Optakt til formandsmøde
Podcast

 

Som optakt til formandsmødet kan du her lytte en podcast, der giver dig et godt indblik i, hvad du skal glæde dig til. Og til at give dig det bedste indblik, har Søren Willeberg inviteret vores formand Peder Bisgaard i podcast-studiet til en snak om, hvordan vi har brugt 3,5 millioner kroner, om troen på fremtiden, om at snøre de indendørs fodboldsko og om at flytte sig og være modig. 

  

Du lytter til podcasten ved at klikke lige herunder. Vil du hellere læse end lytte, så kan du læse podcasten her på siden.

 

God fornøjelse!

 

- Peder, vi skal jo optage en podcast, der leder op til formandsmødet - og måske sidder dig, der lytter med og tænker, hvorfor gør vi egentlig det? Men det er jo faktisk hverken din eller min idé, Peder. Det var en idé, som kom fra en frivillig i den strategiske ledelse, der gav os det input: Måske skulle vi lave noget af styrelsens orientering på forhånd, så man både kunne få noget inspiration og information på forhånd - og den idé har vi taget til os. 

 

 - Så Peder, lad os kaste os ud i det. 

- Peder, som optakt til det første tema, hørte vi Thomas fra ROFI fortælle om deres walkathon, som i 2022 har givet nogle fantastiske oplevelser i Ringkøbing, men hvad med dig og styrelsen? Hvad har været jeres særlige wauw-oplevelser, når I kigger tilbage på 2022?

 

- Når vi i styrelsen kigger tilbage på 2022, så er der særligt tre områder, som har haft meget fokus.
For det første har vi glædet os utrolig meget over den forøgede og fornyede lokale aktivitet, der er skabt gennem midlerne i lokalforeningspuljen. Vi synes helt klart, det er fedt, at vi har fået midler rundt om i landet ti lokale foreningsaktiviteter.

Der er udbetalt næsten 3,5 mio. kr. til 70 lokale tiltag i 39 foreninger. Mange af ansøgningerne har handlet om at starte nye aktiviteter, som fx fitdance i Storkøbenhavn, yoga i Guldborgsund, bordtennis i Esbjerg, bueskydning i Skive eller jumping fitness i Frederikshavn.

Men bevillingerne dækker også meget bredere og omfatter fx indkøb af bordtennisborde i Aalborg, et nyt lydanlæg i en spinningshal i Holstebro, bowls- og shuffleboardanlæg i Ebeltoft, outdoor fitness lab i Hillerød, teknikbane til mountainbike i Thy og overtagelse af et fitnesscenter i Holstebro.
Selvfølgelig har der også været forskellige initiativer til at rekruttere både deltagere og frivillige ude i foreningerne. 

 

- Så har vi fået en ny regering, og dermed har vi også haft mulighed for at sætte fokus på vores mærkesager. For kort før regeringsskiftet besluttede vi at sætte fokus på vores mærkesager med blandt andet enklere og nemmere overskrifter, så de i den politiske verden nøjagtig ved, hvad Dansk Firmaidræt står for.
Vi har valgt fire mærkesager, som er: Væk med barrierer for foreningslivet, motion på alle ungdomsuddannelser, mere lighed i sundhed og forebyggelse af nedslidning med motion. Og det er de fire mærkesager, som vi kører ud med. 

Derfor var det også en glædelig konstatering, men det var også en gave til os, at vi i det nye regeringsgrundlag kunne finde os selv med netop de fire mærkesager. Vi har derfor et fantastisk grundlag for at komme i dialog med ikke bare det nye Folketing, men også med regeringen. 

 

- Peder, når du nu taler om vores mærkesager og Folketinger, så ved jeg, at du sammen med vores generalsekretær, Mette Mandrup, allerede har haft de første møder med nogle af de nye folketingsmedlemmer. Hvad er dit indtryk for møderne, når I bringer vores mærkesager frem på dagsordenen? 

 

- Det er helt klart vores indtryk, at det bliver godt modtaget. For det første er det overskueligt, at vi kun har fire mærkesager, og så får politikerne et billede af Firmaidrætten, som de nok ikke havde tidligere. For det er lidt sjovt, når vi mødes med politkerne, så kender de os egentlig ikke så meget, men når man så går ind til benet, så viser det sig, at de jo alle sammen har spillet firmafodbold eller kender formanden for foreningen hjemme fra lokalområdet.
Ved, at vi peger på de her fire mærkesager, så har de alle sammen et eller andet konkret at tage med sig ind i Folketingssalen, og det er vi glade for, at vi kan hjælpe med.


 

- Sidst, men ikke mindst, så har vi også været meget aktive på det internationale område. Det nævner jeg, for på det internationale plan, så ser jeg tilbage på et år, der både var et øv-år, men samtidig også et jubelår.

Øv, fordi vi trods en ihærdig indsats sammen med Frederikshavn Kommune og Sport Event Danmark, desværre ikke fik tildelt European Company Sport Games i 2025, men til gengæld fik vi tildelt World Company Sport Games i 2026. Altså, firmaidrættens verdensorganisations svar på de olympiske lege.

Så derfor var 2022 også et jubelår set med internationale øjne, og det glæder vi os over, og jeg ved, at man glæder sig utrolig meget til det i Frederikshavn. 

- Peder, vi skal også se lidt frem ad banen. Hvad tænker du og styrelsen er de allervigtigste og mest spændende områder, som 2023 gerne skal bringe os i Firmaidrætten?

 

- Hvis jeg skal kigge lidt fremad, så står der fire ting og blinker foran mig, og det ene, det er noget, vi allerede har gang i - nemlig dialogmøderne med foreningerne.
Jeg har jo sammen med Pernille Aude været rundt i en hel del udvalgte foreninger rundt om i landet i forbindelse med strategifornyelsen. Vi har faktisk været rundt og besøge omkring 20 foreninger. Og vi har mødt rigtig mange glade og tilfredse formænd og frivillige ledere. Frivillige, der med ild i øjnene, begejstret har fortalt om deres lokale aktiviteter, men også har fortalt om de bekymringer og udfordringer såsom; manglende frivillige, et ønske om fornyelse i bestyrelserne, udfordringer med bureaukratisk bøvl samt ønsket om flere deltagere og medlemmer.
Det har været fantastisk at møde den energi og tro på fremtiden blandt foreningerne.

 

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på den forskellighed, som vores foreninger arbejder på. Det kan blandt andet skyldes forskellen i de forskellige faciliteter, som foreningerne har til rådighed. Det vil sige, at der er nogen, der har egne faciliteter, og nogen har ikke. Nogen foreninger arbejder også meget traditionelt, mens andre, som fx Skanderborg og Højfyn - arbejder på en helt anderledes og alternativ måde. Derudover har vi fx ROFI i Ringkøbing, der med eget idrætscenter, har helt unikke muligheder. Men fælles for alle foreningerne er, at de har øje for, at det er arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, der er vores målgrupper.

 

- Så jeg vil godt her sige tak for de gode og konstruktive snakke, Pernille og jeg har haft ude i foreningerne. Vi glæder os til at fortsætte dialogrunden. 

 

- Peder, du startede med at fortælle, at der er fire ting, der står og blinker foran dig i forhold til 2023. Tillad mig at gætte, at den ene af de fire ting er den strategifornyelse, som har fyldt meget i hele 2022, men jeg tænker også, at den skal fylde i 2023?

 

- Ja, der er er ingen tvivl om, at vores kommende strategi kommer til at fylde meget. Og netop derfor håber jeg, at foreningerne virkelig kan genkende deres input fra sidste formandsmøde, fra landsdelsmøderne og sidst men ikke mindst fra dialogmøderne. For ord ikke er nok. Nu skal der altså mere handling til - og så tror jeg virkelig, at den nye strategi, den bliver den bedste, vi nogensinde har udarbejdet. Så derfor glæder jeg mig utrolig meget til, at vi skal drøfte videre om strategien her på det det kommende formandsmøde. 

 

- Peder, lige inden vi gik ind i studiet her, fortalte du mig, at udlodningsloven også er en af de ting, som du og styrelsen har fokus på her i 2023. Kan du sætte lidt flere ord på det?

 

- Udlodningsloven er jo den lov, der giver os penge til at drive vores lille virksomhed. Derfor er det et punkt, som vi skal have meget fokus på, og det er også derfor, at vi gør alt for at skabe gode relationer både til de øvrige beløbsmodtager, men også til det politiske landskab. Det er vigtigt, at de også får en opfattelse af, at vi ikke bare er som de andre, men at vi har vores egen agenda at gå efter.

 

- Peder, det vi lige hørte her, var et lille klip med vores tidligere kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, som vi havde med til Arbejdspladsernes Motionsuge sidste år. Vi havde hende med på en gåtur i Aalborg sammen med Aalborg Firmaidræt og Spar Nord. Hvad med dig, Peder? Var du selv ude og mærke noget til motionsugen? 

 

- Ja, det var jeg. Jeg var faktisk ude og opleve noget hver dag. Jeg havde endda også de indendørs fodboldsko på en af dagene.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, for jeg kunne ikke gå to dage efter, men sådan er det jo.
Det var virkelig fantastisk at være rundt og se den energi og den måde, man hyggede sig på, men samtidig også tog det alvorligt, at det altså var motion, vi havde med at gøre.

 

- Så Peder, er der noget, du tænker, skal fylde særligt i 2023, når vi igen har motionsuge i uge 41?

 

- Måske ikke noget særligt, men jeg kan jo ikke lade være med at se på den flotte fremgang, der har været med hensyn til deltagelsen. Den kan man jo kun sætte store forventninger til i 2023, for der er i hvert fald en klar og stigende interesse, og derfor er det også en af de ting, som foreningerne bør tage til sig. Ikke nødvendigvis med nye og tilrettede aktiviteter. Det er der mange, der gør - heldigvis, men har man ikke kræfter til det, så håber jeg, at foreningerne bare vil byde ind med det, de i forvejen udbyder i uge 41. Så er de også med i fællesskabet.
Og det var heldigvis også en af de ting, som foreningerne gav håndslag på i forbindelse med dialogerne på landsdelsmøderne, at de gerne vil byde ind på den måde.

- Peder, så fik vi lige en lille lydbid til, og det er fordi, vi skal videre til det næste tema, og det er fremtidens firmaidrætsforeninger. 
Citatet
 her er med Maja, der er frivillighedschef på Smukfest eller Skanderborg Festival, som nogen kender det. Maja besøgte her i januar vores workshop for foreningerne, som havde netop fremtidens firmaidrætsforeninger som omdrejningspunkt. Maja havde en rigtig god fornemmelse af den gode energi, der er lige nu i vores foreninger.
Maja satte ord på, at der selvfølgelig også findes firmaidræt i alle mulige nye former - også i 2027. Foreningerne havde en rigtig god dag i januar sammen, da vi satte fokus på fremtiden.

 

- Men Peder, jeg er lidt nysgerrig på, hvad du og styrelsen tog med fra denne workshop?

 

- Først og fremmest vil jeg sige, at vi havde en fantastisk dag. Det var en anderledes workshopdag, vil jeg gerne sige. Men jeg blev i hvert fald bestyrket i, at vi er nødsaget til at se i øjnene, at ”plejer” er død. Vi skal turde nytænke. Vi skal turde gå ny veje.

Så skal vi måske også udfordre systemet lidt, og her tænker jeg blandt andet på Folkeoplysningsloven, når vi fx taler om nye medlemsbegreber. Så suger jeg også til mig, at for at få nye frivillige eller for at fastholde de nuværende, så skal det være sjovt, det vi laver.

Det skal være fleksibelt, og så skal man føle et fællesskab. Man skal føle, at man er med i et fællesskab, og det fællesskab skal man så videreføre til, at man også oplever en stolthed ved at være med eller ved at have lavet eller gennemført et event for eksempel.

På aktivitetssiden fanger jeg, at det handler mere om kvalitet i vores aktiviteter end om kvantitet. Den er vi måske i dag ikke så gode til at efterleve, men det skal vi fremadrettet. 

 

- Peder, oplevede du, at de 62 deltagere, der var med fra de 30 foreninger, var klar til at smide ”plejer” over venstre skulder?

 

- Nu har vi jo ikke efterfølgende lavet en decideret evaluering, men bare da vi sagde farvel til hinanden, så kunne jeg jo både høre og se på deltagerne, at dét her, det havde været en dag, der flyttede noget, og at de var klar til at flytte sig. Så jeg er helt sikker på, at den tog de til sig.

 

- Peder, det vi lige hørte her, var jo faktisk et klip med dig fra for næsten præcis et år siden. Kan du huske, hvor du stod henne her på klippet? 

 

- Jamen det var jo til formandsmødet. Det var en fantastisk dag, hvor man stod i den store sal fyldt med energi, vil jeg gerne sige.

Vi vandrede rundt fra station til station og kom med gode input om strategiperioden, og hvordan vi skulle arbejde fremadrettet. 

 

- Ja, Peder - faktisk var seancen med plancherne på formandsmødet sidste år med til at kickstarte hele processen omkring vores strategifornyelse. For fra januar 2024 skal vi have fornyet vores strategi. Vi kan faktisk sige, at vores nuværende strategi udløber med året 2023. Så hvad kan vi egentlig glæde os til på formandsmødet, når vi taler om strategifornyelsen?

 

- Jeg vil starte med at sige, at vi jo flere gange har sagt, at vi skal handle vores strategi god. Det er nok det, vi skal tage udgangspunkt i.
I hvert fald så glæder jeg mig helt vildt til, at vi skal drøfte det på formandsmødet. Og så vil jeg sige, at jeg altid glæder mig over foreningens engagerede involvering.

De har været på banen hele vejen i processen med strategien og har haft mulighed for at give feedback allerede tidligt i processen. Det er vigtigt, at vi tager den grundige snak allerede nu, selvom det først er noget, vi skal beslutte endeligt på repræsentantskabsmødet i november. Kort sagt, så skal strategien give mening, og værdi, i alle egne af Danmark - helt fra Hirtshals til Nakskov. 

Til sidst, så vil jeg godt sige, at jeg håber på, at vi fra i morgen, og nu regner jeg med, at vi sidder her søndag morgen efter en god aftenfest - jamen fra søndag morgen taler vi kke mere om os og dem, eller dem over i Nyborg. Jeg håber, at vi en gang for alle kan blive enige om, at vi alle er sammen om at være Dansk Firmaidræt.

 

- Nå Peder, vi er ved at være ved vejs ende i den her debut af en podcast, og formandsmødet står faktisk for døren. Hvad glæder du dig allermest til, når gode foreningsfolk fra hele landet igen strømmer til Nyborg? 

 

- Først og fremmest så glæder jeg mig altid til at mødes med foreningsformændene. Det er altid en ”fest”, når vi mødes. Ellers så vil jeg sige, at vi har virkelig gjort os umage for, at oplevelsen til formandsmødet i år, den bliver mere... skal vi kalde det samskabende og drøftende, end vi tidligere har oplevet. Vi skal tale sammen, vi skal være nysgerrige sammen, og så skal vi være modige.
Jeg glæder mig til at møde den samme energi, som vi både har hørt i klippet, men også den energi, jeg har oplevet ude ved dialogmøderne.

Det er energi i at drøfte strategi og fremtidens firmaidræt. Den gode dialog og de stærke drøftelser på formandsmødet, det er en af vores vigtigste grundsten. Det er det, vi kan sammen.

 

- Tak for det, Peder, og tak for det her oplæg forud fra formandsmødet.

 

Vi ses i Nyborg!

Credit