Kollegamotion handler om motion i arbejdstiden sammen med kollegerne. Og kollegamotion betaler sig helt konkret – både for dig, dine kolleger og arbejdspladsen.
Du tænker måske, at det økonomisk ikke giver mening med et kvarters pause flere gange om ugen, hvor I stopper arbejdet. Men så kan du godt tro om igen. Det kan nemlig give den helt modsatte effekt, hvor medarbejderne arbejder mere effektivt, bliver gladere for at være på arbejde og er mindre fraværende på grund af sygdom.
I sidste ende betyder det, at jeres produktivitet bliver øget, og dermed bliver jeres bundlinje bedre.
Effekterne af kollegamotion bliver bakket op af en række videnskabelige kilder, som du kan dykke nærmere ned i herunder:
Vi kan derfor snakke nok så længe om, HVORFOR vi skal bevæge os, men det vigtige er, HVORDAN vi får det gjort.
Vil I opnå effekter af kollegamotion, er der ingen vej udenom: I er nødt til at mene det og vise, at I mener det. Ellers kan kollegerne mærke slinger i valsen, og de gode effekter udebliver på den lange bane. Der er flere måder at vise, at I mener det på:
Gør det helt klart hvorfor I prioriterer tid til kollegamotion. Hvad ønsker I at opnå med kollegamotionen? Hvor lang tid må der bruges på kollegamotion og hvornår? Hvilke ressourcer er der til rådighed? Og hvornår er kollegamotionen en succes?
Med en klar og tydelig rammesætning fra ledelsen vil I mindske usikkerheden og de dårlige undskyldninger fra medarbejderne. Og I er allerede et skridt tættere målet.
Hvis ledelsen ikke går med og spiller floorball eller er med på gåturen, så stopper gejsten og kollegamotionen fuldstændigt. Så siver det ikke ordentligt ned til alle medarbejderne. Når ledelsen er med, føler medarbejderne sig mere engagerede og forpligtede til også at være med. Ligesom det sender et klart signal om, at her er det legalt at bruge tiden på kollegamotion – på lige fod med andre arbejdsopgaver.
Kommuniker, hvorfor I laver kollegamotionen. Så bliver motivationen bedre. I skal være tydelige omkring, hvorfor I gør det. Er det for at styrke trivslen, øge sammenhold eller for at få et højere energiniveau?
Igangsættelse af kollegamotion er en kulturforandring, og forandringer kan skabe uro blandt kollegerne. Derfor er det helt essentielt, at I finder ud af, hvorfor I skal i gang med kollegamotion. Når I har fundet grunden, så kommuniker det, og gentag det, hver gang der er mulighed for det.
Vi har samlet 3 gode eksempler på arbejdspladser, der oplever succes med motion i arbejdstiden.
Styrket arbejdsglæde. Øget effektivitet. Lavere sygefravær.
De positive effekter ved motion på arbejdspladsen står i kø.
Dét kan bl.a. arbejdspladserne Nordsjællands Hospital, Morningtrain og Skatteministeriet skrive under på. De mærker det nemlig selv på egen krop. Hver uge.
Vi har spurgt dem, hvordan de har fået succes med kollegamotion. Se, hvad de svarede, her 👇
Lån og lær endeligt af deres erfaringer. Måske kan det oversættes til at fungere på netop din arbejdsplads?
300 kolleger dyrker motion i arbejdstiden på Nordsjællands Hospital. De er en del af et pilotprojekt, hvor 6 afdelinger er med i et 20-ugers forløb med 2 x 30 minutters motion hver uge.
Motion i arbejdstiden på et hospital med travlhed, skiftende arbejdstider og mange forskellige jobfunktioner kræver god forberedelse. Og netop et stort forarbejde peger Stig Mølsted, der er souschef og seniorforsker på Forskningsafdelingen, Nordsjællands Hospital samt projektleder på projektet, på som afgørende for pilotprojektets succes. Projektgruppen lagde inden start et stort arbejde i at være ude og tale med de enkelte afsnit for at få forberedt og inkluderet folk til at forstå projektet.
Træningen er inspireret af Just Justesens koncept ”Intelligent træning”, hvor hver deltager får sit eget tilpassede program og hvor træningen er superviseret og afholdt af en instruktør. Deltagerne i projektet har enten kunne motionere i deres arbejdstid eller fået normtid for træningen. Træningstiderne er blevet tilrettelagt i tæt samarbejde med de afdelinger, der deltager, og med input fra alle de forskellige faggrupper i hvert afsnit.
Deltagerne i projektet er blevet målt og har skulle svare på et spørgeskema både før og efter de 20 uger. Resultaterne viser bl.a. forbedret kondition, reduktion i muskelsmerter, og så har deltagerne oplevet en stigning i trivsel, social kapital og livskvalitet.
Håbet er, at pilotprojektet fra næste år udvides til hele hospitalet som et tilbud til de i alt ca. 3900 medarbejdere.
En times betalt motion i arbejdstiden og månedlige teambuildingevents, der styrker fællesskabet på tværs af arbejdspladsen. Dét er 2 af de initiativer arbejdspladsen Morningtrain i Odense har holdt fast i i over 10 år.
Morningtrain er et digitalt bureau med 45 ansatte, og de specialiserer sig i digitalt design, webudvikling og online marketing. Vi har talt med Peter Lund Thomsen, som er adm. direktør hos Morningtrain, og han forklarer her, hvorfor de som arbejdsplads dyrker motion i arbejdstiden – og så kommer han også med et godt råd til dig, der gerne vil i gang med kollegamotion👇
”Vi har valgt at søsætte disse initiativer for at bidrage til en fysisk aktiv kultur hos vores medarbejdere, hvor fællesskabet er meget i fokus. Det fysiske samvær og fællesskab er generelt den overliggende bar for alle vores initiativer, da det er en vigtig bidrager til vores kultur i virksomheden. Dette medvirker til medarbejdere som både er i fysisk og mental trivsel.”
”Vi har klart oplevet, at det har været en stor faktor i at skabe den stærke sociale sammenhængskræft, som Morningtrain er blevet kendt for. Det gør både, at vi har haft nemmere ved at tiltrække flere gode kolleger over årene, og at vi samtidig har oplevet at kun relativt få kolleger over årene har valgt at skifte fra os.”
Skatteministeriet satte under corona-nedlukningen det lange ben foran – med fokus på kollegamotion. Og de holder fast i de gode vaner.
De har bl.a. jongleret med en række forskellige kreative indslag. Fælles online-gymnastik, Tæl Skridt og større fokus på mental og fysisk sundhed har været med til at øge medarbejdertrivslen og styrke sammenholdet på arbejdspladsen.
Læs meget mere om, hvordan Skattemisteriet dyrker kollegamotion her.
Claus Henrik Larsen, der er direktør i Administrations- og Servicestyrelsen i Skatteministeriet, har 3 gode råd til alle, der skal i gang med kollegamotion på arbejdspladsen. Hør dem i videoen her.
Så anbefaler vi, at du lytter med på disse podcasts: