Som medarbejder skal du vise dig fra din gode side for at komme ind i fællesskabet, siger forsker i psykisk arbejdsmiljø. din arbejdsplads skal til gengæld sørge for, at det er okay at holde pauser.

Af Kir Klysner, freelancejournalist. Foto: Karen Løth Sass

”Det er ikke sådan, at man behøver at sidde lårene af hinanden eller tage på hyttetur hver anden uge, men det er vigtigt at have et godt fællesskab på arbejdspladsen”, siger Signe Pihl-Thingvad, som forsker i psykisk arbejdsmiljø på Syddansk Universitet.

Et godt fællesskab på arbejdspladsen er en god investering for både virksomheden og den enkelte medarbejder.

”Arbejdet vil glide lettere, hvis man har et godt fællesskab. Som medarbejder performer man simpelthen bedre, og man er hurtigere til at hente hjælp, så opgaverne bliver løst. Det giver mere motiverede medarbejdere, højere trivsel og lavere sygefravær”, forklarer Signe Pihl-Thingvad, som er lektor og sektionsleder på Institut for Statskundskab i offentlig forvaltning.

Sig altid "go' morgen"

Hvis man er ny på en arbejdsplads, er der nogle enkle råd, som man kan følge. Fx at stikke hovedet ind til kollegerne for at sige ”go' morgen” og spise fro- kost sammen med dem.

”Det handler om at vise sig fra sin gode side. Huske at spørge ind til ens kolleger og hjælpe dem i stedet for at gå hjem fem minutter før. Det er jeg helt sikker på, at man får igen”, siger Signe Pihl-Thingvad.

Arbejdspladsen skal sørge for, at det er i orden, at der bliver holdt pauser i løbet af dagen.

”Fællesskabet omfatter både det arbejdsmæssige og det sociale. I forhold til det arbejdsmæssige, så handler det om at være opmærksomme på hinandens opgaver. I forhold til det sociale, så handler det om at støtte hinanden og opleve opbakning fra kollegerne. Pauserne er vigtige, fordi det er her, man får talt sammen og måske får en ny idé i stedet for hele tiden at have hovedet nede i driften.”

Forbudt at blive selvfed i fællesskab

Men som med alt andet er det en balancegang – også at skabe det rette fællesskab.

”Et fællesskab kan gå i selvsving. Det kan fx være, hvis medarbejderne siger, ”nu er det os mod ledelsen”. Fællesskabet kan også blive så stærkt, at ingen tør sige, hvis de undrer sig over noget. Det er absolut ikke godt, hvis man synes, at ”vi er bare for fede”, for så kører fællesskabet på autopilot, og der bliver lukket af for innovation. Man skal finde balancen og pladsen til individet. Fællesskabet skal også kunne rumme både ekstroverte og introverte medarbejdere”, understreger Signe Pihl-Thingvad.

Alle virksomheder har gavn af et godt fællesskab, men det er især vigtigt for dem, hvor samarbejdet er en nødvendighed.

”Et eksempel er sygeplejersker, der skal være fælles om en patient. Der er fællesskabet enormt vigtigt for den relationelle koordinering.”

Sådan kommer du ind i fællesskabet

  • Stik hovedet ind til dine kolleger og sig "go' morgen".
  • Hold pauser, og gå ud til kaffemaskinen for at få en snak med kollegerne.
  • Gå til frokost samtidig med de andre på arbejdspladsen, selv om du ikke kender nogen endnu.
  • Hvis du er færdig før tid, så spørg kollegerne, om du kan hjælpe dem med noget.
  • Foreslå din arbejdsplads, at der laves introduktionsforløb og en mentorordning for nye medarbejdere.