet kan være en del af løsningen.

Hvordan får vi et Danmark med mindre sygdom, større trivsel og mere lighed i sundhed? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for et Policy Lab om den kommende folkesundhedslov, og seks anbefalinger til politikerne er nu lanceret af tænketanken Mandag Morgen.

Dansk Firmaidræt har været en del af arbejdet og bakker varmt op om anbefalingerne. I præsentationen af anbefalingerne blev det endnu en gang understreget, hvor vigtig arbejdspladsen er som arena for sundhedsfremme og forebyggelse.

I dagens præsentation blev jeg særligt glad for professor Morten Grønbæks kommentar, hvor han understregede netop det: Skal vi løfte folkesundheden, skal vi forpligte os bredt,” siger Mette Mandrup, direktør i Dansk Firmaidræt.

Sammen med Andreas Holtermann, forskningschef fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, fremhæver Morten Grønbæk i en kronik i Berlingske, at arbejdslivet spiller en afgørende rolle for folkesundheden. Den pointe deler Dansk Firmaidræt fuldt ud, og organisationen står klar med både viden og konkrete løsninger:

Arbejdspladsen ses som en vigtig arena, når vi skaber rammerne for et sundere Danmark. I Dansk Firmaidræt har vi viden og erfaring med, hvordan vi får mere hverdagsbevægelse ind i arbejdslivet, og vi har 76 lokale foreninger, der er fokuseret på aktivitet for arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner,” siger Mette Mandrup.

Dansk Firmaidræt ser frem til at bidrage til det videre arbejde med viden om bevægelse, trivsel og forebyggelse på arbejdspladsen og i fællesskaber.

Fakta

Bag Policy Lab står Tænketanken Mandag Morgen, Københavns Kommune, Roskilde Kommune og Aarhus Kommune, der gennem en workshop med repræsentanter fra over 60 offentlige myndigheds- og vidensinstitutioner, civilsamfundsorganisationer og private aktører specialiseret indenfor sundhedsområdet, er nået frem til de seks anbefalinger. 

Læs mere om

Relaterede artikler