Pressemeddelse: Smerter sender danskerne hjem fra arbejde - Alliance kræver politisk handling
5. MARTS 2026
Nye tal fra Sundhedsprofilen 2025 fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) viser fortsatte problemer med sygdomme og lidelser i muskler og skelet. I den politiske debat, hvor mangel på arbejdskraft og stigende pensionsalder er på dagsordenen, er det helt klart, at vi som samfund skal handle på udfordringerne, som hvert år koster 22.000 årsværk og et produktionstab på 58 mia. kr. årligt. Derfor må det være en høj prioritet for en kommende regering at handle, siger alliance som består af Danske Fysioterapeuter, Dansk Firmaidræt, Ergoterapeutforeningen, Gigtforeningen, Forsikring & Pension og FOA.
Enorme omkostninger og konsekvenser
Sundhedsprofilen bekræfter den tendens vi kender: At alt for mange danskere fortsat plages af gigt og smerter i muskler og led. Konsekvensen er et massivt langtidssygefravær, som koster arbejdspladser og tabt produktion. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed (SIF) koster det mere end 58 mia. kr. om året, og alene i langtidssygefravær, mister vi årligt 22.000 årsværk på grund af muskelskelet smerter. Det er rigtig mange, og særligt i en tid hvor vi mangler arbejdskraft. Samtidig presser det sundhedsvæsnet med mange kontakter.
Siden 2001 er andelen af voksne, som har været meget generet af smerter i skulder, nakke, knæ, hofter eller lænd og ryg steget konstant, så det nu er mere end halvdelen af voksne danskere, som har været generet af disse muskelskelet smerter. Hver sjette voksne dansker er endda meget generet af disse smerter, og den udvikling fortsætter. Det er altså en stor del af befolkningen som berøres, og det har konsekvenser.
Ulighed og manglende fysisk aktivitet
Sundhedsprofilen viser desuden en markant social ulighed indenfor muskelskelet lidelser. De med de lange uddannelser oplever i langt mindre grad smerter, end de med længere uddannelser. Og de stillinger, som samfundet mangler arbejdskraft til, er i høj grad også job, som typisk besættes af mennesker med en kortere uddannelse.
Det er stadig mindre end halvdelen af danskerne, der lever op til anbefalingerne om fysisk aktivitet. Det er i sig selv en risikofaktor for udviklingen af smerter.
Overset folkesygdom – det kræver handling
Mange af de store folkesygdomme, som mange dør af, har egne handlingsplaner og får stor politisk og samfundsøkonomisk opmærksomhed. Det er godt og vigtigt. Men lidelser og sygdomme i muskler og skelet er i dén grad en folkesygdom med enorme menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Udfordringer vi som samfund ikke har råd til ikke at gøre noget ved, hvis vi skal sikre os tilstrækkelig arbejdskraft i fremtiden.
Desværre fylder problemstillingen omkring lidelser i muskler og skelet ikke meget i den offentlige sundhedsprioritering. Derfor kræver vi som bred alliance af aktører nu handling. Vi håber at den kommende regering vil prioritere muskelskeletområdet som det næste store sundhedspolitiske projekt og lave en sammenhængende handlingsplan for muskelskelet-området.
Indhold i kommende handleplan
Vi er glade for, at der kommer en kronikerpakke for lænderygsmerter, men det er desværre kun en lille del af det samlede problem, det løser.
Vi mener, at en ny handleplan skal indeholde:
Forebyggelse
Vi skal forebygge, at så mange udvikler muskelskelet smerter så tidligt. Her er behov for at lave stærke alliancer med civilsamfundet, med erhvervslivet og kommunerne, både i forhold til at få flere til at deltage i fritidsaktiviteter, men også for at støtte, at flere laver fysisk aktivitet på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Og så skal kommunerne have en langsigtet plan for at indrette deres byrum, så flest muligt kan vælge en aktiv transportform inde i byerne.
Tidlig indsats
Det er vigtigt, at mennesker med generende smerter gennem længere tid får den rette hjælp til at opretholde en hverdag. Derfor er det vigtigt at sætte tidligt ind med rette hjælp. Indsatsen kan variere fra information, til vejledning og til egentlig behandling hos fx fysioterapeut eller ergoterapeut En tidlig indsats vil være en investering, som kan betale sig på bundlinjen, så tusindvis af danskere ikke skal trække sig fra arbejdsmarkedet for i stedet at leve et liv med smerter. Det skal en handleplan tage hånd om.