Danmarks største tv- og bredbåndsudbyder, Yousee, bakker op om eSporten med en 6-årig partneraftale for eSportligaen. Dermed er der kommet flere stærke kræfter ind i arbejdet med at styrke og støtte bredden i dansk eSport. Målet er, at i 2020 konkurrerer 50.000 danskere i Yousee eSportligaen.

Det er en rigtig god nyhed for bredden i dansk eSport, at Yousee træder til som partner i Yousee eSportsligaen. Over de næste seks år vil tv- og bredbåndsudbyderen sammen med eSport-Alliancen, der består af Dansk Firmaidræt, Ungdomsringen, DGI og eSport Danmark, arbejde for at udbrede sporten, som flere end nogensinde dyrker regelmæssigt i privaten eller i en forening, klub, skole eller arbejdsplads.

”Vi vil gerne være med til at udbrede eSporten og give de danskere, der på nuværende tidspunkt dyrker sporten, samme muligheder som alle andre sportsudøvere. Jeg forestiller mig, at eSport kan blive lige så folkelig som fodbold og håndbold, og det er den rejse vi er vildt begejstrede for nu at påbegynde i samarbejde med eSportligaen. Danmark er et foreningsland, og sammen med eSportsligaen vil vi gerne flytte eSporten fra værelset hjemme i privaten til foreningen og sikre gode spiloplevelser i organiserede fællesskaber og sammen med andre, ligesom vi kender fra andre sportsgrene”, siger Carsten Elmose, marketingdirektør i YouSee.

Dansk Firmaidræt står bag Kollega-liga for arbejdspladser og Studie-ligaen for studerende. I de to ligaer spiller for tiden 57 hold fra hele landet. Med partnerskaber med Yousee er der potentiale for, at endnu flere spillere kan sætte sig til tastaturet og dyste mod andre gamere.

”Vi er meget glade for, at Yousee træder til som partner i Yousee eSportligaen. Opbakningen giver os mulighed for at udvikle vores ligaer, så endnu flere kan dyste med. eSporten i Danmark udvikler sig i med fart, og derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde ligaer, der danner grundlag for gode oplevelser og styrke fællesskabet. Bredden bliver med aftalen med Yousee sat i fokus”, siger formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.

Om Yousee eSportligaen

  • I YouSee eSportligaen konkurrerer udøverne i Counter-Strike: Global Offensive og League of Legends på PC.
  • Ligaen kårer til maj den danske mester i eSport.
  • Yousee eSportligaen er Danmarks officielle eSport-liga, hvor danskerne kan konkurrere i eSport med og mod hinanden og som hvert år kårer den officielle Danmarksmester i eSport.
  • Bag ligaen står Danmarks officielle eSport-forbund, eSport Danmark, og Dansk Firmaidræt, DGI, og Ungdomsringen.
  • Læs mere på www.eSportligaen.dk.
Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent

Læs pressemeddelelsen fra Yousee og eSportligaen.

Om YouSee

  • Hos YouSee får du de bedste tv-kanaler og streamingtjenester, de nyeste film og serier, eksklusiv underholdning og al din yndlingsmusik. YouSee er en del af TDC-koncernen og leverer underholdning til mere end halvdelen af Danmarks husstande. Vi er landets største udbyder af hurtigt bredbånd og forbinder hver dag tusindvis af danskere via Danmarks bedste mobilnetværk.