1. Nyheder
  2. Debat: Nye partnerskabsråd skal sikre, at folkesundhedsloven ikke samler støv

Debatindlæg: Nye partnerskabsråd skal sikre, at folkesundhedsloven ikke samler støv

30. APRIL 2025

Debatindlæg: Nye partnerskabsråd skal sikre, at folkesundhedsloven ikke samler støv

Hvis den kommende folkesundhedslov skal skabe reel forandring, skal den forankres lokalt – dér, hvor livet leves. Det kræver samarbejde på tværs af sektorer og mod til at stille krav, skriver Dansk Firmaidræts direktør Mette Mandrup i et debatindlæg på Altinget.

Det er ikke nok, at staten sætter mål og retning for folkesundheden. Kommuner, arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og civilsamfundet skal inddrages aktivt. Derfor foreslår Dansk Firmaidræt, at kommunalbestyrelser vedtager en "Sundheds- og trivselsstrategi 2030", hvor der etableres tværsektorielle partnerskabsråd.

"Rådene skal sikre fælles retning, forpligtende samarbejde og evaluering af fremskridt," skriver Mette Mandrup. Målsætningerne bør være klare og ambitiøse – som fx at 20 % flere voksne skal være fysisk aktive og unges trivsel skal forbedres med 10 %.

Hun peger på, at motion i arbejdstiden gør en konkret forskel: "Halvdelen af dem, der deltager i motion på arbejdet, er ellers ikke fysisk aktive. Det sænker sygefraværet, øger produktiviteten og gør det lettere at blive i jobbet længere."

Erfaringerne fra Dansk Firmaidræt viser, at bevægelse og fællesskab ikke kun løfter sundheden, men også styrker sammenhold, læring og trivsel – både på arbejdspladsen og i ungdomsuddannelserne.

"Bevægelse er ikke et tilbud. Det er en naturlig del af dagen på både arbejde og under uddannelse," understreger hun og opfordrer politikerne til at handle:

"Grib chancen. Den kommer ikke igen lige med det første."