Vores mantra gennem hele 2021
Afstand må ikke blive til stilstand

2021 blev et udfordrende år, hvor coronapandemien igen skabte store benspænd for firmaidrætsforeningerne og det frivillige engagement. Men heldigvis blev det også et år med plads til jubel og masser af bevægelse i firmaidrætsforeninger og på arbejdspladser. Og vi lykkedes med, at afstand ikke blev til stilstand. 

 

Tag med på tur gennem 2021 i firmaidrætten sammen med generalsekretær Mette Mandrup.

Flere bevægede sig i 2021

Hele 354.953 medlemmer har i 2021 dyrket 66 forskellige idrætter i vores 81 lokale firmaidrætsforeninger og brancheforbund i hele landet. Det er en samlet fremgang på godt 11.500 medlemmer, hvilket svarer til en stigning på 3,3 %. Firmaidrætsforeningerne er altså i 2021 lykkedes med at skabe medlemsfremgang på trods af coronabenspænd.

 

Bevægelsesregnskab fløj i 2021 afsted med en stigning på hele 55 % i forhold til 2020, så i 2021 sagde bundlinjen 181.463 deltagere. Tallene viser således, at flere kolleger bevægede sig sammen i 2021, hvor der igen kom gang i de fysiske motionsevents, hvor de digitale aktiviteter blomstrede, og hvor en gå-bølge rullede ind over landet.

Midlerne fra lokalforeningspuljen og ikke mindst coronahjælpepakkerne har i 2021 hjulpet firmaidrætsforeningerne gennem en svær periode.

2021 blev – ligesom året før – i perioder ramt af coronarestriktioner, der betød nedlukninger i dele af foreningsidrætten. For at afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreningerne oplevede på grund af restriktionerne, øremærkede regeringen og aftalepartierne midler til idræts- og foreningslivet, herunder 12,5 mio kr. til firmaidrætsforeningerne, som var fordelt i to puljer - en genstartspulje på på godt 3,2 mio. kr. samt en kompensationspulje på lidt over 8,1 mio. kr.

 

Især genstartspuljen fik kickstartet foreningslivet. Blandt andet til Arbejdspladsernes Motionsuge, hvor Firmaidræt Storkøbenhavn og Københavns Firmasport gik sammen med Hafnia-Hallen og Grøndal MultiCenter for at skabe åbne motionstilbud for kolleger hele ugen. Her kunne kolleger fx give sig i kast med yoga, E-cykling, badminton, beachvolley og funktionel træning. Alle aktiviteter var gratis, og tiltaget skulle støtte op om både at få kollegamotion på dagsordenen på de lokale arbejdspladser, men målet var også at øge kendskabet til de lokale firmaidrætsforeninger. 

 

Og der blev for alvor danset igennem, da Charlotte Birchow var på besøg.

Lokale muligheder og udfordringer i 2021

I løbet af 2021 gennemførte Dansk Firmaidræts politisk valgte med de lokale udviklingskonsulenter som tovholdere foreningsbesøg hos firmaidrætsforeningerne i hele landet. Formålet med besøgene var at zoome ind på lokale udfordringer, muligheder, styrker og svagheder.

 

Besøgene bragte os blandt andet fra Vejen til Nykøbing Falster over Horsens til København og Aabenraa. Og der var dedikerede, hårdtarbejdende og frivillige ildsjæle i de 65 firmaidrætsforeninger, der blev besøgt. 

 

Data fra besøgene blev efterfølgende samlet og analyseret, og de giver os en fælles pejling samt opsamling på tematikker, som fylder på tværs af hele landet. Og mundende blandt andet ud i en række temaer, som vi skal arbejde målrettet og strategisk med både i den politiske og administrative organisation.

 

Viden er vigtig

Det er helt afgørende, at vi i firmaidrætten har den relevante og nyeste viden om fx motionsvaner, barrierer for motion på arbejdspladsen og effekterne af kollegamotion. Derfor satte vi i 2021 også sat ekstra fokus på videndeling og vidensopsamling. Det gjorde vi blandt andet ved at indgå som partnere i nye videns- og forskningsprojekter – fx har vi i 2021 haft et tæt forskningssamarbejde med SDU og har skabt data, der viser, at de 15-29-årige er mest aktive med deres kolleger, hvor hele 20 % dyrker selvorganiseret kollegamotion. Undersøgelsen viser også, at deltagelse i firmaidræt er mindre påvirket af socioøkonomiske forhold som fx uddannelsesniveau og indkomst end i den generelle idræts- og motionsdeltagelse.

Firmaidræt får bare flere med

Tag med på en hurtig introtur til de væsentligste undersøgelser, der sætter ord og tal på, at firmaidrætten er for alle.

75 år med frivillighed og firmaidræt

Starten på 2021 var ekstra festlig. Vi fejrede nemlig 75-års jubilæum den 20. januar 2021 – for på præcis denne januar-dag tilbage i 1946 stiftede en række visionære foreningsfolk Dansk Firmaidrætsforbund. Vi markerede i løbet af 2021 vores 75-års jubilæum med at give en stribe nye motionsgaver til alle danske arbejdspladser. Blandt andet digitale motionspauser og live kollegamotion på Facebook, der fik bevæget mere 25.000 kolleger hen over året.

#DyrkSammenholdet

Tak for samspillet og samarbejdet i 2021. Vi er meget glade for, at du sammen med os har bidraget til at sikre, at 'afstand ikke blev til stilstand'. 

 

Dyk nede i hele årsrapport 2021 lige her. God læselyst!

Credit

Dansk Firmaidræt