Gå til forsiden
  1. Foreninger & events
  2. Formandsvalg
  3. Formandskandidat: Pernille Aude

Formandskandidat: Pernille Aude

Pernille Aude stiller op til posten som formand for Dansk Firmaidræt ved Repræsentantskabsmødet den 22. november 2025.

Pernille Aude

Kort om Pernille Aude

Pernille Aude har siden 2023 været næstformand i bestyrelsen i Dansk Firmaidræt. Hun har været medlem af bestyrelsen siden 2019.

Pernille er også formand i Firmaidræt Slagelse.

Fra 2013-2016 var Pernille Aude salgschef og HR chef i Dansk Firmaidræt.

7 spørgsmål til formandskandidaten

Pernille Aude

Hvorfor skal repræsentantskabet vælge dig som Dansk Firmaidræts formand?

Fordi jeg brænder for firmaidrætten. Jeg ved – efter 13 år i Dansk Firmaidræt – hvad det vil sige at være frivillig og næstformand i bestyrelsen, frivillig og formand i min lokale forening, tidligere ansat på forbundskontoret og engageret politisk i vores internationale samarbejde. Jeg ved, hvad det kræver, når foreningerne skal have det hele til at spille sammen – frivillige, aktiviteter og økonomi. Jeg ved, hvilket økonomisk ansvar vi har i bestyrelsen – og som formand har jeg en klar idé om, hvordan vi fordeler midlerne optimalt og styrer forbundet i den rigtige retning. 

Dansk Firmaidræt har i dag en selvstændig eksistensberettigelse – og jeg vil arbejde for, at vi bliver ved med at have det. Det er vigtigt, at vi beholder vores selvstændige status som forbund, så vi får de bedste strukturelle og økonomiske rammer og muligheder for at gøre vores sag og mening gældende.

Repræsentantskabet skal også vælge mig, fordi jeg er den rette formand til at bygge videre på de mange gode tiltag og initiativer, vi har sat i søen de seneste år. Vi har haft modet til at tage hul på nogle svære diskussioner, og det har været med til at bevæge os i den helt rigtige retning. Som formand er et stærkt og tæt samarbejde med foreningerne, bestyrelsen, den strategiske ledelse og administrationen afgørende for, at vi kommer i mål. Jeg vil have fokus på alle vores foreninger (herunder det for mange foreningers vedkommende kommende generationsskifte), en stærk økonomi og politisk synlighed på alle niveauer. 

Hvad er de tre vigtigste mærkesager, du vil kæmpe for som formand for Dansk Firmaidræt?

Jeg vil kæmpe for:

·       · Styrket samarbejde og fortsat udvikling mellem foreninger, forbund og bestyrelsen.

·       · Endnu bedre samarbejde om relationer til arbejdspladser og kommuner.

·       · Større synlighed og politisk interessevaretagelse

Styrket samarbejde mellem foreninger, forbund og bestyrelsen:
Jeg vil kæmpe for at styrke samarbejdet mellem foreninger, forbund og bestyrelse. Vi – i bestyrelsen – skal kunne hæve os op i helikopteren, men vi skal også have en tættere dialog med foreningerne og forholde os til konkrete sager, der optager dem. Her er det især, at formanden kan gøre en forskel som fuldtidsformand, og fungere som talerør til den øvrige frivillige bestyrelse. Kommunikationen går begge veje. Vi skal opsøge dialogen med foreningerne, og foreningerne skal række ud til os, hvis de har spørgsmål eller udfordringer, så vi sammen kan finde løsninger. Hvis jeg som formand – og vi som bestyrelsen – skal handle, skal vi vide, hvad der rør sig. Vi har et fælles ansvar for at få samarbejdet til at lykkes.

Endnu bedre samarbejde om relationer til arbejdspladser og kommuner:
Jeg vil også kæmpe for, at vi får samarbejdet omkring virksomheder og kommuner til at køre bedre. Når forbundet har en dialog med arbejdspladser og kommuner, skal vi sikre, at foreningerne altid er med ombord. Vi skal bygge bro mellem arbejdspladser og foreninger. Vi er båret af frivillighed og mange foreninger har ikke ressourcerne til at række ud i dagtimerne. Vi skal udnytte, når der er en åbning til en arbejdsplads, og det kan firmamedlemskabet og skolemedlemskabet blive en løftestang til. Det er vigtigt, at vi ikke taber nogen – også når den nye tilskudsmodel forhåbentlig bliver stemt igennem.

Større synlighed og politisk interessevaretagelse:
Vi er godt i gang med det politiske arbejde, som jeg er en del af. Det skal vi blive ved med – politikerne skal vide, hvorfor de skal tage fat i netop os, når det handler om motion og bevægelse på arbejdspladsen og på ungdomsuddannelserne. Vi skal fortsætte det gode politiske arbejde, og jeg vil som formand tegne forbundet udadtil på Christiansborg og i andre sammenhænge. Som formand skal man vise flaget, være dér hvor der sker – og gøre sin mening gældende.

Dansk Firmaidræt har i Strategi 2027 formuleret en ambition om at opnå en stor medlemsvækst de kommende år. Hvor mener du, at det er vigtigst for firmaidrætten at sætte ind for at nå vores mål om 450.000 medlemmer i 2027?

Firma- og skolemedlemskabet kommer til at spille en vigtig rolle. Det er vigtigt, at vi hæver vores medlemstal, når vi forsat skal være en selvstændig organisation. Vi skal have et skarpt blik på, hvordan vi gør vores medlemsaktiviteter attraktive for arbejdspladser og kommuner. Sammen med Idræts- og Aktivitetsudvalget har vi udviklet Firmamedlemskabet. Firmamedlemsskabets styrke er, at det bygger på nationale byggeklodser, og så bygger vi ovenpå med de lokale byggeklodser. Dét er stærkt. Og det bliver overskueligt og attraktivt at præsentere vores aktiviteter på en ny måde, og samtidig kan alle foreninger uanset størrelse og ressourcer være med.

Hvor ser du de største muligheder og udviklingspotentialer for Dansk Firmaidræt i de kommende år?

Jeg ser store udviklingsmuligheder i vores evne til at koble motion på arbejdspladsen med alt det, vi lokale foreninger kan tilbyde. Det er dér, hvor vi virkelig adskiller os fra alt og alle.

Vores ungeudvalg kommer også her til at spille en vigtig rolle. De har formået at bygge deres udvalg op fra bunden og har med udviklingen af bl.a. demokratifitness og afholdelse af relevante webinarer omkring sociale medier formået at vække foreningernes nysgerrighed. Det er godt at se, at flere foreninger har fået øjnene op for de sparringsmuligheder, der er tilgængelige, når det gælder vores aktive ungeudvalg.

Derudover har jeg store forventninger til vores nye incitamentstyrede tilskudsmodel, som jeg håber, repræsentantskabet vil stemme igennem den 22. november.

Vi har haft modet til at tænke ud af boksen, og FUU har grebet bolden og har med ildhu, engagement og nytænkning udviklet en spændende model. Samtidigt har de formået at inddrage foreningerne og lyttet til kritik og gode forslag – ændret og tilpasset og står nu klar med en præsentationsværdig model.

Vi er nødt til at tilpasse os, og vi er nødt til at have modet til at skære dér, hvor vores nuværende tilskudsmodel ikke giver mening – og ikke giver mere aktivitet eller flere medlemmer. Vi ønsker, at flere af vores foreninger får mere gang i arbejdspladser og ungdomsuddannelser og bliver bæredygtige i sig selv frem for at overleve på tilskud fra forbundet.

Vi ønsker øget samarbejde på tværs af foreningerne og at frigive kapacitet til vækst i foreningerne. Med Front Runner-foreningerne håber vi også på, at de stærke foreninger kan udvikle aktiviteter og events, som mindre foreninger kan kopiere i højere grad end i dag.

Ja, vi mister alle en del af vores direkte tilskud, men dette ikke er en spareøvelse. Selv om det direkte tilskud bliver mindre, er der adskillige andre og nye muligheder for at opnå yderligere tilskud, således at den reelle forskel fra det tidligere tilskud ikke bliver så stor. Det er en nødvendig omlægning, som på sigt gerne skulle bane vejen for en mere effektiv og fremtidssikret drift af foreningerne.

I stedet for manuelle processer og afhængighed af kontorhjælpstilskud investerer vi i digitale løsninger, der både sparer tid og ressourcer. Med integrationen af e-conomic, F-Medlem, F-CMS og F-Shop, får foreningerne gratis adgang til værktøjer, der automatiserer administrationen og frigør kapacitet til udvikling og vækst. Jeg ser dette som en klar og nødvendig investering i fremtiden og fællesskabet.

Hvordan vil du som formand arbejde med at styrke det fælles ’vi’ i Dansk Firmaidræt – så vi styrker vores sammenhold og sammen står stærkere i kampen for flere aktive arbejdsliv – fra praktik til pension?

Jeg vil først og fremmest arbejde med, hvordan vi samarbejder med foreningerne om arbejdspladserne og kommunerne. Dét, vi gør på forbundskontoret, skal altid have relevans for foreningerne. Det er en svær opgave at være lige relevant for alle, når foreningerne er så forskellige. Men vi skal kunne ramme og favne alle. Det bliver vigtigt, at der er masser af hjælp at hente for foreningerne, når vi skal have omsat skole- og firmamedlemskaberne – og forankre dem som forening. I min dialog med foreningerne oplever jeg stor velvilje: ’Vi vil rigtigt gerne tage fat, men hvordan griber vi det an?’. Dét skal vi hjælpe foreningerne med. Vi skal arbejde med spørgsmålet: ´’Hvordan præsenterer vi bedst alt det, vi kan, når der er etableret en dialog med arbejdspladser, skoler og kommuner?’. Det kan der være mange løsninger på. Forbundet kunne f.eks. udbyde nogle webinarer, hvor vi sammen træner os i præsentationen og dialogen. Hvor vi viser eksempler på, hvordan firmamedlemskabet bliver relevant i den enkelte forening.

Hvordan ser du firmaidrætsforeningernes rolle i at skabe flere aktive arbejdsliv – fra praktik til pension?

Dét, vi kan tilbyde arbejdspladserne og skolerne, er helt unikt. Aktive, stærke fællesskaber, som er med til at skabe aktive arbejdsliv med færre sygedage, højere produktivitet og større trivsel. Vi kender alle de positive effekter, og vores foreninger har her helt særlige kompetencer. Derfor er foreningerne en dygtig og vigtig samarbejdspartner for arbejdspladserne i kampen for flere aktive arbejdsliv – fra praktik til pension.

Og så er det vigtigt, at vi sammen har fokus på at øge vores synlighed, så endnu flere får øjnene op for alt det, vi kan tilbyde – og for den store forskel, vi gør hver dag. Vi arbejder hele tiden med det, og senest i forbindelse med at formulere firmaidrættens kernefortælling.

Hvordan vil du sikre en fortsat stærk sammenhængskraft i den strategiske ledelse?

Vi er allerede rigtigt godt på vej i den strategiske ledelse. Vi har vores to årlige fysiske 2-dages møder og derudover 4 online koordineringsmøder, hvor vi diskuterer, hvad der rør sig i de enkelte udvalg – og hvor vi sparrer med hinanden om, hvordan vi kan blive endnu bedre.

Vores fælles strategi er endnu et godt værktøj som udgangspunkt for vores arbejde i den strategiske ledelse, og det vil jeg arbejde videre med som formand. Vi har formået at skabe en rød tråd i arbejdet – med udgangspunkt i vores strategi – på tværs af bestyrelsen og udvalg. Vi løber alle i samme retning.

Kontakt kandidaten

Har du spørgsmål til Pernille Aude om hendes kandidatur til formandsposten? Så tøv ikke med at kontakte hende.

pa@firmaidraet.dk // 20 32 66 19

Mød de andre formandskandidater