Jobopslag
Kan du omsætte samfundsdagsordener til visuelle produktioner, der skaber gennemslag? Har du erfaring med at bruge kommunikation til at flytte både holdninger og positioner – og kan du selv producere visuelle kampagner fra idé til færdigt produkt? Så er det måske dig, vi leder efter!
Kommunikationskonsulent med stærke visuelle kompetencer
Dansk Firmaidræt arbejder for et aktivt arbejdsliv – fra praktik til pension. Hos os handler det om at være aktive sammen: på arbejdspladsen, på ungdomsuddannelserne og i vores mere end 75 lokale firmaidrætsforeninger.
Vi vil være en tydeligere stemme i debatten om det gode arbejdsliv – og opnå større gennemslagskraft i både offentlighed, medier og over for beslutningstagere. Derfor søger vi en ny kollega til vores kommunikationsteam, der kan producere visuelt indhold, der styrker vores brand på tværs af vores digitale platforme.
Vi leder efter en proaktiv holdspiller, som har et skarpt blik for hvilke dagsordener, vi skal koble os på. Både på den lange bane gennem planlagte kampagner og på den korte, hvor du kan gribe aktuelle begivenheder og temaer.
Du bliver en drivkraft i at udvikle og eksekvere indsatser, der gør Dansk Firmaidræt til en uundgåelig aktør i samfundsdebatten. Derfor er det vigtigt, at du både besidder et strategisk blik og evnen til at eksekvere.
Video og billeder er dit primære sprog, men det er vigtigt, at du også begår dig godt på skrift og kan skrive både fængende opslagstekster og skarpe captions.
Dine væsentligste opgaver
- Udvikle og producere visuelt indhold (video/foto) til vores digitale kanaler, der skaber opmærksomhed og gennemslagskraft.
- Omsætte relevante samfundsdagsordener til skarpe kommunikative indsatser.
- Drive kampagner, der kobler vores mærkesager til aktuelle temaer som fx. ulighed i sundhed og inaktivitet.
- Sikre en stærk og konsistent kadence for visuelt indhold på tværs af vores digitale platforme.
Hvem er du?
- Du har solid erfaring med strategisk kommunikation og produktion af engagerende indhold.
- Du er en stærk visuel formidler og kan selv producere video fra idé til færdigt produkt.
- Du ved hvilke formater, der fungerer på både LinkedIn, Instagram og Facebook.
- Du arbejder selvstændigt og proaktivt, og du kan hurtigt omsætte aktuelle begivenheder til relevant indhold.
- Du kan balancere strategisk retning med hands-on eksekvering.
Vi arbejder for et aktivt arbejdsliv fra praktik til pension
Vi holder til i Nyborg, hvor omkring 40 engagerede medarbejdere hver dag arbejder for at gøre det nemt og motiverende at være aktiv. Du bliver en del af Team Kommunikation sammen med fire gode kolleger, der i samlet flok sparker mange bolde over målstregen.
Vores hovedkontor ligger tæt på offentlig transport og motorvej, så det er let at komme til og fra arbejdet. Derudover tilbyder vi fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde, så du kan få arbejdsliv og privatliv til at gå hånd i hånd.
Hos os er fysisk aktivitet en naturlig del af hverdagen. Hver mandag mellem klokken 11.00 og 12.00 har vi kollegamotion, hvor vi mødes på tværs og dyrker motion sammen – det kan være alt fra en gåtur til fodbold, padel eller en omgang badminton. Derudover holder vi en aktiv pause hver dag inden frokost, så vi får rørt os, får ny energi og styrker fællesskabet
Det praktiske
- Stillingen: Fuldtidsansættelse (37 timer ugentligt).
- Løn: Attraktive løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst.
- Ansøgningsfrist: Den 27. maj 2026.
- Opstart: Stillingen ønskes besat fra den 1. september 2026.
Sådan ansøger du
Send din ansøgning og dit CV via Jobindex (klik på knappen 'Ansøg' via linket her) – og vedlæg meget gerne links til tidligere visuelle produktioner eller kampagner, du er stolt af – senest den 27. maj 2026.
Første samtalerunde afholdes i starten af juni.
Har du spørgsmål til stillingen?
Kontakt kommunikationschef Rasmus Nejstgaard.