Vejen mod Strategi 2022

Arbejdet med at skabe Dansk Firmaidrætsforbunds Strategi 2022 er i fuld sving. Følg med og bliv inspireret.
Vigtige datoer:

  • Ekstraordinært Repræsentantskabs-møde 25. august 2018
  • Formandsmøde 14.-15. april 2018
  • Visionsdag 20. januar 2018 

En god start giver os noget at glæde sig over – og til

Af Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidrætsforbund

At spå om fremtiden vil jeg holde mig fra. Men jeg glæder mig til den. I den nærmeste fremtid – det næste halve år – skal Dansk Firmaidrætsforbunds nye strategi udvikles. Faktisk er vi allerede i fuld gang. Den 20. januar var en stor del af firmaidrættens foreninger og firmaidrættens ledelse samlet til Visionsdag i Middelfart for at skyde processen, der i sensommeren bliver til Strategi 2022, i gang. Fra 2019 og fire år frem er strategien hele firmaidrættens strategi. Den er retningen og målet, som vi i dagligdagen arbejder mod i samlet flok – forbundet og foreningerne.

Dagen i Middelfart var en dag, hvor vi skulle blære os. Være stolte og med hovedet højt fortælle om de lokale succeser, der er i hele landet. Nu er der som bekendt forskel på, hvor højt en vestjyde og en nordsjællænder taler om dét, de er gode til. Så de mange succeser blev skrevet ned på sedler som ”succesvaluta” og hængt op til frit skue på mødelokalets vægge. og sikke et skue.

”Samarbejde med kommunen”, ”engageret frivilligkorps”, ”populære hold i klassiske idrætter”, ”stigende medlemstal”, ”højt til loftet og foreningsånd”, ”god kultur – godt fællesskab tiltrækker nye”, ”aktiviteter fra morgen til aften”, ”erhvervsskolesamarbejde”, ”netværk”, ”forandringsparathed og mulighed for tilpasning til efterspørgsel”, ”virksomhedssamarbejde” og ”mulighed for at bidrage positivt i lokalmiljøet”.

Strategi 2022 bliver bygget oven på disse succesoplevelser. ovenpå den energi og kreativitet, som opstår, når stemningen bliver opløftet af en anerkendende tone og masser af skulderklap. Deroppe skal vi blive de næste seks måneder, mens strategien bliver mere og mere virkelig. Vi skal ikke blive lalleglade og urealistiske. Men vi skal være bevidste om, at der er mange ting, som firmaidrætten er god til, og der er mange ting, vi kan tilbyde. Til medlemmerne – nye som etablerede – arbejdspladserne, lokalsamfundet, uddannelsesinstitutioner, foreningslivet og andre, som vil være med i det aktive fællesskab med idrætten som omdrejningspunkt.

Med enegang kommer vi nemlig ingen vegne. Så Visionsdagen handlede også om samarbejde. Nogle af vores foreninger er rigtig dygtige til at skabe forbindelser, samarbejdspartnere og netværk, mens andre er mere udfordret på det område. Sådan er det, når et forbund rummer foreninger på mellem 18 og flere end 67.000 medlemmer. Musklerne er ikke lige store, men inspiration kommer i alle størrelser. Så da dagen var omme, kunne flere af de frivillige foreningsledere køre hjem, mens de tænkte ’dét kunne vi jo også prøve’.

Jeg kørte hjem med en stor portion optimisme summende i kroppen. I løbet af én lørdag havde vi i samspil fået skabt en positiv og energisk stemning om det store stykke frivillige arbejde, som gøres i foreningerne. Det vil smitte af på strategien. Jeg glæder mig derfor til det næste halve år. Til at skabe retning og mål for firmaidrætten. Jeg vil som sagt ikke spå om fremtiden. Men jeg tror dog, at den bliver god.

(Leder fra magasinet Firmaidræt, No. 1. 2018)

Billeder fra Visionsdagen

- klik på billederne for at se dem i stor størrelse