Det er snart sidste chance, hvis du vil med til verdens største firmaidrætsbegivenhed – her i Danmark
16. FEBRUAR 2026
Tilmeldingen til World Company Sport Games lukker søndag den 1. marts, så det er ved at være sidste chance, hvis du og dine kollegaer skal repræsentere Danmark til verdens største firmaidrætsbegivenhed.
Arbejdspladser fra hele verden rejser den 10.-14. juni 2026 til Frederikshavn for at deltage i World Company Sport Games. I fem dage forvandles byen til et internationalt event for breddeidræt, hvor deltagerne krydser klinger i 29 idrætsgrene – og hvor fællesskab og kollegialt sammenhold er den røde tråd.
Bag begivenheden står Arena Nord, Dansk Firmaidræt, Sport Event Denmark og Frederikshavn Kommune på vegne af World Federation for Company Sport. Sammen forventer de, at op mod 3.500 deltagere hopper ud af arbejdstøjet og i stedet træder ind på baner, i haller og endda på Palmestranden til en fælles, aktiv oplevelse.
Åbnings- og afslutningsceremoni sætter scenen for idræt og sammenhold
World Company Sport Games 2026 skydes i gang onsdag den 10. juni 2026 med et brag af en åbningsceremoni – med journalist Stéphanie Surrugue som vært. Her fyldes Frederikshavn Stadion – hvis sommervejret arter sig – med farver, faner og forventning, når deltagerlandene marcherer ind samlet og præsenterer sig i nationaltøj.
De følgende 3 dage summer Frederikshavn af bevægelse. Deltagerne konkurrerer i 29 idrætsgrene i hele kommunen, medaljer finder nye ejere og relationer bliver skabt og styrket. Når dagens discipliner er afsluttet, fortsætter fællesskaberne til fællesmiddage og sociale arrangementer, hvor relationer knyttes på tværs af arbejdspladser og landegrænser.
Lørdag aften den 13. juni samles alle deltagerne igen – denne gang til afslutningsceremonien, der markerer en festlig afrunding på firmaidrætsbegivenheden.
80 års dansk firmaidrætstradition fejres med kolleger fra hele verden
World Company Sport Games er verdens største firmaidrætsbegivenhed. At eventen bliver afholdt i Danmark i netop 2026 falder sammen med et jubilæum: I 80 år har Dansk Firmaidræt arbejdet for at bringe bevægelse ind i arbejdslivet – på arbejdspladser, ungdomsuddannelser og i mere end 75 lokale firmaidrætsforeninger landet over.
“Vi ser frem til at vise kolleger fra hele verden, hvordan vi dyrker firmaidræt i Danmark – og til at invitere arbejdspladserne med ind i vores forenings- og firmaidrætsfællesskab.”
Én af den danske arbejdspladser, der har meldt sin ankomst, er Grundfos, der i mere end 60 år har dyrket kollegamotion i foreningen Grundfos Hobby Sport.
“Vi har i mange år deltaget ved både European og World Company Sport Games, og vi glæder os helt vildt til at være med igen – og specielt til at opleve det hele på dansk grund. Vi glæder os til fællesskabet – både internt blandt vores egne deltagere og til mødet med de mange sportsfolk fra andre virksomheder og lande. Det sociale aspekt er en stor del af oplevelsen. Udover det sportslige handler WCSG om at dele passion, styrke sammenhold og mærke den helt særlige stemning, der opstår, når så mange kulturer og mennesker mødes gennem sport. I hverdagen er vi aktive i flere turneringer under Dansk Firmaidræt – fra bowling til beachvolley. Dansk Firmaidræt er et stærkt forbund, som vi har stor glæde af, og som bidrager til, at vores medlemmer kan dyrke både fællesskab, motion og passion.”
Tilmeldingen til WCSG lukker søndag den 1. marts, og hvis du og dine kollegaer skal tage del festlighederne, er det dermed ved at være sidste chance.
Om World Company Sport Games 2026
-
Arrangeres af Arena Nord, Dansk Firmaidræt, Sport Event Denmark og Frederikshavn Kommune på vegne af World Federation for Company Sport.
-
Afvikles i Frederikshavn Kommune den 10.-14. juni 2026.
-
Der ventes op mod 3.500 idrætsdeltagere fra hele verden.
-
Der skal dystes i 29 forskellige sportsgrene.
-
Tilmeldingen lukker den 1. marts 2026.
-
Du kan læse mere og tilmelde dig på https://wcsg2026frederikshavn.dk/dansk/