Gå til forsiden
  1. Foreninger & events
  2. Formandsvalg
  3. Formandskandidat: Lotte Reffs

Formandskandidat: Lotte Reffs

Lotte Reffs stiller op til posten som formand for Dansk Firmaidræt ved Repræsentantskabsmødet den 22. november 2025.

Her kan du lære hende bedre at kende frem mod valget:

  • Lotte Reffs' svar på 7 spørgsmål om sit kandidatur
  • Hendes firmaidræts-CV
  • En kort kandidat-præsentationsvideo
Lotte Reffs
'>

Firmaidræts-CV

Her kan du læse kandidatens firmaidræts-CV, som også er udsendt sammen med det digitale mødemateriale forud for Repræsentantskabsmødet.

Lotte (1)
7 spørgsmål til formandskandidaten

Lotte Reffs

Hvorfor skal repræsentantskabet vælge dig som Dansk Firmaidræts formand?

Jeg kender hverdagen i firmaidrætten og jeg er foreningsmenneske helt ind i hjertet. Min erfaring fra foreningslivet har vist mig vigtigheden af et stærkt fællesskab og et forbund, der arbejder tæt sammen med foreningerne.

Hvad er de tre vigtigste mærkesager, du vil kæmpe for som formand for Dansk Firmaidræt?

Mine tre vigtigste mærkesager er inden for tre emner; fællesskab og fremdrift, forbund og synlighed og politisk profil.

1) Fællesskab og fremdrift
Foreninger og forbund skal arbejde tættere sammen. Konsulenterne skal mere ud i foreningerne for på den måde at få et større kendskab til hverdagen og de udfordringer, der kan være.
Vi skal sammen tænke på vækst, og konsulenterne skal sammen med foreningerne afsøge muligheder for nye samarbejder med virksomheder og ungdomsuddannelser.

Der skal støttes op om de foreninger, der kan blive ramt økonomisk, hvis og når den nye tilskudsmodel bliver stemt igennem. Det er vigtigt at sige, at ”ingen bliver efterladt på perronen”.
Vi skal række ud til de unge og yngre og vise den gode fortælling om firmaidrætten, foreningerne og fællesskabet.

2) Forbund
Vi skal arbejde målrettet med Strategi 2027 og fremdrift.
Bestyrelsen skal være synlig for foreningerne, og bestyrelsesmedlemmernes arbejdsopgaver skal være tilgængelige på hjemmebanen.

Som formand skal jeg være synlig i hverdagen og møde ind på forbundskontoret 1-2 dage om ugen.
Vi skal inddrage de strategiske udvalg i dele af bestyrelsesmøderne, og vi skal kommunikere den overordnede strategi ud for ledelsen og de ansatte, så arbejdsopgaverne er tydelige og præcise.

3) Synlighed og politisk profil
Vi skal være helt skarpe på vores kernefortælling, og vi skal være mere synlig på vores mærkesager om forebyggelse, sundhed og motion på arbejdspladsen og på ungdomsuddannelserne.
Vi skal være virksomhedernes og ungdomsuddannelsernes førstevalg, når det handler om bevægelse og motion.

Vi skal have kollegamotion i arbejdstiden som en del af arbejdsmiljølovgivningen. Det gør vi via vores indsats på Christiansborg.
Endelig skal vi styrke vores relationer til folketingsmedlemmer, DIF og DGI samt til nuværende og fremtidige partnerskaber.

Dansk Firmaidræt har i Strategi 2027 formuleret en ambition om at opnå en stor medlemsvækst de kommende år. Hvor mener du, at det er vigtigst for firmaidrætten at sætte ind for at nå vores mål om 450.000 medlemmer i 2027?

Det gør vi ved at få godkendt tilskudsmodellen og afsætte penge og ressourcer til de frontrunner-foreninger, der ønsker at påtage sig rollen.

Vi skal samtidig støtte de foreninger med potentiale, som blot mangler det sidste skub. Det kunne for en stund være en konsulent, som er med til at understøtte foreningernes kontakt til virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

De unge og yngre skal have en stemme ved at skabe rum for dem og tage deres idéer alvorligt. Sådan sikrer vi fornyelse og udvikling.

Hvor ser du de største muligheder og udviklingspotentialer for Dansk Firmaidræt i de kommende år?

Det ser jeg især i vores frontrunner-foreninger. De har allerede stærke forudsætninger og får desuden tilført støtte, såfremt tilskudsmodellen bliver vedtaget – både økonomisk og i form af viden, netværk og konsulenthjælp. Det betyder, at de har tid, overskud og handlekraft til at afprøve nye idéer og løfte deres arbejde til et endnu højere niveau. Derfor er det også netop her, vi med fordel kan sætte ind og udvikle yderligere, fordi grundlaget er på plads, og potentialet for vækst er stort.

Det vil derimod ikke være konstruktivt at stille krav om udvikling til en forening, som allerede er presset og har oplevet tilbagegang de seneste år. Her kan fokus i første omgang være på at styrke driften og sikre de rette rammer, så foreningen senere kan bygge videre og udvikle.

Hvordan vil du som formand arbejde med at styrke det fælles ’vi’ i Dansk Firmaidræt – så vi styrker vores sammenhold og sammen står stærkere i kampen for flere aktive arbejdsliv – fra praktik til pension?

I tråd med mine mærkesager gør vi det først og fremmest ved en synlig bestyrelse og et synligt samarbejde med ledelsen – og så skal vi inddrage foreningerne mere i, hvilke projekter og initiativer der er i gang i forbundet.

Fra forbundet skal vi tydeliggøre og fortælle, hvad der sker ude i vores foreninger, så foreningerne netop oplever, at vi er et samlet ’vi’.

Eksempelvis kunne jeg godt tænke mig, at vi på forbundets sociale medier havde endnu større fokus på at kigge ud mod foreningerne, fordi forbundets sociale medier har en meget større rækkevidde end fra den enkelte lokale foreningens sociale medier. Jeg var for nylig meget glad for, at forbundet delte, at vi havde Mud Races i hele landet – det er et stærkt signal, og det vil jeg gerne have endnu mere af.

Jeg synes på nuværende tidspunkt, at der er for langt mellem forbund og foreninger.

Naturligvis er det meget vigtigt, at vi kommunikerer til omverdenen, at vi er på Christiansborg, til netværksmøder, til konferencer, ude på de store, statslige virksomheder og lignende, men jeg synes, det er lige så vigtigt, at vi bliver ved med at huske vores foreninger og alle vores foreningshistorier på forbundets sociale medier. 

Hvordan ser du firmaidrætsforeningernes rolle i at skabe flere aktive arbejdsliv – fra praktik til pension?

Vi skal understøtte de små og mellemstore foreninger med konsulentbistand og nye idéer til at nå virksomhederne.

Forbundet skal samtidig være tæt på og opmærksom på, hvad der sker i foreningerne og hjælpe dem med at justere deres strategi og vision i tråd med den samlede retning.

Vi skal støtte de foreninger uden ansatte, som kan have svært ved at nå ud til virksomheder og uddannelsesinstitutionerne i kampen om flere aktive i arbejdslivet.

Hvordan vil sikre en fortsat stærk sammenhængskraft i den strategiske ledelse?

Jeg ønsker flere fællesmøder mellem de strategiske udvalg, ledelsen og bestyrelsen, så vi får et tættere samarbejde og en bedre koordinering på tværs.

Når vi arbejder med vigtige emner som tilskudsmodel, firmamedlemskaber, og hvordan vi får unge ind i foreningerne, hænger tingene tæt sammen.

Derfor skal vi også mødes og drøfte, hvordan vi kan samle trådene og præsentere en fælles retning.

Kontakt kandidaten

Har du spørgsmål til Lotte Reffs om hendes kandidatur til formandsposten? Så tøv ikke med at kontakte hende.

fih@firmah.dk / 40 16 61 77

Mød de andre formandskandidater