Et sjovere Danmark i bevægelse
Bevægelsesregnskab 2022: Flere kolleger dyrker sammenholdet

Vores signaturprojekter – Tæl Skridt og Arbejdspladsernes Motionsuge – har 30 procent flere deltagere end i 2021, motionsevents fortsætter fremgangen fra 2021, og både padel og esport har virkelig flotte deltagertal.

Firmaidrættens bevægelsesregnskab for 2022 er gjort op og giver en bundlinje på 193.014 deltagere, hvilket er en stigning på 6,5 procent ift. 2021 og hele 105 procent mere end i 2016, hvor bevægelsesregnskabet første gang blev lanceret.

Lad os dykke ned i tallene, og se nærmere på de overordnede tendenser. Du kan også se hele bevægelsesregnskabet her

Signaturprojekternes himmelflugt

I Dansk Firmaidræt har vi ekstra fokus på at profilere udvalgte indsatser, fordi de skal være vores særkende og signatur. Vi kalder dem "signaturprojekter", og de er Arbejdspladsernes Motionsuge og Tæl Skridt.

I 2022 deltog 145.671 personer i vores signaturprojekter, som er en stigning på 30 procent fra 2021. Det betyder faktisk, at 75 procent af alle de mennesker, vi sætter i gang, ud over medlemmerne i vores firmaidrætsforeninger, er deltagere i vores signaturprojekter.

Den store stigning i 2022 kan tilskrives Arbejdspladsernes Motionsuge, der stiger fra 27.330 deltagere i 2021 til hele 74.086 deltagere i 2022. Efter at have haft cirka 45.000 deltagere i 2019 og 2020, havde Tæl Skridt et rekordår i 2021 med 84.958 deltagere, som i 2022 faldt til 71.585.

Motionsevents samler kollegaer

Efter et 2020 med aflysninger af mange events og fysiske stævner grundet coronarestriktioner blev det igen i 2021 muligt at samle kollegaer til events og stævner, som vores firmaidrætsforeninger lokalt arrangerer på linje med deres andre motionstilbud og aktiviteter for kollegaer og arbejdspladser.

 

Mange billetter til motionsevents i 2021 var overførte billetter fra coronaperioden, så det er særdeles positivt at se, at deltagertallet fra 2021 til 2022 steg med 47 procent til 33.034 deltagere. Vi er endnu ikke tilbage på niveauet før corona, men vi er på vej. Heldigvis har de meget drastiske deltagerfald, som løbsverdenen har oplevet, været knapt så markante hos os. Vi er lykkes med at holde fast i ca. 50 procent gengangere og rekrutteret nye.

 

Zoomer vi ind på et par af tallene, dyrkede 7.588 kvinder sammenholdet i mudderet til Ladies Mud Race, og hele 8.348 deltagere deltog i Ladywalk. Den store eventzone i forbindelse med Tour de France i Nyborg – ”Active Living” – var også særdeles velbesøgt. Det estimeres, at lidt over 5.000 mennesker, af de i alt ca. 27.000, som var igennem pladsen i løbet af dagen, prøvede en af de mange aktivitetsmuligheder.

Padelbølgen fortsætter

Danskere er vilde med padel, og padelbaner i både foreninger og centre bliver flittigt brugt fra morgen til aften. Vi oplever i den grad også padelbølgen, der strømmer ind over landet.

Vi startede Kollegapadel i 2022 med både en forårs- og efterårsturnering, og sikke et debut-år. Mere end 1000 kollegaer på ca. 525 hold dyrkede sammenholdet, og dét gør Kollegapadel til den største turneringsaktivitet, vi har.

Vi kan slet ikke vente med at fortsætte succesen med Kollegapadel i 2023.

Esport i eksplosiv vækst

Studerende og kollegaer har i dén grad dyrket sammenholdet på serveren og til fysiske esportsevents. Spillerne har grint, givet highfives og tiljublet hinanden over kommunikationsprogrammet Discord.

Fællesskabet og bredden er i centrum i Studie-Ligaen og Kollega-Ligaen i eSportligaen, og tallene for 2022 er imponerende. 497 deltagere spillede med i Studie-Ligaen og 1.806 deltagere spillede med i Kollega-Ligaen. Det betyder samlet en stigning på hele 179 procent i forhold til 2021.

Derudover er tallet for vores øvrige esportsaktiviteter – som cups, events og andre aktiviteter – steget fra ca. 100 deltagere i 2021 til ca. 1000 deltagere i 2022, som betyder, at det samlede tal for vores esportsaktiviteter er ca. 3.300 deltagere.

Credit