Arbejdspladsernes Motionsuge 2022
Vi kigger tilbage på en forrygende motionsuge

Sved, smil, sjov og sammenhold! Vi ser tilbage på en helt forrygende Arbejdspladsernes Motionsuge, hvor over 74.000 kolleger har dyrket sammenholdet. Tak til alle jer, der satte gang i Danmark sammen med os.

Se med her, og få en aktiv smagsprøve på noget af alt det sjove, der foregik ude på landets arbejdspladser og i firmaidrættens foreninger i løbet af ugen.

Vi ses igen i uge 41 2023.

Events i firmaidrætsforeningerne

Firmaidrætsforeninger over hele landet åbnede dørerne til motionsfest hele uge 41. 30 foreninger havde arrangeret lokale aktiviteter for lokale arbejdspladser i forbindelse med Arbejdspladsernes Motionsuge. Alt lige fra padelturneringer, yoga, firmadyster, skydning og en række (kollega)fodboldstævner. 

MANDAG

Kulturministeriet stemplede ind i motionsugen og kolleger fra departementet gav den fuld gas i gården med bl.a. kontorbasket.

Alumeco i Odense var aktive i hele uge 41. De skød ugen i gang med morgentræning for alle ansatte i deres store produktionshal. Derudover havde de blandt andet også en Tæl Skridt konkurrence hele ugen, hvor der var flotte præmier på højkant.  

TIRSDAG

Det er første gang i år, at Danmarks Nationalbank er med i Arbejdspladsernes Motionsuge. De er startet stærkt ud med et ugeprogram med et tema for hver dag, og tirsdag var der fodbold på skemaet, hvor medarbejderne mødtes på kryds og tværs til fodboldpool og fodbolddart. 

Der var fight og højt humør i Arbejdernes Landsbank i Glostrup, da de ansatte dystede i den årlige og tilbagevendende floorballmatch på parkeringspladsen. Arbejdernes Landsbank var i løbet af motionsugen aktive over hele landet i de forskellige filialer. Kim Mejnert Frydenbjerg (Moderaterne) dyrkede også sammenholdet på floorballbanen.

ONSDAG

Hep og entusiastiske tilråb strømmede ud fra alle mødelokaler i Firmaidrættens Hus i Nyborg til Online Onsdag. 40 arbejdspladser havde booket en gratis aktiv digital pause i anledning af Arbejdspladsernes Motionsuge, og i løbet af dagen var vi på online visit på alt fra plejehjem og kommuner til banker og andre private virksomheder. Og der er høj energi - både på den ene og den anden side af skærmen!

På den anden side af skærmen så det sådan her ud hos Odense Kommune, der var en af de arbejdspladser, der dyrkede sammenholdet til Online Onsdag.

120 elever og deres lærere på Roskilde Tekniske Skole havde fokus på samarbejde, sjov og ballade, da de dystede i aktiviteter som stafet, forhindringsløb med sumodragter, høvdingebold og mini-stjerneløb. Dagen var samtidig startskuddet til et stærkt samarbejde mellem Roskilde Firma og Familieidræt og Roskilde Tekniske Skole, som over det næste år skal skabe en kultur på Roskilde Tekniske Skole, som fremmer lærernes og elevernes motivation og mulighed for idræt og motion i hverdagen – både i forening og på skolen.

Aalborg Firmaidræt inviterede ugen igennem til fyraftensstævner og onsdag stod den på håndbold. Digital motion, floorball, 3-boldstævne, padel var nogle af ugens øvrige fyraftensaktiviteter.

Lærerstandens Brandforsikring stemplede stærkt ind i Arbejdspladsernes Motionsuge med flere daglige aktiviteter. Onsdag stod den både på morgenløb, mindful walks og fælles armbøjninger for hele huset.

TORSDAG

Insatech, leverandør af industriudstyr i Præstø, havde dedikeret hele eftermiddagen til bevægelse. Og man må sige, der var noget for alle med både øksekast, funktionel træning, selvforsvar og mindfullnes på programmet

25 kollegahold var med i Brunsviger Cup i Firmaidræt Odense. DR P4 Fyn og firmaidrætten inviterede til en sjov fodboldevent i anledning af, at det både var Brunsvigerens Dag og selvfølgelig Arbejdspladsernes Motionsuge. Der var både sammenhold, sved på panden og sukkerchok. Og masser af mål – og masser af brunsviger.

På Kragerup Gods blev der afholdt skattejagt for arbejdspladser – en aktiv tur rundt til 8 poster på godsets grønne arealer, hvor der skulle samarbejdes for at finde frem til skatten.

Landsbyen Sølund, som er et botilbud for voksne med handicap, arrangerede en fælles tur rundt på ”bamseruten” for medarbejdere, beboere og lokale børnehaver. Her var skilte på ruten erstattet med en masse bamser og bamseguider, der stod klar på skovruten for rutens ca. 300 glade deltagere. Folketingspolitiker Camilla Fabricius (S) deltog også i løbet.

Syddansk Universitet afholdt som del af Arbejdspladsernes Motionsuge "Bevægelsesdag" for alle sine ansatte. Hele 500 kollegaer deltog i en eller flere af de i alt 42 aktiviteter, de frit kunne vælge imellem. Der var både fysiske aktiviteter, online aktiviteter og aktiviteter, de kunne lave på egen hånd uden en instruktør.

Munck Gruppen løb både stafet, legede lege og spillede floorball. Kollegaerne fik pulsen op, grint og givet en masse highfives.

FREDAG

Der blev gået til den, da fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var med de ansatte i Spar Nord i Aalborg på gå-tur som en del af Danmarks Motionsuge. Her fortalte hun bl.a.:

 

”Jeg synes, det er dejligt, at uge 41 ikke bare bliver brugt til, at vores unger er aktive med skolen, men at vi voksne også bliver en del af motionsugen. Jeg håber, at det at bevæge sig i fællesskabet af arbejdspladsen bliver noget, vi dyrker mere. Når vi gør noget sammen, så får vi nemlig flere med.”

Ud over motion og skridt på kontoen, kom der også skrald i poserne, for både ministeren og kollegerne fra Spar Nord benyttede gåturen til også at samle havskrald i lokal-området. 

I Odder Kommune samledes ansatte fra bl.a. Borgerservice, Ledelse & Udvikling og Teknik og Miljø til kollegamotion fra morgenstunden. Kortspilsstafet og aktvitetetsbingo var to af de aktiviteter, der gav smil og sved på panden.

 

”Vi har valgt at være med i motionsugen, fordi vi rigtig gerne vil ha’ noget mere motion og aktivt sammenhold. Vi har i forvejen stor fokus på at medarbejderne har det godt og trives og måske endda bliver sundere af at gå på arbejde. Det er et led at starte ligeså stille op, og så er det jo oplagt med Arbejdspladsernes Motionsuge, ” siger Mette Uldall Kristensen, sygefraværkonsulent i Odder Kommune.

Marketingbureauet Nord i Viby udenfor Aarhus er med i Arbejdspladsernes for 4 gang. I år står den på trapperæs, stoledans, løb eller gåtur og tabata og kontoret er alle hoppe i Nord-bluser og sportstøj. Udover at være med til motionsugen har arbejdspladsen også 1 times betalt motion i arbejdstiden hver uge.

 

”Folk glæder sig til i dag – der var én som skulle til koncert i Købehavn i aften og hun kommer ind i dag, selvom det ikke giver mening logistisk, fordi hun gerne vil være med. Vi starter dagen med fælles planke og et ingerfærshot og så er der ellers trapperæs, løb og meget andet. Ledelsen er fuldstændig med om bord og er selv med  – både i dag og når vi dyrker motion i arbejdstiden normalt,” siger Kasper Winther Guldberg, Head of Department & Product Manager, Nord.

Hele ugen kl. 8.00 og 11.50 har arbejdspladser landet over kunne stemple ind i aktive pauser på firmaidrættens Facebookside. I Kalundborg Kommune sluttede de motionspauserne af med manér. 

Uden at lyde sådan helt kliche, så var der virkelig fut i brandmændene fra Beredskab FYN fredag omkring middag. Det er efterhånden blevet en fast tradition, at der er fuld ild på øvelser, soundbox, brandmænd på 24 timers vagt og indsatsledere netop om fredagen i motionsugen. Og på denne fredag blev pladsen foran brandstationen lynhurtigt omdannet til crossfit-øvelser med brandslanger, udrykningskøretøjer og yogamåtter. Total skøn kombination, lige dér på pladsen under en smuk klar oktober himmel.

Morgenfriske medarbejdere fra SKAKO i Faaborg strak, bøjede og holdt balancen fredag morgen. Gutterne og Line i SKAKO Concrete havde – iført arbejdstøj og sikkerhedssko – en 10 minutters motionsfest fra kl. 8.00 til 8.10, da de i anledningen af Arbejdspladsernes Motionsuge fik en ekstra omgang morgengymnastik.


Lige der midt i produktionen blev elastikker og kettlebells hevet frem efter at balance og smidighed var blevet testet. ”Åh, det er godt for min stive ryg”, lød det fra en af gutterne. Motionsfesten er kommet for at blive på SKAKO.

Credit